Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig Filip ... - Ordbøgerne: S - saadan ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
293
Ludvig Filip
294
politik bragte det seire og bytte. Den langvarige
pfal-ziske krig 1688—97, som førtes under ugunstige forhold
og navnlig uden dygtige ledere, svækkede derimod landet,
og i den spanske arvefølgekrig 1700—13 syntes landets
kræfter helt udtømt 1708—09. Krigen endte vel med,
at den bourbonske siegt fik Spaniens trone, men
Frankrige mistede kolonier til England. L.s teokratiske
absolutisme stødte sammen med den romerske
ultra-montanisme, og med stor kraft og selvfølelse drev L.
den franske kat. kirkes nationalisering igjennem ved
vedtagelsen af den gallikanske kirkes rettigheder 1682.
Mindre tiltalende fremtræder den i den grusomme og
hensynsløse kamp mod hugenotterne (ophævelsen af
det nautiske edikt 1685, dragonader o. s. v.), men her
synes L. dog at være vildledet af Louvois og andre
haard-hændte og samvittighedsløse smigrere. Den selskabskunst
og kunstdyrkelse, L. gav hjem i Versailles, blev i
ene-staaende grad mønstergyldig for Europa (Boileau, Molière,
Racine, Le Brun), og den franske kunstdigtning kom til
at overskygge antikens. Under sit egteskab med Maria
Theresia (1660—83) havde L. adskillige officielle elskerinder
(hertuginden af Lavallière, markisen af Montespan,
hertuginden af Fontanges), der fødte ham mange børn. 1684 egtede
han Mme. Maintenon, der overlevede ham. 1 de sidste aar
af sit liv blev L. rammet af mange huslige sorger.
Dauphinen døde 1711, dennes ældste søn 1712. Tronarving
blev saaledes hans sønnesønssøn, nedenn. L. XV. —
15. L. XV (1710—74), konge 1715—74, hertug Filip af
Orléans (s.d.) ledede regjeringen til 1723, derefter
hertugen af Bourbon, der 1725 lod kongen egte Maria
Leszinska (s. d.). 1726 blev kongens lærer Fleury (s. d.)
den ledende statsmand (d. 1743). Den polske
tronfølgekrig til fordel for dronningens fader, Stanislaus, bragte
vel ikke denne paa Polens trone, men skaffede indirekte
Frankrige Lothringen, Landets stilling var i hovedsagen
gunstig, da L. 1743 selv blev virkelig konge, men hans
egen sløvhed og et lunefuldt kvinde- og yndlingeregimente
svækkede i høi grad Frankriges europæiske stilling
(østerrigske arvefølgekrig, syvaarskrigen og den lange
kolonikamp med England). L. var ubegavet og blottet for
pligtfølelse; hans
hovedinteresse var tarvelige
fornøielser og
skandalehistorier. Af hans
elskerinder var Mme.
Pompadour en dame af aand
og holdning, men de
fleste af de andre af meget
ringe kvalitet; mest
berygtet blev Mme.Dubarry.
Af de styrende ministre
var hertugen af Ghoiseul
(1758—70) den
mest-fremragende ; det var
ham, der lod jesuiterne
landsforvise. — 16. L.
XVI (1754—92), konge
1774—92, sønnesøn af
L. XV; 1770 gift med
Marie Antoinette, datter
af Maria Theresia af
saadan—saar
Østerrige. Han var en bra og retskaffen natur, men
uvidende og lidet opvakt. Hans uhyre madlyst og hans
angst for truende fedme gjorde ham til sportsmand, især
jæger, og jagt blev hans fremherskende lidenskab. Naar
undtages Turgots kortvarige forsøg (1774—76) paa at føre
regjeringen ind paa nye baner, er de følgende ministerier
væsentlig kun optaget af at opretholde den bestaaende
samfundsordning og søge at forhale den truende
finans-katastrofe ved nye statslaan (videre, se Frankrige,
historie). — 17. L. (XVII) (1785—1795), søn af L. XVI,
fængslet 1792 sammen med sine forældre, døde i fængsel
paa grund af slet eller dog forsømmelig behandling.
Hans onkel, den senere L. XVIII, der var emigreret,
proklameredes efter L. XVI’s død 1793 som Frankriges
konge L. XVII. (Efter hans død fremstod flere falske
Ludvig’er.) — 18. L. XVIII (1755—1824), konge 1814
og 1815—24, L. XVI’s broder; hed som prins greve af
Provence. Emigrerede 1791 først til Brüssel, senere til
Koblenz, hvor der dannede sig et helt hof om ham og
hans broder. Deltog i krigene mod Frankrige; Napoleons
seire og voksende indflydelse tvang ham til at flytte fra
sted til sted (1807 i Sverige), indtil han 1809 bosatte sig
i England. 3 mai 1814 holdt han sit indtog i Paris
og udstedte 4 juli en ny grundlov. 19 mars 1815 maatte
han flygte, da Napoleon vendte tilbage, og først 9 juli
s. a. kunde han igjen holde sit indtog i Paris. Han var
en forstandig og hensynsfuld mand, der gjerne vilde
gjøre den nye tid de nødvendige indrømmelser, men
hans ultraroyalistiske omgivelser hemmede ham i hans
stræben. [Litt.: Lavisse, «Histoire de France>, I—IX
(1900—10) giver alle litteraturhenvisninger af værdi.]
Ludvig Filip (1773—1850), fr. konge 1830^-48, ældste
søn af hertug Louis Philippe Joseph af Orléans («Filip
Égalité») og fulgte sin faders politik under revolutionen.
Gik 1792 ind i Dumouriez’ hær, flygtede efter det
ulykkelige slag ved Neerwinden 1793 til Østerrige og førte fra
nu af et omflakkende liv; var en tid lærer i geografi i
Reichenau. 1795—96 reiste han i Danmark, Norge,
Sverige og Lappland, derefter i Amerika og boede endelig
1800—08 i England, stadig opsat paa at komme til at
spille en rolle og ikke kræsen i midler og tilbud. Hans
reise i Norge fandt sted 1795. L. F. kom over
Fredriks-hald, Moss til Kra., drog til Trondhjem gjennem
Gud-bradsdalen og fortsatte paa en nordlandsjægt til Nordkap.
1809 gift med Marie Amélie, datter af Ferdinand I. Ludvig
XVIII og Karl X var kjølig og mistænksomt stemt overfor
ham, og under restaurationen indtog han en noget
tilbagetrukken stilling. Modsat det bourbonske hofs ceremonielle
og aristokratiske stivhed var hans hus aabent for den
borgerlige intelligens og for liberale intriger. Han blev
populær i den høiere middelstand, og under
julirevolutionen blev han 30 juli udraabt til rigsforstander. Karl X
«overdrog» ham efter sin afsættelse ogsaa denne stilling,
men vel at merke som rigsforstander paa hertugen af
Bordeaux’ (greven af Ghambords, s. d.) vegne. Dette
fortiede L. F. og hyldedes da 7 aug. som konge efter at
have underskrevet den reviderede forfatning. Hans
regjering var anlagt til gunst for og støtte af den
velhavende middelstand («juste-milieu»-politiken), men
mødte større og større modstand hos de voksende liberale
og demokratiske partier. En dybtgaaende korruption i
Ludvig XVI.
ment; tant; (derpaa) puis, après;
(spørg.) vraiment.
saadan — (t) solcher, (adv) so
- @ (ental) such a(n), (flertal)
such; like that; (adv) so, thus ~
® semblable, pareil, tel; comme
cela, de ce genre, de cette espèce;
(adv) ainsi, de ceUe manière,
saafremt — ® falls, wenn,
wofern, sofern — (i^ provided —
® si ; pourvu que, en cas que.
saagjøk — ® Wendehals m —
(e) wryneck — ® torcol m.
saakaldt — ® sogenannt — @
so-called, as it is called, what is
(are) called — (f) prétendu;
soi-disant.
saakorn — (î) Saatkorn n —
(e) seed corn — ® semaille f.
Saal (t) m, sal.
saale - ® Sohle f — (e) sole
- ® semelle f.
saaledes — (t) so, dergestalt,
also - @ so, thus, like that; in
this manner — ® ainsi, comme
cela, de cette manière.
saalegjænger — (t)
Sohlengänger m - (ê^ & ® plantigrade m.
saamand — (t) Säemann m —
@ sower — (^ semeur m.
saamænd — (t) wahrlich,
wahrhaftig, gewiss; ja freilich — (§
indeed, really — (D certainement,
sûrement; vraiment, en effet.
saaning — (t) Säen n, Saat f
— @ sowing — (^ semailles f pl ;
(til-) ensemencement m.
saar (sb) - (t) Wunde f — ©
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
