Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Plantage ... - Ordbøgerne: S - sulteforing ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1749
Plantage—Plantegeograf i
1750
sulteforing—summary
Plantage [-åsd] kaldes et større areal, beplantet (eller
tilsaaet) med træagtige eller fleraarige urtagtige vekster,
som er gjenstand for aarlig pleie, især saadanne vekster,
hvis frugter enten spises eller bliver teknisk forædlet.
I skogbruget kaldes ofte de nyplantede arealer p.
Plantagenet [iw platasdnæ, eng. plæntædsdnet], tilnavn
(stammende fra hjelmmerket, en gyvelgren, lat. planta
genista el. geneta) for den gren af det franske hus Anjou,
der sad paa Englands trone 1154—1485.
Plantägo, se Kjæmpe. ^
Planteanatomî, se Plantemorfologi.
Planteavl (plantedyrkning) forudsætter som regel et
høiere kulturtrin hos udøveren end husdyrbruget, bl. a.
faste bosteder. P. omfatter mest bare blomsterplanter;
af lavere former dyrkes champignonen. I Norge dyrkes
mest akerbrugs-, havebrugs- og skogbrugsplanter, af
medi-cin- og fabrikplanter ubetydelig. Af kornarter dyrkes
mest havre, dernæst byg, blandkorn, rug, hvede. Af
rodfrugter især poteter, turnips, gulerødder. Af
eng-vekster timotei, rød- og alsikekløver. Jordbrugets
kulturplanter giver en aarlig afkastning af noget over 200 mill,
kr. Om havebruget foreligger kun ufuldstændige
meddelelser. Det Statistiske bureau giver med visse aars
mellemrum oplysninger om p.s størrelse.
Plantebevægelse, se Bevægelse, planternes.
Plantedyr (zoofijter), gammel betegnelse for
cølen-terater (svampe og nesledyr), som før i tiden dels blev
holdt for en slags planter, dels for mellemformer mellem
dyr og planter.
Plantefarvning, i løbet af det 19 aarh. blev
plantefarverne næsten ganske fortrængt af de fabrikmæssig
tilvirkede kemiske farver, særlig af de yderst billige
anilinfarver. Men hverken disses holdbarhed eller
udseende var tilfredsstillende. Samtidig med
gjenreisningen af vor nationale tekstilkunst i 1890-aarene vaagnede
derfor ønsket om at fornye den gamle, næsten ganske
uddøde p. Man tog fat paa at indsamle den kunskab
herom, som endnu fandtes rundt om i bygderne og
eksperimenterede videre paa dette grundlag, en
virksomhed, som har bragt særdeles heldige resultater og
som særlig den Norske husflidsforening har indlagt
sig store fortjenester af, [Litt.: H. Frisak, «Norsk
farvebog» (1894); J. Nylænd, «Norske plantefarger» (1905);
H. Christensen, «Lærebok i farvning med planter» (1908);
G. v. Schéele, «Fargväxter» (1907), «Kongress für
Echtfärberei, Düsseldorf 1908. Bericht».]
Plantefysiologi er den gren af den videnskabelige
botanik, som omhandler planternes livs3^tringer, saaledes
deres ernæring og vekst, deres forhold under
indvirkning af ydre faktorer, som lyset og tyngdekraften, deres
bevægelser og endelig som et stort afsnit for sig
planternes formering. Det p.-ske studium hviler hovedsagelig
paa eksperimenter med anvendelse af kemiske og
fysikalske undersøgelsesmetoder. Om p.s grundlæggelse se
Botanik, bd. I, sp. 1236. Af nyere, meget kjendte og
ved den høiere undervisning almindelig anvendte verker
over p. kan nævnes Detmer, «Das
pflanzenphysiologische Praktikum» (Jena 1895), Jost, «Vorlesungen über
Pflanzenphysiologie (Jena, sidste udgave 1911).
Plantegeografi kaldes, tilsvarende dyregeografien,
læren om planternes fordeling paa jorden og lovene
derfor. Som videnskab bindeled mellem botanik og
geografi. Nutidens plantegeografiske undersøgelser falder
i to hovedgrupper: 1. den floristiske el. systematiske p.,
2. den økologiske p. Opgaven for 1. er i første linje
at faa en liste over de forskjellige, forud givne land- el.
vandomraaders plantearter, der tilsammen udgjør stedets
«flora». Paa grundlag af dette raastof inddeles jorden
i bestemte «florariger», som atter deles i mindre
om-raader, provinser og distrikter. Den floristiske p.
behandler ogsaa de forskjellige floraers forhold saavel
indbyrdes som til klima, dyreverden, jordbund. Rent ydre
tegner den et landskabsbillede, som giver de mest
iøine-faldende træk (vegetationen), bøkeskog, eriophorum-myr.
Endvidere undersøges de enkelte plantearters historie,
deres oprindelse, vandringer og nuværende vokseomraade.
Meget faa vildtvoksende planter er undersøgt mere
ind-gaaende paa alle disse punkter. Lærerige for p. som for
dyregeografien er «reliktarterne», der er bevarede rester
af en ellers forsvunden flora, f. eks. fra istiden.
Fremdeles de «endemiske» arter, som kun vokser paa et
enkelt eller paa begrænsede omraader; Norge eier blandt
sine blomsterplanter ingen saadanne, medens
Sandwichsøernes flora huser ca. 75 pet.; afsidesliggende øer kan
ligesom bjergtoppe være rige paa særlig eiendommelige
arter. Disse hjemstavnsplanters modsætning er
verdens-arterne (kosmopoliterne), der har et vidt vokseomraade
i alle verdensdele, deres antal er lidet, mest
ugræs-(hyrdetaske) og vandplanter. Den floristiske p,s
grundlægger er A. von Humboldt, senere har bl. a.
Griesebach, Drude, Engler uddybet denne videnskab. — Den
økologiske p. el. planteøkologien skildrer mindre de
enkelte arter; dens «enere» er de forskjellige
«plantesamfund», hvis arter er tilpasset til bestemte voksepladser,
hvor de lever forenet og underkastet plantesociale love.
Planteøkologi oversættes som «planternes
husholdningslære» ; modsat den systematiske botanik er panteøkologien
mere interesseret i bygning og livsforhold hos blade,
skud, rødder og andre ernæringsorganer end i blomstens
og frugtens liv og bygning. Planteøkologiens formaal er at
udfinde harmonien mellem planteverdenen og den
omgivende natur. Forholdet mellem planteliv og klima kaldes
«planteklima». Flere plantesamfund samles i
«forma-tionsgrupper», plantestater, vi har saaledes vandplanternes
formation, den tørre sandbunds formation o. s. v.
Særlige plantesamfund er f. eks. klitternes, strandbreddernes,
havets samfund, løvskog, naaleskog, hede, myr, eng o. s. v. ;
hver af disse inddeles i associationer bestaaende af
en enkelt toneangivende art, vi har f. eks. granskogens
association. Efter deres underordnede bestanddele
inddeles associationerne i facies, saaledes bøkeskog med
bund af anemoner, granskog med mosteppe el. blaabær.
De forskjellige plantefacies skifter efter aarstiderne,
bøkeskog kan i mai have en anemonefacies, i sep. en
sop-facies. Planteøkologien søger fremdeles forklaring paa
planternes krav og tilpasning til de for hvert enkelt sted
givne livskaar. Forholdet imellem planten og kaarene
kaldes dens «livsform». Den økologiske p. er en helt
moderne videnskab, der har fundet banebrydende
dyrkere i danskerne E. Warming og G. Raunkiær. Warmings
«Plantesamfund» (1895) er som et hovedverk heri
oversat paa flere fremmede sprog. Ogsaa Warmings skildring
sulteforing - ©unzureichende
Nahrung, Schmalkost f —
©insufficient food — ® nourriture (f)
insuffisante.
sultekunstner — (t)
Fasten-künstler m — @ artist in starving
- (D Jeûneur m.
sultekur - (t) Hungerkur,
Entfettungskur f - @ low, strict
regimen, fasting cure ~ ® diète f
(absolue); jeûne m; (være paa s.)
faire diète, jeûner.
sulten — ©hungrig; (jegers.)
ogs. ich habe Hunger - (e) hungry,
sharp-set — (^ qui a faim ; (jeg er
meget s.) j’ai grand faim.
sultriness (e) lummerhed,
lummervarme.
sultry (e) lummer(varm).
Sulze, Sülze ® f, sylte; gelé;
sauce; saltlake; saltverk.
sulzen, sülzen ® koge i gelé,
sum — ® Summe f; (i en s.)
in Summa, im ganzen — (e) sum
— (g somme f, total m.
sum @ sum; (regne)stykke;
(op)-summere, sammentælle.
sumak (farvetræ) - (t) Sumach,
Schmack, m — (g) sumach — (?)
sumac m.
sumiess @ uendelig,
uberegnelig.
summarisk — ® summarisch
— (g summary — ® sommaire.
summarize (e) give, fremstille,
fremsætte i korthed.
summary (e) kortfattet
summarisk ; sammendrag, kort udtog.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
