Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Malediverne ... - Ordbøgerne: S - Schicksel ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
481
Maledïverne—Malerkunst
482
Maledïverne, en gruppe lave koraløer i det Indiske
hav, 4—500 km. sydvest for Indiens sydspids. Bestaar
af 17 større atoller og en mængde mindre øer, tilsammen
omtrent 350 km.^ Indbyggerne (30 000) er singalesere og
muhammedanere af religion. De er dygtige sjøfolk og
handelsmænd. Øerne styres af en sultan under brit. overhøihed.
Malefika^nt (lat.), misdæder.
Maleînsyre, seFumarsyre.
Malek (el. Malik; arab., konge) shah, seldsjukisk
fyrste, regjerede 1072—92; erobrede Syrien fra
Fatimi-derne (s. d.) og store dele af Lilleasien fra de græske
keisere. Ispahan var hovedstad i hans udstrakte rige, for
hvis handel og industri, retspleie, skolevæsen,
kommunikationer etc. han drog ivrig omsorg (se Seldsjuker).
Maleki’ter, se Malik.
Malerkunst er kunsten paa en flade at gjengive
naturgjenstande eller tænkte og forestillede gjenstande.
M. kan grupperes, fra et teknisk synspunkt, efter
male-grundens og materialets art i hovedgrupper som
vægmaleri, udført paa vaad kalk (al fresco) eller paa tør
(al secco), med vandfarver eller temperafarver,
staffelibilleder, paa træ eller lærred, udført med temperafarver
og fra det 15 aarh. næsten udelukkende med oljefarver,
og malerier paa papir, udført med gjennemsigtige
vandfarver (akvarel), ugjennemsigtige vandfarver (gouache)
eller med tørre farvestifter (pastel), endvidere glasmaleri,
emaljemaleri m. m. Det er dog væsentlig de tre første
grupper, der henregnes til den egentlige m. Efter sine
emner deles m. i følgende hovedgrupper: historiemaleri
(egentlige historiemalerier, religiøse billeder, allegoriske
og mytologiske billeder), genrebillede, portræt, dyremaleri,
stilleben og landskabs-, sjø- og arkitekturmaleri. Endelig
kan m. opdeles efter de forskjellige kunstneriske
principer i grupper som idealistisk m., naturalistisk,
impressionistisk, dekorativ o. s. v. — Alle disse grupper
glider selvfølgelig over i hinanden, og gruppering af m.
maa i det hele kun betragtes som et anskuelighedsmiddel
og berører absolut ikke m.s kunstværdi, der aldrig er
afhængig af, hvad, hvormed og hvorpaa der males, men
udelukkende af hvorledes, med andre ord, af det rent
personlige, af forholdet mellem kunstnerens intention og
hans evne. — M. kan til en vis grad læres ved
hjælpevidenskaber som perspektiv, proportionslære, anatomi,
farvelære etc. Men det er det personlige, der hæver den
til virkelig kunst. — Historie. Hos naturfolkene
indskrænker m. sig væsentlig til at være prydkunst af rent
dekorativ karakter. Først paa et høiere kulturtrin
finder vi egentlig m., saaledes i Babylon og Ninive og
særlig i Ægypten, hvorfra der er bevaret en mængde
vægmalerier og kolorerede, ganske lave relieffer, samt
billeder paa papyrus, alle udført som konturtegning,
fyldt med farve, uden perspektiv og skygge, fremstillende
religiøse og historiske emner, samt med efikelte
fremstillinger fra hverdagslivet, en kunst, der særlig gjengiver
dyr og planter med adskillig dygtighed. — Af antik m.
er meget lidet levnet os; vi kjender den kun gjennem
de klassiske forfattere, de græske vasemalerier og de
dekorative vægbilleder fra Pompeji og andetsteds. Den
begynder paa et stadium, der omtrent svarer til
ægypternes m. ; de tidlige kunstnere, blandt hvilke især
Polygnotos (5 aarh. f. Kr.) har et berømt navn, beskjæf-
Schicksel—schiefschult(e)rig
tiger sig væsentlig med det dekorative vægbillede. Idet
den græske m. lidt efter lidt lærer sig at gjengive lys
og skygge, grundlægger en perspektivlære o. s. v., naar
den i den joniske skole (4 aarh. f. Kr.) sin blomstring
med mestre som Zeuxis og Parrhasios. Denne skoles
mestre og antikens berømteste maler Apelles, Alexander
den stores maler, dyrker især staffelimaleriet. Det har
sikkerlig været kompositionen og de monumentalt
opfattede menneskelige figurer, der har været den antike
m.s sterke side. Ogsaa portrætet maa have naaet en
betydelig høide; fra en sen tid er der i ægyptiske grave
fundet udmerkede portræter, malet med voksfarver paa
trætavler. Den specielt romerske m. har hovedsagelig
været en efterklang af den græske. Under antik
tradition staar endnu den ga mmelkristelige m., en tradition,
der dog stadig bliver svagere og svagere. Den og dens
nærmeste efterfølger, den byzantinske m., har sin styrke
i det dekorative. Der findes fra denne tid vægmalerier
al fresco, mosaiker, staffelibilleder, for det meste paa
guldgrund, miniaturmalerier, der særlig i Irland naar en
selvstændig udvikling, alle med religiøse emner. Den
romanske periodes m. staar ikke høit; dens verker er
væsentlig at søge i de kirkelige vægmalerier. Den gotiske
tid betegner en opgang for m., saavel i de romanske
som i de germanske lande. Det monumentale maleri
spiller mindre rolle; derimod blomstrer glasmaleriet, og
miniaturmaleriet i tidens haandskrifter naar en stor
høide. Det er imidlertid paa staffelimaleriets omraade,
at fremgangen for alvor gjør sig gjældende, særlig efterat
oljemaleriet i begyndelsen af det 15 aarh. blev almindeligt.
I Tyskland (skolerne i Prag, Nürnberg og Köln), men
især i Flandern finder vi en sikker, detaljrig, realistisk
m., med mestre som brødrene van Eyck, der indførte
oljetekniken, o. a. Blandt de romanske lande har
samtidig den italienske m. en stor opgangstid. Gjennem
mestre som Gimabue (13 aarh.) og Giotto (beg. af 14 aarh.)
har Florens tilkjæmpet sig førerstillingen og har i det
15 aarh. en blomstringstid (ungrenaissancen), paavirket
af antiken, men først og fremst baseret paa
naturstudium. Baade monumentalkunsten og staffelibilledet
staar paa en betydelig høide, med mestre som Masaccio,
Botticelli, Signorelli o. a. Samtidig har skolerne i Padua
(hvor Mantegna er hovedmesteren), Siena, Umbrien og
Venedig gjennemgaaet en lignende udvikling. Den første
halvdel af det 16 aarh. betegner høidepunktet for den
italienske m. De berømteste mestre er Leonardo da
Vinci og Michelangelo (begge florentinere), Raffael,
Gor-reggio og venetianeren Titian. Medens m. i Florens og
Rom, der nu er kunstens hovedsæde, har sin styrke i
fast komposition og glimrende tegning, er det som
kolorister venetianerne har størst betydning. Det er i hele
den italienske renaissance-m. det religiøse maleri, der
spiller hovedrollen, idet dog samtidig det mytologiske
maleri og portrætet gjør sig gjældende. Genrebilledet
og landskabet har her, som i den germanske m. paa
denne tid, sin første begyndelse. Den følgende tid er i
Italien dels præget af eklekticisme, idet man forgjæves
søger at forene de forskjellige store mestres fortrin,
dels af en naturalisme (Garavaggio), der særlig dyrker
genrebilledet. — Den italienske paavirkning naar alle
Vest-Europas lande, optages flere steder med stor selv-
Schicksel (t) n, jødepige.
Schickung ® f, tilskikkelse;
skjæbne.
Schiebdeckel (t) m, skyvelaag.
schitben ® skyve, skubbe,
sich s. ogs. stikke af.
Schieber ® m, (kegle)spiller.
Schiebfach ® n, skuf.
Schiebfenster (t) n,
skyve-vindu.
Schiebkarren ® m, trillebør.
Schiebkasten ® m, -lade f,
skuf.
Schiebsack (t) m, lomme.
Schiebung (Î) f, transaktion,
schiedlich (t): s.und friedlich
paa en fredelig maade,i mindelighed.
Schiedsgericht(shof) ® n,
voldgiftsret, -domstol,
forligelses-kommission.
Schiedsmann, -richter® m,
voldgiftsmand,
forligelseskommis-sær.
Schieds(richter)spruch®m,
voldgiftsdom, -kjendelse.
Schiedsverfahren ® n, vold
gift.
schief® skak, skjæv; vrang,
forkjert. er hat s. geladen han
er paa en kant. s.e Ebene skraa-
plan. s. gewickelt paa vildspor,
schief beinig ® sbjævbenet.
Schiefe ® f, skjævhed.
Schiefer ® m, skifer.
Schiefheit, Schiefigkeit ® f,
skjævhed.
schiefmäulig ® skjæv-,
skak-mundet.
schiefschult(e)rig ® skjæv.
16 — Illustreret norsk konversationsleksikon. V.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
