Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludolf ... - Ordbøgerne: R - rørfløite ... - Ordbøgerne: S
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
røveragtig—saa
291
Ludvig
292
lige (1215—70), konge 1226—70, søn af foreg., en af
middelalderens skjønneste skikkelser, pligttro og redelig
og praktisk, naar ikke hans fromhedsfantasterier tog
magten over ham og førte ham paa urimelige
korstogs-eventyr (til Ægypten 1248, hvor han selv blev fanget;
til Tunis 1270, hvor han døde af pest). Det var
hovedsagelig ham, der organiserede kongedømmets virksomme
styrelse af kronlandet og dets indgriben i stormændenes
styrelse udenfor kronlandet og saaledes øgede
kongemagtens anseelse og gjorde den folkekjær hos bonde og
borger landet over. — 10. L. X (1289—1316), konge
1314—16, søn af Filip den smukke. Han brød med de
gamle kapetingiske kongetraditioner, idet han var en
ødsel og «ridderlig» konge og lod feudalherrerne frit
spil. Sin første hustru, Margrete af Burgund, lod han
henrette for utroskab. — b. Valois-ka petinger. 11.
L. XI (1423—83), konge 1461—83, søn af Karl VII. Var
som dauphin intrigant, ja ligefrem oprørsk mod faderen
og opholdt sig i flere aar, nærmest som landsforvist,
hos kongehusets fiende, hertug Filip af Burgund.
Saa-snart han blev konge, handlede han imidlertid ganske i
faderens aand og efter de monarkiske traditioner. Hans
statsfornuftige, men hensynsløse, snart listige, snart
voldsomme fremfærd mod stormændene, deriblandt ogsaa
mod hertugen af Burgund, vakte en adelsopstand (ligue
du bien public) med Karl den dristige af Burgund som
leder. Opstanden lykkedes det ham at splitte ved kloge
forhandlinger, men med Karl af Burgund, der tilsidst
forbandt sig med Edvard IV af England om at erobre
Frankrige, førte han krig, lige til hertugen faldt ved
Nancy 1477, hvorefter han inddrog Burgund og de
hertugelige stæder i Picardie og Flandern. Hans politiske
raadgiver i disse aar var historieskriveren Gommines.
L. XI har været en af Frankriges nyttigste konger: han
slog feudaladelen ned, øgede centralmyndighedens
autoritet, gjennemførte en sparsommelig og velordnet styrelse,
fremmede handel og industri og landbrug, støttede den
moderne humanistiske videnskab, reformerede
Pariser-universitetet og oprettede bogtrykkerier. Paven gav ham
den af alle senere franske konger førte titel: den
allerkristeligste konge. Men han var samvittighedsløs,
svigefuld og grusom og til sine tider meget bigot. I sine
senere aar levede han, menneskesky og dødsangst, i
borgen Plessis-les-Tours. Han gjælder, men med urette,
for forfatter af novellesamlingen «Les cent nouvelles
nouvelles». Hans breve er udgivet i 6 bd. (Paris 1882
— 98). Hans liv er tildels skildret af den samtidige
Gommines. En berømt, vistnok dog noget fantasirig
skildring gav Walter Scott i «Quentin Durv^ard». (Hans
optræden i V. Hugos roman «Notre Dame de Paris» er
en ren anakronisme og skyldes en meget grov poetisk
licens.) — 12. L. XII (1462—1515), konge 1483—1515,
fortsatte i sin indre styrelse de gamle monarkiske
traditioner, dog noget mindre haardhændt end forgjængerne.
Udadtil fortsatte han Karl VlII’s politik i Italien med
kampe om Milano og Neapel, under skiftende
allianceforhold og med vekslende held. 1509 kom han i strid
med pave Julius II, der stiftede «den hellige liga» (paven,
Venedig, Spanien, England) mod franskmændene, der
led nederlag ved Novara 1513. — c. B o u r b o n-k a p
e-tinger. 13. L. XIII (1601—43), konge 1610—42, søn
af Henrik IV og Maria af Medici. Under moderens
formynderskab 1610—14 brød stormands- og
hugenot-urolighederne atter løs. Det lykkedes vistnok atter at
hævde kongedømmet; men først fra 1624 kom der rigtig
fasthed, alvor og konsekvens i regjeringen, idet Richelieu
(s. d.) da blev minister og styrede til sin død 1642. L.
bøiede sig for hans klogskab, hans grunde, hans
karakterstyrke og hans altid hensynsfulde og ærbødige raad og
tog efter hans død hans lærling Mazarin (s. d.) til ledende
minister. Med sin hustru, Anna af Østerrige, havde han
to sønner, L. (XIV) og Filip, stamfaderen til huset
Orléans. — 14. L. XIV (1638—1715), konge 1643—1715.
Under hans umyndighed førtes regentskabet formelt af hans
moder, men i virkeligheden af Mazarin. Dette
«fremmed-regimente» vakte det oprør, der er kjendt under navnet
Fronden (s. d.). Mazarin blev seierherre og herskede til
sin død 1661. Hans dygtige udenrigspolitik skaffede
ved den westfalske fred 1648 og Pyrenæerfreden 1659
Frankrige betydelige udvidelser og Bourbonerne endelig
seier over Habsburgerne, og samtidig med
Pyrenæerfreden skaffede han kongen den spanske prinsesse Maria
Theresia til dronning og
en egteskabskontrakt, der
aabnede Bourbonnerne
udsigt til tronen i
Spanien. Forsaavidt var det
en stor arv, L. gik ind til,
da han selv ved
Mazarins død 1661 overtog
ledelsen. L. var fra første
færd gjennemtrængt af
den
monarkisk-teokrati-ske dogmatik, som
Mazarin havde meddelt ham;
den arbeidende del af
nationen, som gjennem
aarhundreder var
monarkisk opdraget, og som
ingen glæde havde af
stor-mandsanarki, føiede sig
villig efter det
monarkiske selvherskerdømmes
grundsætninger. Da
samtidig de fornemste medlemmer af de privilegerede stænder
var moralsk og økonomisk svækket og villig gik op i den
kongelige selskabelighed (i Versailles), blev L. en virkelig
selvhersker og paa samme tid en folkelig konge, fordi
alle i selvherskerdømmet saa orden og borgerfred. Kongen
selv levede sig hurtig ind i sin rolle, saa rollen blev
liv og virkelighed. Han havde en høi pligtfølelse, der
styrkede hans arbeidsomhed; hans jevnt gode sunde
forstand var længe et vern mod fantastiske
magtudskei-elser, og den lod ham længe vælge og fastholde dygtige
medarbeidere. Den ypperste af disse, Golbert, var sin
tids alsidigste og modneste statsmand, under hvis styre
erhvervslivet i alle dets grene bragtes til før useet
blomstring, saa statsindtægterne steg, og folketallet
voksede. Dette er forudsætningen for Frankriges
militære og deraf følgende udenrigspolitiske overlegenhed i
Europa, der i «devolutionskrigen» 1667—68 og den
hollandske krig 1672—78 og ved hans «reunionskammer»-
Ludvig XIV.
røveragtig — ® räuberisch —
@ robber-like, predatory - (D de
(d’un) brigand osv.
røveragtighed — ©Raubgier,
-sucht f - @ rapacity - ® air
(m) de brigandage; rapacité f.
røverbande - (t) Räuberbande,
-horde f - (e) gang (band) of
robbers - (D bande (f) de brigands,
røverhaandtering, -haand-
verk — (t) Räuberhandwerk n
- (i) brigand’s trade — (g
brigandage m.
røverhistorie — ® Räuber-,
Lügengeschichte f — (e)
cock-and-bull story, fishy story - ® conte de
brigands; conte (m) bleu ; histoire f.
røverhule — (t) Räuberhöhle
f — @ den of thieves (robbers) —
— (D coupe-gorge f.
røveri — ® Raub m; (pl)
Raubereien — (e) robberv,
depredation ; piracy — ® brigandage ; vol
à main armée; pillage m.
røverisk se røveragtig,
røverkjøb — (t) Spottpreis m
— @ (for r.) (I had it) a dead
bargain — (f) (det er r.) c’est (marché)
donné; (for r.) pour un rien.
saa (vb) — (g säen — (e) sow
- ® semer.
saa (sb) — ® grosser Zuber,
Kübel m - © tub — ® baquet,
eu vier m.
saa (adv) — ® so; dann; (s.
som s.) so so — © so, thus;
(spørg.) indeed ; (derpaa) then - ®
(saaledes) ainsi; (s. som s.) tant
bien que mal; (gradsadv) si, telle-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
