Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
91
Og saa blev hun sendt til frøken Lybæk. — Ikke for det,
det gik jo bedre nu end de første dage efterat hun var kommet.
Det føltes ikke længere saa knugende, og længselen efter
hjemmet, efter den friske sjøen og alle veninderne var ikke fuldt
saa sterk. Den kunde nok blusse op imellem, især naar der
kom breve hjemmefra, eller naar der hændte noget leit, —
men i og for sig saa var det ganske snodig at være her ogsaa!
For det første var nu lille Else Beck kommet til det punkt
at hun elsket frøken Lybæk. Hun var det deiligste menneske
som var skapt. Saa klok og saa stor. Det var en fryd bare
at faa lov at komme ind paa hendes værelse og hente en bok.
Ikke at tale om, naar frøken Lybæk anmodet hende om at
spasere en tur med hende alene. Det var et glanspunkt for
mange dage.
Hervor og Else var til at begynde med uadskillelige. Hun
er væmmelig mange ganger, men hun er snodig ogsaa, tænkte
Else. Hun skrev hjem at Hervor var hendes bedste veninde,
endda de gjennemsnitlig hver dag trættet voldsomt, men næste
dag var saa det hele som blaast bort.
De hadde meget moro sammen. Som alt det med kapellan
Jensen, som læste religion med dem og kom to ganger om
uken kjørende med sin fete hest og sin bløte prestehat.
For det første var det nu det, at Marena i hans timer hadde
en endnu varmere kolorit i sine store kinder end hun hadde til
hverdags, og hendes tunge øienlok var endda mere nedslagne
end de pieide.
Men saa hadde jo alle de skarpe fjorten-femtenaars øine
ogsaa en dag opdaget at frøken Strøm likte kapellanen —
For hvorfor hadde hun altid det rutete bluseliv paa de dage
kapellanen skulde komme, og hvorfor gav hun altid kapellanens
fete hest sukkerstykker —
Aldrig fik Dallej, pensionatets lille hest, et eneste stykke
av hende —
Det var jo indlysende klart det, at Marena og frøken Strøm
var rivalinder. Det var ordentlig morsomt. Der blev skrevet
mangfoldige vers om hjerte og smerte i den anledning, og
Marena blev brydd paa alle mulige maater for den tause
kapellanen. Især av Hervor og Else. Naar de ikke visste noget
andet, hængte de f. eks. altid Marenas hat og den bløte
kapel-lanshat paa samme krok i gangen, hvilken altid hadde den følge
at Marena rødmet dypt.
Saa hadde de ogsaa umaadelig meget moro av Ole Sand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
