Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Apis - Apis, se Bier - Apium, se selleri - Aplanat - Aplanatisk - Aplit - Apocynaceæ - Apodiktisk - Apofyllit - Apogami - Apogæum - A point - Apokalypse - Apokatastasis - Apokope - Apokromatisk - Apokryfer - Ordbøgerne: A - apoteker ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
benævnt «Ptah’s andet liv»). Derfor raadede der
almindelig sorg, naar en A. døde, indtil der blev fundet
en ny, med de ovennævnte kjendetegn (herfor drog
presterne omsorg); denne blev saa under store festligheder
ført til et eget tempel i Memfis, hovedsædet for
A.-dyrkelsen. Den forrige A. blev balsameret og høitidelig
bisat ved Memfis i det saakaldte Serapeum (hvilken
betegnelse er opstaaet af ægyp. Osir-hap, d. v. s. den efter
døden til Osiris blevne A.). Denne begravelsesplads,
med 24 sarkofager og adskillige for den ægyp. kronologi
vigtige indskrifter (paa de saakaldte A.-steler) blev i
1851 gjenfundet af den franske ægyptolog Mariette.
Apis (apidæ), se Bier.
Apium, selleri (s. d.).
Aplanat, et af A. Steinheil konstrueret fotografisk
objektiv, som bestaar af to akromatiske linser og giver
billeder, som ikke er fortrukket. Til denne type af
objektiver hører euryskop, lynkeioskop, paraplanat,
rectilinear o. fl.
Aplanatisk kaldes ved linser et punkt, som afbildes
uden sfærisk afvigelse.
Aplit (geol.), en finkornig granitisk gangbergart med
sukkerkornig struktur. Den bestaar af feldspat (ortoklas)
og kvarts, medens mørke mineraler som oftest mangler;
den fører undertiden lys glimmer.
Apocynaceæ, en henimod 1000 arter indbefattende
familie, som har sin væsentligste udbredelse i troperne.
Mest trær og buske med melkesaft. Bladene er modsatte
og helrandede, frugten oftest belgkapsler. Et stort antal
arter har giftig melkesaft, f. eks. flere cerbera-arter
og toxicophloea, hvilken sidste hører hjemme i Kap og
leverer buskmændenes pilegift. Hos os dyrkes i haver
og paa kirkegaarde de blaablomstrede vinca-arter
(v. minor og major), «gravmyrt», og som stueplante den fra
Sydeuropa stammende nerium oleander, alm. kaldt
oleander.
Apodiktisk, nødvendig, tvingende; bruges om domme
og beviser, der godtgjør sin almene og absolute
gyldighed ved at paavise det modsattes (alle andre
tilfældes) umulighed.
Apofyllit, et i det kvadratiske system krystalliserende
mineral, der er et vandholdigt kalciumsilikat med en
liden mængde kalciumfluorid. Det kan være farveløst,
rødligt, gulagtigt eller ogsaa svagt blaagrønt og har
paa en af krystalfladerne en vakker perlemorglans.
Det forekommer bl. a. steder ved Kongsberg.
Apogami bruges i bot. som benævnelse for kjønscellernes
tab af forplantningsevnen. Det kan enten være
det hanlige eller det hunlige organ, som træder ud af
funktion, eller ogsaa begge. Der udvikles da istedet
vegetative skud. A. er kjendt fra flere steder i
planteriget, saaledes f. eks. hos endel soppe, mos og bregner
(asplenium filix femina var. cristatum) og endog blandt
blomsterplanterne (peberrod, «vivipare» græs, taraxacum,
hieracium o. m. a.). En del tilfælde, som før har været
opfattet som partenogenese (s. d.), er efter nyere tids
undersøgelser (Strasburger) at henføre under a.
Apogæum, jordfjerne, det punkt i maanebanen, som
er længst fra jorden. Maanen passerer sit a. med
mellemrum af 27.5546 dage.
A point [apoæ’] (fr.) (sjelden apunto, ital.), nøiagtig,
paa øre; remittere à point eller pr. appoint,
remittere (sende) det hele beløb nøiagtig.
Apokalypse (græ.), egentlig aabenbaring, benævnes
en jødisk og kristelig litteratur, som særlig beskjæftiger
sig med de sidste ting. Da profetien hørte op i Israel,
og folket blev haardt trængt af de store verdensriger.
Syrien og Romerriget, begyndte mange fromme israeliter
at søge trøst i den fremtid, som var forjættet. Herved
fremkom en litteratur, som, oftest i form af syner,
skildrede Guds verdensdom over folkene, opstandelsen og
det fromme Israels forventede herlighed. Ofte tillagde
disse apokalyptikere fortidens store mænd sine skrifter,
og under disses navn er de bevaret. De bekjendteste
er Salomos salmer. Moses himmelfart, Henoks bog,
4 Esras og Baruks bog. I det gamle testamente findes ét
skrift af denne art, Daniels bog. Ogsaa i den kristne
kirke fortsattes denne litteratur ud fra kristelige
synspunkter. Af kristelige eller kristelig bearbeidede
apokalyptiske skrifter er de bekjendteste: De tolv
patriarkers testamente, Esaias himmelfart og syn, Pauli
apokalypse o. fl. Derimod indtager Johannes’ aabenbaring
(s. d.) i det nye testamente en særstilling.
Apokatastasis, læren om alle tings gjenoprettelse
(Ap. gj. 3, 21), gaar ud paa, at alle mennesker, eller
alle personlige væsener overhovedet, en gang vil
omvende sig og blive salige. Den paaberaaber sig herfor
dels udtalelser i skriften: Rom. 5, 18. 11, 32; 1 Kor.
15, 22. 27—28; Ef. 1, 10; Kol. 1, 20; Phil. 2, 10—11,
dels teologiske overveielser. Med hensyn til de første
kan det ikke negtes, at skriften utvetydig lærer en evig
fortabelse, Matt. 12, 31—32; 25, 41; Mark. 9, 47—48; 2
Thess. 1,9. Med hensyn til de sidste gjælder det, at en
teologi, som tager sit udgangspunkt i Guds absoluthed,
vil tendere mod a., medens en teologi, som gjør alvor
af personlighedens selvbestemmelsesevne, maa antage
fortabelsens mulighed.
Apokope (græ. apokoptein, afhugge), bortkastning af
en stavelse eller et bogstav i enden af et ord. Ofte i
vers, f. eks. glinsed’ istedetfor glinsede.
Apokromatisk kaldes efter Abbe et linsesystem, som
er aplanatisk for flere farver.
Apokryfer, apokryfiske skrifter betegner efter
protestantisk sprogbrug skrifter, som ved navn og
indhold synes at gjøre krav paa at være kanoniske (s. d.),
men som kirken ikke anerkjender som saadanne. De
gammeltest, a. er en række skrifter, som ikke findes i
den hebraiske bibel, men derimod er optaget i græske
og latinske bibelhaandskrifter. Efter deres indhold har
man inddelt dem paa følgende maade: 1. A. historiske
skrifter: 3 Esras bog, 1, 2 og 3 Makkabæernes bog. 2.
A. belærende skrifter i fortællende form: Tobias bog,
Judiths bog. 3. Tilføielser til det gamle testamentes
kanoniske bøger: Manasses bøn, tilføielser til Daniels
og Esters bøger. 4. A. belærende skrifter: Baruks bog,
Jeremias brev, Jesu Siraks søns visdom og Salomos visdom.
Oldkirkens stilling til disse skrifter var vaklende.
Efterhaanden blev de dog almindelig godkjendt.
Romerkirken har paa Tridentinerkoncilet fastslaaet, at Tob.,
Judith, 1 og 2 Mak. og tilføielserne til Dan., Ester og
Jerem. skal betragtes som lige med de kanoniske skrifter.
Hertil sluttede den græske kirke sig. Den lutherske
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
