Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
89
„Blendlygten?" sa hun forbauset.
„Ja," tok Hervor ordet, „frøken Strøm gaar jo rundt med
en blendlygte om aftenen og ser om vi er i seng til ret tid
— det er saa væmmelig saa — lyser os like op i
ansigtet."
Aa — og Else som hadde glædet sig saa til at graate rigtig
ut naar hun var kommet iseng iaften, og det var blit stille og
mørkt. Og nu skulde hun ikke faa lov til det heller, for da
kom jo frøken Strøm med blendlygten!
Nei, hun vilde skrive hjem og be far og mor ta hende
hjem igjen. Hun skulde aldrig mere løpe ut med alle guttene
og seile, eller være saa vimset og ustadig og ikke ha lyst til
at arbeide — bare hun maatte faa komme hjem igjen.
Da Else om aftenen gik gjennem gangen, aapnet frøken
Lybæk døren til sit værelse:
„Else Beck, maa jeg faa tale med dig."
Det var nok sandt som de sa, at frøken Lybæk visste alle
mulige ting. Hvorledes kunde hun nu vite at det netop var
hende som da gik gjennem gangen!
Elsa var saa ræd at hun følte det rørte sig likesom noget
for brystet paa hende da hun traadte ind i frøken Lybæks
værelse. Det var stort og vakkert møblert. Else saa bare
nogen store malerier og et stort skrivebord med papirer og en
opslaat bibel — saa saa hun intet andet end den brede
skikkelse ved skrivebordet.
„Lille Else," sa frøken Lybæk og strakte sin haand ut mot
hende, „er du saa likegyldig for Guds ord at du sovner ved
at høre det."
„Undskyld," sa Else paa graaten, „aa undskyld, jeg vet
ikke hvorledes jeg kunde gjøre det —"
„Det er ikke for din skyld alene, men for de andres ogsaa
at jeg taler til dig om dette; du vet, lille Else, hvert eneste
menneske har det i sin magt at virke paa andre —"
„Aa — aa," nu graat Else for alvor.
„Husk ogsaa en ting, Else Beck, at Guds ord er det eneste
— det absolut eneste — vi mennesker har at trøste os ved her
paa jorden — det vil du nok se naar du blir ældre."
Det var det merkelige ved frøken Lybæk, at alt hvad hun
sa, blev saa indlysende sandt. Der var ikke rum for tvil. Hun
klappet Else paa hodet:
„Godnat, lille Else."
Da Else var kommet iseng, følte hun aldeles ingen lyst til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
