Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erkestift ... - Ordbøgerne: H - hakkelse ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1403
halbieren—halener
mand (1155). I kampen mellem Harald Gilles sønner
stod han paa kong Inges side og blev efter dennes fald
partiets leder. Hans og Kristinas unge søn Magnus blev
taget til konge, skjønt dette stred mod kongearveretten.
E. skaffede sig hjælp fra den danske kong Valdemar
(den store), overvandt og fældede Haakon Herdebred i
sjøslaget ved Sekken 1162 og indtog Trondhjem. Dernæst
søgte han at erstatte det manglende retsgrundlag for sin
søns trone ved at faa erkebiskop Eystein til at krone
og salve ham til konge; men for at opnaa dette maatte
han gaa ind paa en ny tronfølgelov, som lagde kongevalget
i biskopernes haand (1163). Forholdet til Danmark
ordnedes samtidig saaledes, at E. blev Valdemars jarl i
Viken. Der reiste sig vistnok oprørsflokke mod Erling,
men uden resultat, indtil Sverre i spidsen for
birkebeinerne optog kampen mod ham. E. faldt i slaget paa
Kalvskindet ved Nidaros 1179. Hans store dygtighed
som partifører og kriger er ubestridelig; men det
kongedømme han grundlagde, var svagt, ja stod saa at sige
i et dobbelt vasalforhold: til kirken og til den danske
konge. Hans verk blev heller ikke varigt; thi ved
Sverres seier reistes paany det traditionelle, arvelige
norske kongedømme.
Erling Skjalgssøn tilhørte en anseet vestlandsk
høvdingeæt, boede selv paa Sole paa Jæderen. Mod løfte
om at støtte Olav Trygvessøns bestræbelser for at indføre
kristendommen fik han 997 kongens søster Astrid tilegle
og blev forlenet med alt landet mellem Sognefjorden og
Lindesnes; derimod afslog han at modtage jarletitelen og
vilde kun kaldes herse eller lendemand. Han fulgte
kong Olav paa hans tog til Pommern, men kom ved et
tilfælde ikke til at deltage i slaget ved Svolder. Under
jarlernes styre i Norge holdt han sig længe uafhængig
(«Hygekongen»), men indgik efter Erik jarls
Englands-reise lorlig med Svein jarl og kjæmpede for ham mod
Olav Haraldsson. Til denne kom han, trods forlig, aldrig
i noget godt forhold, og efter Erlings slegtning Asbjørn
Selsbanes drab blev de personlige fiender. 1025 drog
E. til kong Knut og fulgte med ham til Norge, men
blev senere overum plet af kong Olav og nedhugget af en
af dennes mænd (1028). E. skildres som human overfor
sine underordnede og trofast mod sine venner, men stolt
og uvillig til at bøie sig for nogen overmand.
Erling Steinvegg udgav sig for en søn af Magnus
Erlingssøn; paa kong Sverres tid holdtes han fangen paa
Visingsø (i Vattern, deraf tilnavnet), men skal være
undsluppet derfra. E. beviste sit udsagn ved jernbyrd, vandt
baglerne for sig og blev under beskyttelse af kong Valdemar
hyldet som konge i Viken (1204). Herfra førte han en
forbitret kamp mod birkebeinerne (overfaldet paa Nidaros
1206), men døde allerede 1207 i Tunsberg og efterlod sig
kun to umyndige sønner. Hans herkomst er tvilsom;
birkebeinerne paastod, at han var en anden en den E.,
som sad fangen paa Visingsø.
Erling Vidkunssøn af Bjarkø og Giske, n.
stormand, var i sin tid landets mægtigste og indflydelsesrigeste
mand. Paa hirdstævnet 1323 blev han udnævnt til drotsete
under Magnus Erikssons mindreaarighed og fungerede
som saadan indtil 1332. Se forøvrigt Bjarkø æt ten.
Erlingsson, I>orsteinn (1858—), isl. digter og
redaktør; har navnlig gjennem sin digtsamling «i>yrnar»
Erling Skjalgssøn—Erne
1404
(«Torner», 1897, ny forøget udgave 1905) opnaaet ry som
Islands ypperste lyriker og sprogkunstner. Han skriver
i letflydende og fint udmeislet form dels radikale, skarpt
satiriske tendensdigte, dels yndefulde og bløde
stemnings-digte. Lidet produktiv, men hvad ’han frembringer er
fuldlødigt. Prøver paa hans digtning i Olaf Hansen,
«Ny-islandsk lyrik» (1901).
Ermann, Georg Adolf (1806—77) t. fysiker og
matematiker; 1834 professor i fj^sik ved Berlins
universitet, foretog 1828—30 en reise om jorden for at
undersøge jordmagnetismen, hvorunder han traf sammen med
Hansteen’s magnetiske ekspedition i Irkutsk. Sin reise
beskrev han i «Reise um die Erde durch Nordasien und
die beiden Ozeane» (5 bd., Berlin 1833—48). Hans arbeider
dreier sig forøvrigt mest om jordklodens fysik, særlig
jordmagnetismen.
Ermann, Johann Peter Adolf (1854—), t. ægyptolog,
foreg.s søn; 1883 ekstraord. og siden 1892 ord. professor
i ægyptologi ved universitetet i Berlin, 1885 direktør for
den ægyptiske afdeling af de kgl. museer sammesteds.
Desuden redigerer han «Zeitschrift für ägyptische Sprache
und Altertumskunde». E., som er en af nutidens mest
fremragende ægyptologer, har beskjæftiget sig saavel med
det gamle Ægyptens sprog som med dets kultur- og
religionshistorie. Blandt hans skrifter kan merkes:
«Ägyptische Grammatik» (1894; 2 udg. 1902); «Ägypten
und ägyptischer Leben im Altertum» (1885; 2 udg. 1896);
«Die ägyptische Religion» (1905).
Ermeland (Ermland; lat. Varmia), en landstrækning
i Preussen, regjeringsdistriktet Königsberg, svarer til de
nuværende kredse Braunsberg, Heilsberg, Rössel og
Allen-stein; 4 249 km." med 238 393 indb. (1900), for størstedelen
katoliker. Indb. taler en eiendommelig tysk dialekt, i
det sydlige ogsaa polsk. Lindyrkning og -vævning er de
vigtigste næringsveie.
^ErmenonviXXQ [œrmnôvi’l], by i det nordlige Frankrige,
depart. Oise; 454 indb. (1901). Rousseau døde her 1778
og begravedes paa «Poppelholmen» (Ile des peupliers).
Hans lig flyttedes 1894 til Panthéon i Paris.
Erment, Nordøst-Afrika, liden by i Øvre-Ægypten paa
Nilens vestlige bred, straks s.v. for Luksor og Thebens
ruiner.
Ermïner el. erminoner, mindre rigtig herminoner,,
en oldtysk stammegruppe, d. e. «de store» (samme ord
i tysk /rmm-søile, oldn. jgrmun-ré^. E.s sindbillede
Ermin sættes i sagn fra Kristi tid som søn af urmennesket
Mannus (s. d.) og broder til Istjo og Ingve, stamfædre
henholdsvis for franker samt angler og nordboer; han synes
identisk eller sammenblandet med e.s hovedgud Er, som
dyrkedes ved irminsøiler, og som har givet tirsdag dens
ældre bayerske navn Erestag. E.s kjernestammer var
svever og sachser, som i oldtiden udbredte sig fra
Holsten syd-, øst- og vestpaa, samt ermun-durer i
Thüringen; endnu paa Karl den stores tid var sachserne
fanatiske tilbedere af Er. Som politisk inddeling havde
e. allerede paa Kristi tid ophørt at spille nogen rolle.
Ernäni, opera af Verdi.
Erne pn], elv i det- nordlige Irland, kommer fra
Gownasjøen, paa grænsen mellem Ulster og Leinster,
rinder gjennem sjøerne Upper E. og Lower E. og falder
ud i Don egalbugten ; 115 km. lang.
halbieren ® halvere,
halbig (t) halvt om halvt, halv-
Halbling, Hälbling ® m, svag
mand.
halbran (f) m, ung vildand,
halbrené (f) vingebrudt,
halbrener (?) jage vildænder,
halcyon @ isfugl, h. days
fredhellige dage.
Halde (t) f, skrent, held, bakke,
hale Sb - dj Schwanz; (lang,
busket) Schweif m - © tail - ®
queue f; derrière m.
hale vb - ® ziehen; (tilsjøs)
halen, holen; (ud) in die Länge
ziehen; aus Leibeskräften laufen,
(gut) rennen, ausgreilen - © haul,
pull; (i) hitch up (one’s trousers);
(h. ind paa) gain upon, (ud) delay.
putt off; step (strike) out — (f)
tirer; (tilsjøs) haler; (ind paa)
chercher d’atteindre, de (re)joindre;
(ud) courir.
haie © «und (og frisk),
håle m, solhede;
solbrændthed.
hâlé (f) solbrændt, brun.
hale-à-bord (D m, fangline,
hale-bas (?) m, nedhaler.
hale-dedans ® m,
(klyver)-indhalertalje.
hale-dehors (?) m,
(klyver)ud-halertalje.
haleine (?) f, nande, (vind)pust..
court, gros d’h. stakaandet.
en h. i aande, i spænding,
halenée (?) f, daarlig aande.
h al en er (?) spore, -»eire, faa
tæften af.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
