Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dante da Majano ... - Ordbøgerne: F - foretell ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
653
Dante da Maj an o—Dan ton
654
hos en ven, mnligens som lærer i poesi. Paa en
diplomatisk reise til Venedig blev han syg; han førtes tilbage
til Ravenna og døde der. Han blev begravet med stor
høitidelighed i kirken San Pietro Maggiore, og fyrsten
selv, cn nevø af Francesca da Rimini, holdt ligtalen over
ham. — I sit testamente havde D. bestemt, at hans ben
ikke skulde hvile i Florens. Skjønt byen gjentagende har
forlangt dem udleveret, endog saa sent som i 1864, er
dette altid blevet afvist. Nu pryder et mindesmerke
over ham kirken Santa Groce, ligesom Canova lod
reise en marmorbuste i Pantheon i Rom. Rafael har
anbragt ham paa to af sine store malerier i Vatikanet,
«La disputa» og «Parnassett». 600-aarsdagen efter hans
fødsel feiredes som en national fest. D.
fremstilledes som forløber for Italiens enhed og frihedens og
rettens forsvarer. Udenfor kirken Santa Groce reistes
et gravmæle. Man gjenfandt ved denne leilighed D.s
ben indmuret i en væg i franciskanerkirken, som var
under reparation, medens den oprindelige kiste viste sig
at være tom. Fra denne var benene fjernet i 1519 af
franciskanerne, rimeligvis for at besk3^tte dem. — Blandt
D.s arbeider kan foruden «La vita nuova» nævnes
«II convivio» (gjestebudet), som blev ufuldendt. Dets
maal var at give en samlet fremstilling af tidens viden
og er det første forsøg paa at anvende det italienske
sprog i videnskabelig prosa. D. har derhos skrevet flere
latinske afhandlinger, deriblandt «De vulgari eloquentia»
(om det italienske folkesprog) og «De monarchia» (om
monarkiet), i hvilket han tager ordet for et
verdens-monarki, sidestillet med kirken. Men det verk, som
har skabt D.s verdensry, er den mægtige digtning
«Divina commedia», paa hvilket han maa have arbeidet
gjennem en række af aar, uden at vi dog ved noget
sikkert om de enkelte deles affattelsestid. Digtets opr.
navn var kun «Commedia», hvorved forstaaes et digt,
som begynder mørkt og truende og ender skjønt og
muntert. En beundrende eftertid har tilføiet «divina»
(den guddommelige); første gang, denne titel findes, er
paa en venetiansk udgave fra 1555. Det er
middelalderens religiøse aand, som i D.s digt har faaet sit
monumentale udtryk, dens skjærsilds- og
helvedes-forestilling, dens forsonings- og salighedslære, dens etiske
Hvanskuelse, dens sociale og politiske brydning i lyset
og farverne af en mægtig fantasi, en vældig formende
skaberevne, en lidenskabelig bevæget sjæl. Digtet har
sine trættende partier, men hvor D. er under sin
inspirations magt, naar digtet alle tiders sublimeste eller
dybsindigste poesi. Verket er delt i tre afdelinger: «Helvede»,
«Skjærsilden» og «Paradiset». Digteren gjennemvandrer
dem alle, først ledet af den romerske digter Vergil, senere
af Beatrice. Vergil leder ham gjennem helvedes ni
kredse, hvor syndere af alle klasser lider, lige fra
heden-skaljets store aander til forrædernes skare, blandt dem
Kain, Judas Iskariot, som i evig kulde sukker i
uudsigelige lidelser. Helvede skildres som en uhyre tragt,
livis spids ender i jordens indre. Skjærsilden, hvorhen
digteren nu føres ad en hulvei, skildres som et bjerg i
skikkelse af en omvendt tragt, paa hvis syv afsatser de
angrende sjæle lever. Øverst oppe lyser det jordiske
paradis, hvor Beatrice troner. Her overtager hun ledelsen
og fører digteren ind i de saliges paradis, i hvis skildring
foretell-forfald
vi møder tidens astronomiske forestilling om de mange
jorden omgivende himle, i midten af hvilke den
treenige (kid troner, omgivet af helgener og engle. En
brusende musik toner ud over «den hvide rose»,
himmelens pryd, dannet af de fuldkomneste aander. I denne
rose tager Beatrice plads, medens D. føres frem for den
hellige moder. — I denne i sin aand helt middelalderske
digtning fornemmer vi dog den kommende renaissance.
Dens nye merineskeidealer aner vi i digterens stolte
selvfølelse, saa fjern fra middelalderens ydmyghed, i den vegt,
som lægges paa samtidens eller eftertidens berømmelse,
en helt antik forestilling, og i den benaadede stilling i
helvede, han skjænker oldtidens store digtere. — D.
begyndte med at skrive sit digt i latinske heksametre.
Han greb dog snart til den toskanske mundart og skabte
derved det italienske skriftsprog, en gjerning, der er
endnu betydningsfuldere end digtets egen poetiske værdi.
Formodentlig offentliggjordes digtets to første afdelinger
allerede i digterens levende live, «Paradiset» først efter hans
død. Det udbredtes i utallige afskrifter, af hvilke mange
findes i udlandets store biblioteker. De ældste tr3dite
udgaver fra 1472 og følgende aar er meget sjeldne.
Den saakaldte Grusca-udgave fra 1595 blev længe
grundlæggende for alle senere editioner. Den var imidlertid
meget unøiagtig. Først i nyere udgaver og
undersøgelser af Witte, Moore o. fl. er den oprindelige tekst
fremstillet ved en omhyggelig sammenligning af de ældste
kodices. Af renaissancens kunstnere har Sandro Botticelli
og Michelangelo illustreret «Divina commedia». Af
moderne kunstneres illustrationer er franskmanden Gustave
Dores de mest populære. — «Divina commedia» er
blevet oversat utallige gange paa de fleste europæiske
sprog og er blevet gjort til gjenstand for indgaaende
fortolkninger, ligesom der rundt om er dannet
Danteselskaber til fremme af kritiske studier og kritiske
udgaver af dette verk og andre af hans skrifter. —
Norges bidrag til D.-litteraturen er en artikel af Nils
Kjær i «Essays» (1895) og en oversættelse af nogle sange
af «Inferno» ved Garl Muller (1851). Derimod er «Divina
commedia» i sin helhed oversat til dansk ved G. K. F.
Molbech (3 udg. 1878—79, 4 bd.) og til svensk ved E.
Lidforss (1902—03, 3 bd.) og S. G. Bring (1905—06). Paa
svensk foreligger ogsaa «Vita nuova» i oversættelse med
hosføiet originaltekst ved F.Wulff, og en række populære
forelæsninger over D. ved J. Vising (1896). Af værdi er
V. Vedels verk «Dante, en studie» (1892). For den rige
udenlandske D.-litteratur henvises til de mange
D.-bibliografier. Næsten udtømmende erT. W. Kochs katalog
over D.-samlingen ved Gornell universitet i Amerika
(1898—1900).
Dante da Majano, ital. digter, levede i slutningen
af det 13 aarh. Under paavirkning af den provencalske
trubadurpoesi skrev han sonetter, ballader og chanzoner.
Indholdet er en efterligning af forbilledernes
kjærligheds-klager og kjærlighedsforsikringer og sproget plumpt og
trivielt. I en af disse sonetter angriber han Dante Alighieri.
Danton [dato’], Georges Jacques (1759 — 94), fr.
revolutionsmand. Født i et middelstandshjem gik han
som gut i en jesuitskole, hvor han viste baade flid og
dygtighed, men hverken lyst eller evne til at underordne
sig disciplinen. Efter skolegangen studerede han jus,
— (e) phenomenon, appearance —
® phéncméne ni.
foretell © forudsige, varsle,
spaa.
forethought © fremsyn,
for-svnlighed, omtanke.
’ foretoken © varsle (om);
(fortvarsel
foretop © forremers.
foretrække - (t) vorziehen -
(e) prefer — (f) préférer; aimer
mieiix.
forevige - (£) verewigen — (e)
eternize, immortalize, perpetuate
— (f) perpétuer, immortaliser.
forevigelse — ® Verewigung
f — (g perpetuation,
immortaliza-tion — (f) perpetuation,
immorta-lisation f.
forevise — (g vorzeigen, vor-,
aufweisen ~ @ show, exhibit —
(D faire voir, montrer; presenter,
produire, oxhiber.
forevisning — ® Vorzeigen n,
Vorzeigung f - (e) showing,
ex-hibition - (f) présentation,
exhibi-tion f.
forewarn (e) advare, underrette
(i forveien).
for faire (f) forbryde, miste.
forspilde; (å) brvde, krænke,
overtræde.
forfait(f)m, forhrvdelse,
ugjerning; akkord, traiter å f.
akkordere. å f. rub og stub.
forfaiture (f) f,
pligtforglemmelse, uredelig embedsførsel;
tro-skabsbrud.
forfald - (t) Verfall m;
(gul-tiger) Abhaltungsgrund m — ©
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
