Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Persien ... - Ordbøgerne: S - stuffiness ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1659
stultify-stump
vasalkonge Nabopalassar, at erobre og ødelægge Ninive
(606 f. Kr.). Men 550 blev Kyros, af den persiske
Akæmenideæt, herre; og dermed gik magten over fra
mederne til perserne. Kyros (d. 530) erobrede efterhaanden
Lilleasien, Fønikien og Babylonien. Dertil blev Ægypten
vundet af hans søn og efterfølger Kambyses (d. 522).
Efterat oprøreren Gaumata (den falske Smerdes) var
ryddet afveien, blev tronen besteget af Akæmeniden
Dareios (522—486). Efter at have kuet en hel række oprør
tog han sig med iver og fremragende dygtighed af de
indre forhold i det vældige rige, som blev inddelt i
statholderskaber (satrapier). Under hans regjering var det
athenerne, anført af Miltiades, slog en persisk hær ved
Marathon. Ogsaa hans søn Xerxes (486—65) gjorde
smertelige erfaringer overfor grækerne (slaget ved
Salamis). Ægypten, som under Artaxerxes (465—24) gjorde
opstand, løsrev sig under Dareios II Nothos, d. e. bastard
(424—04). I den følgende tid var der megen uro saavel
i de indre som ydre forhold. Det lykkedes imidlertid
Artaxerxes II (404—358) at beholde herredømmet over
de græske kolonier i Lilleasien. Og under Artaxerxes
III Ochos (358—37) blev Æ:gypten paany undertvunget.
Dareios III Kodomannos (336—30) var personlig en
sympatisk skikkelse; men vanskelighederne voksede ham over
hovedet, og han og hans rige maatte give tapt overfor
Alexander den store, som stak P.s hovedstad Persepolis
i brand. Efter hans død (323) blev Seleukiderne de
regjerende i P. Medien, og senere Baktrien, gjorde sig
imidlertid selvstændige. Og ca. 250 opstod der et
par-thisk rige, hvis dynasti, Arsakiderne, førte krige med
Seleukiderne. Mithradates I (174- 136) gjorde sig til
herre over omtr. hele Iran. Hans efterfølgere maatte
kjæmpe med skytherne. Senere kom de i strid med
romerne, især om Armenien. Mod partherne var det at
triumviren Grassus led et stort nederlag og blev myrdet
(53 f. Kr.); snart efter blev Syrien og Fønikien
undertvunget. Krigen mod Rom førtes med vekslende held.
Men forholdene i riget var urolige, der var oprør, konger
afsattes eller myrdedes o. s. v. Trajan erobrede
Mesopotamien; men Hadrian opgav, hvad der var vundet. Under
anførsel af Lucius Verus og Septimius Severus rykkede
romerne atter frem mod partherne (under Volagases III
og IV 148 20t) e. Kr.), og hovedstaden Ktesifon blev
gjentagne gange indtaget og plydret. En sterkere
modstand ydede partherne under Artaban V (209—226); men
en persisk statholder Ardashir gjorde oprør mod ham
og grundlagde et nyt dynasti. Det var de persiske
Sassanider, som nu overtog magten efter de parthiske
Arsakider. Medens disse havde staaet under indflydelse
af hellenismen, søkte Sassaniderne tilbage til de gamle
persiske traditioner. Græsk sprog maatte vige for
persisk, mazdeismen (s. d.) blev statsreligion, og det nye
dynasti fandt derfor sterk støtte hos geistligheden
(magerne). Under Ardashirs søn og efterfølger Shapur I
(241—72) var det, at Mani (s. d.) optraadte som
religionsstifter. Krigen med Rom fortsattes med vekslende held
saavel under Shapur I som under Narses (ca. 300) og
Shapur II (309—79). Under de følgende regenter
forekom kristenforfølgelser; der førtes krig mod tyrkerne og
hunerne; disse blev først overvundet af Kobad (488—
531). En fremragende regent var Ghosroes I Nuskervan
Persien
1663
(s. d.). Han førte krig med Byzants; og denne krig varede
ved baade under hans søn Hormuz og hans sønnesøn
Ghosroes II Parves (s. d.). Imidlertid traadte en farligere
fiende frem paa skuepladsen, nemlig araberne. Under
Jezdegerd III (632—51) ydede perserne modstand, men
led to svære nederlag ved Kadesia (636) og Nehavend
(642); Ktesifon blev indtaget. Perserne gik nu i mængde
over til islam; derved sikrede man sig den tryggeste
tilværelse. Men arabernes overmod vakte dog hos de
undertvungne et had, der bragte dem til med iver at
slutte sig til den skismatiske shiisme (jfr. bd. IV,
sp. 588 flg.). For en væsentlig del med støtte i denne
bevægelse var det, at Abbasiderne (s. d.) fik tilvendt sig
magten efter Omaijaderne (749). Det nye dynasti søgte
at træde i Sassanidernes spor; herunder fik de
værdifuld bistand af de fra en gammel mageræt
nedstammende Barmakider (s. d.). Imidlertid søgte enkelte
statholdere og stormænd at gjøre sig uafhængig af kalifatet.
I de østlige provinser kom saaledes Tahiriderne (ca. 820
70) til at spille en fremtrædende rolle, indtil de blev
fortrængt af Saffariderne. Disses magt blev saa (900)
knækket af Samaniderne, der bl. a. er blevet bekjendt
ved den store interesse, de viste litteratur og videnskab.
Forholdene var vanskelige; udad førtes krig med
Buji-derne, som havde bemægtiget sig det sydvestlige Iran;
indad maatte kampen føres mod de selvraadige
stormænd. I denne strid blev ogsaa tyrkiske høvdinger
indblandet. En af disse, Mahmud, fik ca. 1000 magten,
og grundlagde Ghaznavidernes dynasti, som imidlertid
ikke længe efter blev fortrængt af de ligeledes tyrkiske
Seldsjuker. Paa deres tid blev det farlige
religiøs-poli-tiske forbund Assassinerne (s. d.) stiftet. Der fremstod
en række smaastater under forskjellige fyrster, de
saa-kaldte Atabeger. Over midten af 12 aarh. brød fra flere
kanter en række fiendtlige skarer ind over P. Tilsidst
kom mongolerne under Djingis-kan (s. d.); disse Irans
nye herrer for blodig og grusomt frem. Hulagu gjorde
ende paa kalifatet i Bagdad (1258). Et nyt mongolsk
herjende uveir kom (ca. 1380) over P. med Timur-i-leng
(Tamerlan). Den følgende periode var en tid fuld af
indbyrdes strid og uenigheder. Herunder lykkedes det
(ca. 1500) sefiden Ismail at samle P. til et nationalt
kongedømme med Tebris til hovedstad; shiismen blev
statsreligion. Med keiser Karl V førte han forhandlinger
om forbund mod tj^rkerne; disse vandt senere flere seire
over perserne; dertil kom farlige indre uroligheder.
Abbas I den store (s. d.) bragte atter seier og ordnede
forhold (ca. 1600). Men under hans svage efterfølger gik
det raskt nedover med dynastiet. Tyrker og uzbeker
gjorde krigerske indfald i P. Og sluttelig tilfaldt dette
den afghaniske høvding Mahmud, som 1722 indtog
Isfahan. Feltherren Nadir hjalp Sefiderne til at vinde
tronen tilbage; men snart tog han selv magten. Han
førte til forskjellige kanter heldige krige, som i høi grad
udvidede og befæstede det persiske rige. Efter hans død
(1747) indtraadte urolige forhold. Ga. 1760 blev Kerim
kan af den kurdiske Zendæt P.s hersker (hovedstad
Sjiras). Kans død (1779) gav signal til nye uroligheder.
Dynastiet blev styrket, og et nyt, Kadjar-dynastiet, blev
grundet (1795) af Aglia Muhammed, som slog
turkmenerne og tog Georgien tilbage fra Rusland. Teheran
stultify © fordumme; gjøre
nar af; (i retssprog) paastaa,
bevise at være sindssvag, s.
oneself ^jøre sig latterlig.
Stum — ® stumm — (e) mute,
dumb, speechless; (s.t spil) dumb
show, by-play - ® muet.
stum (e) most til opgjæring af
vin; opgiæret vin; apgjære (vin).
stumble @ snuble; stavre;
snubien; feil(trin), forseelse
stumbling© snubien; stavren.
stumbling-block, -stone @
anstødssten; skjær.
stumhed — ® stummheit f —
fe) dumbness, muteness, mutism —
Cf) mutisme m.
stumm ® stum, maailøs; tyst.
Stummel, Stümmel (t) m,
stump, lidet stykke ; træstump.
stummelhaft ® stumpet;
lemlæstet; ufuldstændig.
stiimmeln ® afstumpe, studse.
Stummheit t f, stumhed,
maal-løshed.
stump — (t) stumpf — @ blunt,
dull; (om vinkel) obtuse; (kegle)
truncated - ® émoussé, mousse;
sans pointe, épointé; (vinkel)
obtus; (kegle) tronqué.
stump — ® Stumpf, Stummel
m ; Stück n ; grobes Schwarzbrot n
— (e) stump, fragment ; (x-est)
remnant - ® bout, morceau,
fragment; coin (de terre); (arms)
moignon; (tands.) chicot; (brød
pain (m) bis.
stump @ stub(be) i Jorden;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
