Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mesmer ... - Ordbøgerne: S - selvforglemmende ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vgod—selvmodsigelse
707
Messe—Messeoffer
708
eleison, 4. lovsangen gloria in excelsis. Derefter 5.
skriftlæsningen: a) Epistel med paafølgende graduale,
halleluja og sekventser, b) evangeliet. 6. Det nicæiske
symbol. Derefter følger 7. offertoriét med
oblations-bønner, 8. præfationen su r sum corda med s an et us
(Es. 63) og benedictus. 9. Canon missæ med
opløftelse (elevatio) af nadverelementerne under almindelig
knælen. 10. Fadervor. 11. Kommunion, hvortil synges
agn us del. 12. Forskjellige bønner med velsignelsen og
læsning af et «sidste evangelium», i alm. Joh. 1, 1—14.
Man sondrer mellem søndags- og helgendagsmesse,
votiv-og dødsmesse (rekviem), endvidere mellem høitidelige m.
med sangkor og stille m. eller privat-m. (Jfr. Enemesse.)
Messe kaldes de aarlige store markeder, som til
bestemte tider holdes i endel af Tysklands byer. Navnet
stammer fra middelalderen, da handelsstevner var knyttet
til de kirkelige fester. M. spiller ikke længer paa langt
nær den rolle, som de før havde for handel og samfærdsel.
De vigtigste m. fandt en gang aarlig sted i Leipzig; store m.
havde man ogsaa i Frankfurt am Main og Frankfurt an
der Oder. [Litt.: Arqué, «La foire de Leipzig» (Paris 1910).]
Messe, det for officerer og underofficerer paa
ekser-cerpladse, fæstninger og ombord i skibe til fælles brug
afgivne rum, der benævnes henholdsvis officers-m. og
und er off i cers-m. I m. indtages maaltiderne, og til
at forestaa m.s økonomi vælger m.-medlemmerne sig
imellem en m.-for s t an d er.
Messebog (lat. missale), den rom.-kat. kirkes haandbog
for presterne, indeholder forskrifter for forvaltningen af
messeofferet og alle enkeltheder ved messernes udførelse.
De middelalderske haandskrevne m. var ofte prægtig
forsiret med illumiaerede initialer og miniaturer. For
den norske kirkeprovins lod erkebiskop Erik
Valken-dorf trykke en m. i Kbh. 1519 («Missale Nidrosiense»).
Messehagel tilhører messeklæderne (s. d.), var opr.
en ærmeløs kjortel, bestaar nu af to stive nedhængende
stykker forbundet ved skuldrene, og med kors paasyet
eller broderet saavel paa forsiden som paa rygsiden.
Messeklæder er fællesbetegnelse for alle de liturgisk
bestemte klædningsstykker, der bæres af presten ved
messetjenesten. I den rom.-kat. kirke ifører alle
messe-forrettende geistlige sig følgende fem plag: hovedlin
(lat. amictus, humerale), messeskjorte el. serk (alba)^
belte (cingulum), haandlin (manipulus) og stola,
samt desuden særlige stykker for underdiakonen,
diakonen og presten, nemlig henholdsvis underkjortel
(subtile), kjortel (dalmatica, tunica) og messehagel (casula),
hvortil kommer som høitidsdragt for presten korkaaben
(pluviale). I biskopens messedragt indgaar foruden disse
opregnede ogsaa sko, strømper, hansker, ring,
skulderdække, brystsmykke, bispehue og stav. Ved reformationen
sløifedes i den protestantiske kirke disse plag med
undtagelse af messeskjorten og messehagelen, som i den norske
evang. kirke er bevaret som m. og bæres over prestens
ornat ved nadvertjenesten og ved høimesse paa festdage.
Messel, Alfred (1853—1909), t. arkitekt; har udført
en række store arbeider som Landesversicherungsanstalt
(Berlin), museet i fødebyen Darmstadt o. a., bygninger,
der viser fuldt herredømme over ældre tiders stilarter,
anvendt i moderne aand, med rolig monumental
virkning. Hans hovedverk er imidlertid varehuset Wertheim
i Berlin (begyndt 1896), hvor det er lykkedes ham med
anvendelse af enkelte gotiske motiver (særlig
pille-bundterne) at skabe en fuldt moderne saglig
forretnings-gaard, der har virket helt epokegjørende, ikke bare for
tysk, men ogsaa for andre landes arkitektur. Det senest
opførte parti ved Leipzigerplads betegner høidepunktet
i hans virke. M. var ved sin død sysselsat med planer
for museumsbygningen i Berlin.
Messene, se Messenien.
Messënien, oldgræsk landskab, bestaaende af den
vestligste af Peloponnes tre landtanger; det beboedes
af de doriske messeniere, der havde fortrængt en
urbefolkning. Det frugtbare land fristede spartanerne til
erobring, og der førtes tre messeniske krige. 1 den første
(8 aarh. f Kr.) undertvang de landet og gjorde
messenierne til heloter; anden (7 aarh. f. Kr.) og tredje (5 aarh.
f. Kr.) var mislykkede oprørsforsøg. 369 gjenreiste
Epaminondas M.s gamle hovedstad Messene og kaldte de
landflygtige messeniere tilbage, hvorefter staten bestod,
til den 146 kom under romerne. Nu udgjør M. det græ.
nomos Messinia. Messeniere besatte i 7 aarh. f. Kr. Zankle
paa Sicilien, det senere Messana.
Messenius. 1. Johannes M. (1579—1636), sv.
historiker, var 1595—1602 i jesuiter skolen i Braunsberg,
foretog siden store reiser i Europa, udnævntes 1605 til
poëta cæsareus af Rudolf II og fik 1609 tilladelse til at
slaa sig ned i sit hjemland. Som professor i rets- og
statsvidenskab i Upsala udfoldede han en fortjenstfuld
virksomhed som lærer og forfatter og samlede en
begeistret tilhørerskare om sig, men viste sig tillige urolig og
trættelysten, og da han kom i strid med Joh. Rudbeck,
blev de begge forflyttet. M. blev arkivar og 1614
assessor i Svea hofret, men 1616 faldt han pludselig, beskyldt
for forræderske forbindelser med Polen og jesuiterne, og
dømtes paa et skrøbeligt bevismateriale til livsvarigt
fængsel. I mange aar sad M. paa Kajaneborg i Finland,
optaget af litterære sysler, særlig sin store «Scondia
illustrata» (1700 — 05). I flere skuespil havde han tidligere
forsøgt at behandle emner af Sveriges historie dramatisk.
1635 flyttedes han til Uleåborg, hvor han døde. Af hans
skrifter kan anføres: «Ghronicon episcoporum per
Sue-ciam etc.» (1611) o. fl. — 2. Arnold Johan M. (1608
— 51), sv. rigshistoriograf, søn af foreg., blev 1621 skilt
fra faderen og opdraget i lutherdommen. 1623 flygtede
han til Danzig, men da dette fremkaldte en skjærpelse
af faderens fængsel, kom han frivillig hjem og sad
fængslet til 1640, hvorefter han fik overdraget at gjenfinde
manuskriptet til faderens verk «Scondia illustrata», som
moderen havde ført til Polen, og derefter at skrive Sveriges
historie; 1646 blev han rigshistoriograf og adledes 1647.
Men forbitret over det uheldige udfald af en
arvestrid, sluttede han sig til oppositionen paa rigsdagene
1649—50 og blev 1651 beskyldt for meddelagtighed i
sønnens brøde og halshugget.
Messeoffer. Den græske og romerske kirke betragter
nadveren ikke alene sakramentalt, men ogsaa sakraficielt,
som et offer. Oprindelig anvendtes offersynspunktet paa
menighedsgaverne, men senere uddannedes i kirken efter
det gammel-testamentlige offers forbillede den teori, at
kirkens presteskab er offerprester, der frembærer Kristi
legeme og blod som et stadig fortsat offer, hvorved
tion – (f) fait par soi même; de
sa propre création.
selvgod — (t) selbstzufrieden,
gefällig — @ self-sufficient,
-complacent — (f) content de soi-même
(de sa petite personne), suffisant.
selvgodhed — (t)
Selbstzufriedenheit, -gefälligkeit f — ©
self-importance, -satisfaction, -com-
placency — ® contentement (m)
de soi-même; suffisance f.
selvhersker — (t)
Selbstherrscher m - © autocrat - ®
autocrate m.
selvhjulpen —
©selbstgeholfen, unabhängig — @ seif aided,
-sustaining, independent — ® qui
gagne sa vie, indépendant.
selvhjælp - © Selbsthilfe f
- © self-help - © effort (m)
personnel.
selvindlysende — ©
selbstverständlich — © self-evident,
-evidencing — © évident.
selvisk - © selbstisch,
selbstsüchtig — @ selfish - © égoïste,
selviskhed - © Selbstsucht f
- © selfishness — © égoïsme m.
selvkoger — © Theemaschine
f — © tea-, tin kitchen - ©
samovar m.
selvkritik — © Selbstkritik f
- @ self-critique, -criticism - ©
critique (f) de soi-même,
selvlyd se vokal,
selvlysende — ©
selbst-leuchtend — © self-luminous —
© phosphorescent.
selvmodsigelse — © Selbst-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
