Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Antisemitisme - Antiseptik - Antiseptiske midler - Antistes - Antisthenes - Antitaurus, se Taurus - Antitese - Antitoksiner - Antitrinitarier - Antium - Antiume - Antivari - Antofagasta - Antofyllit - Antoine, André - Antokoskij, Markov Matvejevitj - Ordbøgerne: A - antiquaille ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er grunden til deres mangesidige indflydelse at søge.
Antisemiterne har ikke veget tilbage for de hæsligste
midler, hvor det gjaldt at naa maalet: falske
beskyldninger for ritualmord, de groveste retsfornegtelser
(Dreyfus-sagen), massenedslagtninger (f. eks. i Byen Kitchinev).
A. fremtraadte i Tyskland først som en litterær agitation,
rettet mod den efter den fransk-tyske krig fremblomstrende
børssvindel, hvori jøderne ubestridelig havde en
væsentlig andel. 1878 optraadte hofprædikant Stöcker som
bevægelsens leder, og efter hans tilskyndelse stiftedes
1879 en tysk antisemit-liga. I Tyskland naaede bevægelsen
sit høidepunkt 1892, og ved valgene 1893 kunde
antisemiterne med 290 000 urvælgeres stemmer besætte 16
pladse i rigsdagen. Endnu 1898 havde de 284 000
stemmer og 12 pladse i denne, men har senere maattet
se sin indflydelse betydelig reduceret. I Østerrige tog
bevægelsen fart fra 1882 af, da der stiftedes 2
antisemitforbund i Wien; disse smeltede 1891 sammen til
et parti, der kunde indsætte 15 medlemmer i rigsraadet,
og som 1895 bar seiren hjem ved de kommunale valg i
Wien. Ogsaa her er bevægelsen i sterk tilbagegang.
I Frankrige spillede den fanatiske journalist E. Drumont
en tidlang en rolle i kraft af sin bog «La France juive»
(1886) og fra 1892 af gjennem sit blad «Libre parole»
(Det fri ord). Sit uhyggeligste udslag fik bevægelsen
her i Dreyfus-sagen, der begyndte 1894; den fik afgjørende
betydning for Frankriges indre politik, men endte med
bevægelsens fuldstændige nederlag, betegnet ved den
æresopreisning, der i 1906 blev Dreyfus (s. d.) tildel.
Brutalest har jødehadet faaet udslag i Rusland, hvor enhver
art af forfølgelse og undertrykkelse er blevet bragt i
anvendelse ligeoverfor den jødiske del af befolkningen,
som her er talrigere og fattigere end i de øvrige
lande, hvor jøder i større antal findes. Massemyrderier
som dem, der blev foranstaltet ligeoverfor jøderne i byen
Kitchinev 1904—05, har intet sidestykke siden
Bartolomæus-nattens tider. I 1906 fandt blodige
forfølgelser sted i Bjelostok.
Antiseptik benævnes i medicinen den fremgangsmaade,
som tilstræber ved bakteriedræbende midler at hindre
en mulig infektion af saar eller at uskadeliggjøre
en allerede tilstedeværende saadan. Denne epokegjørende
fremgangsmaade blev indført af Lister.
Antiseptiske midler er saadanne, som dræber de
organismer, der giver anledning til betændelse og
forraadnelse, eller hindrer dem i at udvikle sig. Hertil
regnes dels kemiske midler, antiseptika, som i regelen
anvendes i opløsning, og af hvilke de mest anvendte er:
sublimat (1 pr. mille), karbolsyre (2—5 pct.), der er sterke
gifte, borsyre (2—3 pct.), salicyl (1/3 pct.), eddikesur
lerjord (1 pct.) og klorkalk (ren eller 2 pct.), dels
opvarmning, idet det er godtgjort, at saa godt som alle
bakterier i fugtig tilstand dræbes ved en temperatur paa
100 ° C. Denne form for antiseptik tilveiebringes dels
ved kogning i vand, dels ved ophedet vanddamp (se
ogsaa Desinfektion).
Antistes (lat., forstander) kaldtes i Rom den, der
forestod et tempel eller en kultus. Ogsaa i gl. kristelig
tid ærestitel for biskoper, abbeder o. a. I nogle
schweizerkantoner titel for de øverste reformerte geistlige.
Antisthenes (omtr. 440—370 f. Kr.), attisk filosof.
discipel af Sokrates, lærte i Kynosarges, og hans disciple
kaldtes haanende «kynikere» (s. d.), de « hundske ».
A. lærte, at dyden bestaar i frihed for fornødenheder;
hans mest berømte discipel var Diogenes (s. d.).
Antitaurus, se Taurus.
Antitese, modsætning til en anden sætning (tesis).
I videre betydning begge de led, der stilles i
modsætning til hinanden.
Antitoksiner er stoffe, som dannes af organismens
celler, naar denne gjennemgaar en infektionssygdom eller,
f. eks. ved indsprøitning under huden, bibringes ikke
dræbende doser af de af smittestoffene dannede
giftstoffe, som kaldes toksiner (s. d.). A. er opdaget
af Behring. De optræder bl. a. i blodserum, hvor
deres mængde tiltager, jo oftere en indsprøitning af
toksin finder sted. De virker som modgift
(«giftneutraliserende») ligeoverfor vedkommende toksiner.
Deraf kommer det, at f. eks. blodserum fra en hest,
som har været sprøitet i længere tid med difteritoksin,
beskytter mod, henholdsvis kurerer for difteri.
Antitrinitarier, retninger, som forkaster den
kirkelige treenighedslære. Konkordieformelen afviser
dem i sin artikel 12.
Antium, en ældgammel by i Latium (nu Porto d’Anzio),
beliggende paa et forbjerg, der løber ud i det
Toskanske hav. A. var i ældre tid hjemsted for
sjørøvere; romerne førte flere krige med A. og erobrede
det 338 f. Kr. (se Rostra). I senere tid havde mange
rige romere villaer i A. (ruiner). Nero havde et slot
der, i hvis ruiner Apollon fra Belvedere er fundet.
Antiume, egentlig en vekselsang mellem to halvkor,
betegner nu væsentlig en vekselsang mellem prest og
menighed eller kor. En særlig form er det eng. anthem.
Antivari (el. Bar), befæstet by i Montenegro, 5 km.
fra Adriaterhavet, hvor havnen Pristan. Ca. 2 500 indb.
Tyrk. 1571-1878.
Antofagasta, Sydamerika, sjøby i det nordlige Chile
(prov. A.), straks s. f. den sydlige vendekreds, med ca.
15 000 indb. Vigtig som eksportsted for den indenfor
liggende, paa salpeter, kobber og sølv rige Atacamaørkens
produkter. Endepunkt for en jernbane, som nu er
forlænget til Bolivias indre, hvilket end mere har øget
A.s betydning. Norsk vicekonsulat under generalkonsulatet
i Valparaiso. Afstaaet 1883 fra Bolivia til Chile.
Antofyllit, et i det rombiske system krystalliserende
hornblendemineral, der er et magnesiajernsilikat.
Forekommer bl. a. st. paa Kongsberg (se Hornblende).
Antoine [ãtoa’n], André (1858—), fr. skuespiller og
direktør, f. i Limoges. A. forlod 1887 sin stilling paa
det parisiske gasverks kontor og grundlagde Théâtre-libre,
som fortrinsvis beskjæftiger sig med naturalistiske
dramaer. A. opførte her stykker af Ibsen, Hauptmann,
Sudermann etc. Fra 1897 antog teatret, der installeredes
i «Menus-Plaisirs» bygning, sin grundlæggers navn.
A. blev 1896 meddirektør, 1906 enedirektør for
Odéonteatret.
Antokoskij, Markov Matvejevitj (1842—), rus. billedhugger,
f. i Vilna. A., som efter en opvekst i trange kaar fik
anledning til at gjennemgaa akademiet i St. Petersburg,
er en af den moderne naturalismes eiendommeligste
repræsentanter. Foruden en række fremstillinger
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
