Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96
paa sin kommode. Ikke et menneske ante at det var syresalt,
tænkte Else.
Hun følte sig litt lettet da hun hadde gjort dette. Imorgen
tidlig vilde hun staa op før nogen i huset var oppe og gni
syresaltet paa lommetørklæet.
Else sat noksaa tryg ved aftensbordet. Kristiane hadde ikke
kastet et blik paa sine lommetørklær hele dagen, og Else var
forhaabningsfuld, selv om der inderst inde var noget som ståk
i samvittigheten.
Men der kom Gurine igjen. „Jeg fandt dette under
kommodebenet paa det søndre værelse," sa Gurine — du store
kinesiske — der rakte Gurine det lille sammentullede papir
med syresaltet til frøken O’isvig.
„Et hvitt pulver," ropte Olsvig forfærdet.
„Hvad er det?" sa frøken Lybæk.
Pulveret blev sendt op til bordenden. „Kjender du noget
til dette, Anne Katrine?" sa frøken Lybæk alvorlig.
„Nei," sa Anne Katrine.
„End du, Else?"
„Nei," sa Else.
Det var de utroligste gisninger rundt bordet.
„Kanske det er gift," sa Marena.
Men hvem skulde lagt papiret der? Else sat som hun
brændte paa stolen. Aa Gud, nu hadde hun løiet for frøken
Lybæk ogsaa. Men hun kunde ikke si at det var hendes, hun
turde ikke si det for alverden —
„Dette er en lei historie," sa frøken Lybæk da hun reiste
sig fra bordet og tok det lille papir med sig ind paa sit værelse.
Tænk, om alt blir opdaget, tænkte Else — først at
lommetørklæet er ødelagt, og saa tøi jeg og sa, at det var
knappe-naaler Ole Sand hadde kjøpt —-aa — og det værste av alt,
at hun hadde løiet for frøken Lybæk. Hun hadde ikke ro
noget sted, lille Else; hun sa hun hadde hodepine og gik
oven-paa, men saa var det saa forfærdelig at være alene, og saa
gik hun ned igjen. Og der talte de bare om det
hemmelig-hetsfulde pulver.
Og Else ønsket saa usigelig hun var hjemme.
Tænk, om hun skulde rømme inat? Men hun hadde jo
ikke penger til jernbanebilletten engang. Og hvis hun kom
hjem, saa vilde jo far og mor faa vite at hun hadde løiet, og
at hun hadde rømt —
Nei, nei — nu turde hun ikke rømme hjem heller.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
