Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
17
„Bedstefar, bedstefar," ropte Maja — „bedstemor er saa
rædsom slem — hun er saa væmmelig, saa avskylig."
„Men lille Maja da," sa bedstefar, „du er jo en stor
fornuftig pike, over elleve aar."
„Ja, men bedstemor er saa gyselig."
De to lodserne smilte indi sine svære skjeg, og det var
ikke frit for at de blinket til hinanden.
„Jeg vil reise til Nordland igjen, bedstefar" — — aa, aa,
men hun hadde jo ingen ting i Nordland mere! Far laa jo i
sjøen, og Andreas var i Bergen. —
Saa kastet Maja sig pladask ned paa gulvet og graat som
hendes hjerte skulde briste.
„Nei, nei, nei, nei, lille ungen min" — bedstefar kom med
besvær ned av sin høie kontorstol, „kjære dig da, dette retter
sig nok — al ting retter sig, hører du, vennen min, al ting
retter sig."
„Ja retter bedstemor sig da?" sa Maja mellem alle sine
taarer ned mot gulvet.
Bedstefar svarte ikke paa det. „Vent nu et øieblik, saa
gaar vi en tur, og saa er dette glemt naar vi kommer hjem igjen."
De to lodser blev ekspedert, og Maja med røde øine og
tjavset haar, og bedstefar med trillende rundt ansigt, snehvite
bakkenbarter og stok med guldknap listet sig ut kontorveien.
Det var barfrost med litet grand kornsne i de stivfrosne
hjulspor, de visne, gule græsstraa stod rimede langs
grøftekanten og ståk ut gjennem havestakittene, for bedstefar bodde
i utkanten av byen hvor der var store haver, og veiene gik
paa kryds og tvers som det kunde falde.
Bedstefar gik og snakket likesom saa muntert om alle ting,
stoppet op, pekte med stokken og forklarte; saa videre med
smaa, forte skridt, for at stoppe op igjen ved den mindste
anledning.
Men hele tiden var Maja likesom lukket inde i sig selv.
Det var som graaten endnu ikke var slut, et og andet saart
hikst kom dypt indenfra, som der laa noget tungt og stængte
for pusten.
Hun brydde sig ikke det grand om alt det bedstefar gik
og forklarte. Om at det var kjøbmand Nilsen som bodde i det
hvite hus dernede, og kjøbmand Einarsen i det lyserøde oppe
paa bakken.
Hun længtes efter noget andet — efter store brune myrer,
hvite takkede fjeld og en sortblaa sjø som vasket og slog nede
2 — Dikken Zwilgmeyer. V.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
