Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
173
„Ja — nei — men — søte farfar — jeg kunde jo ikke
for at den konen var saa glemsk og dum —"
Farfar rystet og virret paa hode: „Ja — ja — men —
bare ikke Monsen blir syk av ængstelse —"
„Pyt," sa jeg, „Monsen har da ikke noget med det." —
— Tænk, Monsen var vond da jeg kom:
„Mellemulle-gammestabbeganse" — sa hun, og øinene var ikke blide bak
brillerne.
Jeg skjønte ikke et ord hvad hun sa, og ikke var det vist
noget hyggelig heller. Men middagsmat fik jeg. Farfar spaserte
omkring spisebordet mens jeg spiste, med hænderne paa ryggen,
men sa ingenting. Karsten hadde været hos rumpetrollene hele
formiddagen.
Om aftenen kom onkel Jonas. Han hadde hørt om det
nede i byen.
„Forbauser mig aldeles ikke," sa han, „dette var nummer
to — hvad blir saa den næste overraskelse — det hele er en
storartet opmuntring for farfar —"
Men da han gik, sa han: „Imorgen skal du faa syvøres
kaker hvis du kommer —"
Isch ja — det var grusomt uheldig! Og Monsen var den
værste, for hun glemmer aldrig nogen ting. Hun var Kristian
den fjerde paa dækket hele eftermiddagen.
— Bare jeg rørte paa mig den næste formiddag, sa farfar:
„Hvor gaar du hen?" Engang jeg var gaat rundt hjørnet
av huset, kom han jabbende uten hat med sine smaa forsigtige
skridt efter mig: „Naa er du der —" sa han beroliget.
Det var ikke det spor hyggelig. Ikke vet jeg rigtig om det
var en opmuntring for farfar heller, at jeg var der. Monsen
saa ialfald ikke opmuntret ut.
Det var en gyselig lang formiddag, jeg sat som en mus paa
verandatrappen i solen i tre timer. Det er saa sandt som jeg
sitter her.
I middagsstunden da farfar sov, balanserte Karsten paa
verandagelænderet, klamret sig om stolperne og balanserte videre.
Det saa ikke værst morsomt ut — jeg begyndte derfor fra den
motsatte kant — saa vi balanserte os mot hinanden, ser dere.
Men naar vi saa møttes, saa knep det — aa gid hvor vi lo!
Men vi lo murende stille. Endda hørte Monsen os — der
kom hun.
„Vil dere ta provstens og mit liv," sa hun strengt—
„værsgod marsj ned," sa hun og pekte med en stor pekefinger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
