Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
166
en bare luft for, de ser en komplet ikke, om en end staar like
for næsen av dem — og nogen onkler erter.
Onkel Jonas er av den sidste sorten.
Dere kan vite hvor væmmelig han er, for han bukker dypt
for mig og kalder mig frøken.
„Er frøkenen maaske ikke enig med mig?" Eller: „Tillat
mig at motsi frøkenen" — saa avskylig er han at han sier slikt.
Og ret som det er, sier han pludselig:
„Hvor har du faat den næsen fra — mor?"
Saan er onkel Jonas. Det er ikke det mindste morsomt at
bli spurt om hvor en har faat næsen sin fra, naar den nu
engang sitter i ansigtet paa en.
Onkel Jonas spør aldrig om skole og lekser, han. Bare om
danseskole og moro. Til mig sa han denne gangen: „Det var
da en voldsom forandring med dig — du er jo blit et
damefrø —"
Maa jeg by dere en saan uttalelse! Damefrø! Det var
virkelig under min værdighet at svare paa. Men jeg kastet nogen
blik paa ham —
Saa lo han frygtelig naturligvis: „Og du da," sa han til
Karsten, „du kan vel jule op hele klassen om det kniper, nu?"
Og Karsten lyste i øinene: „Jeg kan lægge dem i marka
allesammen — for jeg har et lurt knep, ser du — saan —"
„Det var gutten sin det," sa onkel Jonas. — Saa begyndte
farfar og onkel Jonas at spille piquet, og dermed forsvandt
Karsten.
Og jeg gik rundt og saa paa alle farfars gamle ting.
Klokkestrenger som er brodert med bitte smaa sting, og billeder paa
væggene som er brodert de ogsaa — med silke — og
silhou-etter som der hænger evighetsblomster omkring.
Det er saa rart at se paa alle de billederne av mennesker
som er døde, og som har været akkurat likedan som vi. Som
har tænkt paa det samme og gjort det samme — og med en
gang blir de borte, og kommer aldrig igjen.
Det er næsten højtidelig at se paa dem fordi de nu er
hos Gud.
Om mange aar, saa vil nogen gaa og se paa mit billede
og si: „Hvad var det for en da?"
Og jeg vandrer rundt i farfars kontor, hvor der lugter endda
mer fin tobak, og i storstuen hvor der er nedrullede gardiner
og indestængt og solvarmt. Men vinduene tør jeg ikke aapne.
Jeg husker nok sidst jeg var hos farfar, at jeg lukket op
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
