Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sædstreng ... - Ordbøgerne: Æ - ærværdighed ... - Ordbøgerne: Ø
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1393
Sædstreng—Sæler
1394
ærværdighed—øde
akerskifte. Naar de forskjellige uligeartede planteslag
veksler efter visse regler, saaledes at f. eks. et smalbladet
planteslag (kornart) efterfølges af et bredbladet (rodfrugter,
belgplanter), kaldes vekstfølgen (rotationen) et ordnet
omløb eller s. Naar der derimod i hovedsagen dyrkes
«korn efter korn» eller «græs efter græs» paa det samme
jordstykke, kan det ikke kaldes eg. s. eller vekstskifte.
Sædstreng kaldes sædlederen og de den ledsagende
blodkar tilsammen; den løber fra den mandlige
kjøns-kjertel op imod lyskekanalen (se Lyske).
Sæheim, gammel kongsgaard, laa i Sem herred (s. d.),
ca. 3 km. nordvest for Tønsberg paa det sted, hvor
Jarlsberg hovedgaard nu ligger.
Sæhlie, Andreas Olsen (1832—96), n. politiker,
var stor gaardbruger og brænderieier paa Hedemarken,
indtog tidlig en fremskudt stilling i Vangs herredsstyre og
repræsenterede Hedemarkens amt paa stortingene 1868—
79, hvor han i nogle perioder tilhørte det liberale parti
under ledelse af Sverdrup og Richter, senere nærmede
han sig høire, ved hvis organisation 1884 han spillede
en fremtrædende rolle.
Sæhrimnir er i den gammelnorske mytologi navn paa
den galte, som heltene i Valhall fik sit flesk af.
Sækdyr (tunicater), en selvstændig gruppe af havdyr,
som i flere henseender viser overensstemmelse med
hvirveldyrene og af flere systematikere sammenfattes
med disse til en fælles række, chordaterne el.
ryg-strengdyrene, medens de af andre henføres til ormene
og af atter andre opstilles som en egen dyrerække.
Navnet skyldes, at s., dog med undtagelse af
appendiku-larierne (s. d.), besidder en sæk eller kappe (tunica),
som er udskilt af, hudepitelet og omgiver hele legemet;
den indeholder rigelige mængder cellulose, som i
kemisk henseende stemmer overens med plantecellulosen,
og er gjennemsat af bindevævsceller; konsistensen er
fra geléagtig til brusket. Merkelig er videre, at
fortarmen er omdannet til en gjelletarm, hvis vægge er
gjennembrudt af spalter (se Sjøpunge, fig.); disse
fører hos appendikularierne direkte ud til det omgivende
vand, hos de øvrige s. derimod til en rummelig sæk,
peribranchial- eller peritoracalsækken, paa
lignende maade som hos de udvoksede lancetfiske (s. d.);
sækken munder gjennem en kloak- eller
egestionsaab-ning i det omgivende vand. Om næringsoptagelsen se
Sjøpunge. Hjertet ligger som hos hvirveldyrene
paa bugsiden af tarmen; det viser det enestaaende
forhold, at kontraktionsretningen med korte mellemrum
veksler. Centralnervesystemet ligger paa tarmens
rygside og bestaar hos de udvoksede sjøpunge og salper
alene af et enkelt ganglion. Alle s. er tvekjønnede. Om
udviklingen og stillingen til hvirveldyrene se Sjøpunge.
S. omfatter tre klasser: sjøpungene, som er de mest
typiske og sandsynligvis oprindeligste s.,
appendikularierne, som sandsynligvis er opstaaet af sjøpunge
ved undertrykkelse af forvandlingen (kjønsmodenhed paa
larvestadiet), samt de salpeformede dyr (s. d. art.).
Säkerhetsakten, se Sikkerhedsakten.
Sækkepibe er et ældgammelt, folkeligt instrument,
som endnu bruges i England, bestaaende af en luftsæk
af læder, som holdes under armen, samt to piber, hvoraf
den ene er forsynet med lydhuller. (Se ogsaa Musette.)
Sækkestationer, se Jernbanestationer.
Sækmøl (coleophora), en siegt af smaa møl (s. d.), hvis
larver lever paa bladene af forskjellige planter i
sæk-formige hylstere, som de laver af udskaarne bladstykker
eller af et fast spind. Fra først af minerer de inde i
bladene. Flere arter af dem lever paa vore frugttrær
og andre løvtrær, af og til i mængde.
Sæksporede soppe, se Gjærsoppe og de enkelte
sop-arter.
Sæksvulst, se Gyste.
Sæland, Sem (1874—), n. fysiker. Realkandidat 1901,
amanuensis ved universitetets fysiske institut 1900,
medlem af de af prof.
Birkeland organiserede
nordlysekspeditioner til
Nord-Norge (Halde)1899-1900,
til Novaja Semlja og
Island 1902—03, lærer ved
Kra. handelsgymnasium
1906—09, da han blev
udnævnt til professor i
fysik ved den Tekni ke
høiskole i Trondhjem. i
hvis professorraad han i
1910 blev formand (rek
tor). Siden 1907 medlem
af myntkontrolkommi
sionen. S. har off’entlig
gjort en række afhand
linger i videnskabelige
navnlig tyske tidsskrifter,
bl. a. om resultaterne af
sine jordmagnetiske
maa-linger i Nordland 1905 og
1906 i «Archiv for matematik og naturvidenskab» (1907).
S. har paa fremragende maade udført et grundlæggende
arbeide ved organisationen af den Tekniske høiskole.
Sæler og sælfangst. S. danner en vel afgrænset
gruppe af pattedyr. Fælles for dem alle er deres
torpedoagtige legemsform, det lille tilspidsede hoved og de korte
for- og baglemmer, hvis fem tær er forbundet med en
svømmehinde, som rækker helt ud over ytterste
finger-og taaled. Tandbygningen er, bortseet fra hvalrossen,
temmelig ligeartet hos alle s. For- og hjørnetænderne er
temmelig smaa, og kindtænderne er ensdannede, oftest
flertakkede. S. tilbringer den meste tid af sit liv i havet.
Nogle af dem gaar regelmæssig paa land for at hvile og
gaar ogsaa paa land for at føde sine unger. Andre
opsøger kun i parrings- og yngletiden landet eller isen og
tilbringer hele resten af sit liv i det aabne hav, hvor de
til og med sover flydende ved overfladen. Ungerne er
en tid efter fødselen bedækket med en egen ulden
haar-beklædning og kan i denne tid ikke gaa i vandet. —
S. inddeles i tre store grupper, nemlig hvalros (s.d.),
sæler og øresæler. S. (phocinæ) mangler ydre ører
og har behaarede haand- og fodflader. De lever mest i
nordlig tempererede, arktiske og antarktiske have. De
vigtigste arter er sten kobben (phoca vitulina), optil
2 m. lang, graagul med smaa brune og sorte flekker;
udbredt fra Middelhavet til nordenfor polarcirkelen.
Kyst- og skjærgaardsdyr. Almindelig art ved vore kyster.
(Fot. af HilHing Rasmussen.)
Sem Sæland.
ærværdighed — ®
Ehrwürdigkeit f - (e) venerableness — (g
respectabilité.
æse (op) — ® gären — @
ferment, rise — ® fermenter.
æsel — ® Esei m - @ donkey ;
(mest fig.) (jack)ass — ® âne,
baudet m.
æselsspark — ® Eseltritt m
- © kicking the dead lion - (f)
coup (m) de pied de l’âne.
æske — (t) Schachtel f — ® box ;
casket — ® boîte f; (papæ.)
carton m.
æske spørge (om), udæske,
æstetik — ® Ästhetik f — @
esthetics pl - (î) esthétique f.
æstetiker — ® Ästhetiker m
— @ esthetic — ® ethéticien m
æstetisk - ® ästhetisch - @
esthetic(ai) — (ï) esthétique.
æt — ® Geschlecht n. Stamm
m — © family, race, stock — ®
famille, race, maison f.
æter — ® Äther m - © ether
- ® éther m.
æterisk — ® ätherisch — ©
ethereal - ® éthéré.
ætling — ® Abkömmling,
Nachkomme m — © «& ®
descendant m.
0 - ® Insel f — © island, (i
geografiske navne) isle, (liden) islet,
holm — ® île f.
øboer - ® Insulaner,
Inselbewohner m — © islander — ®
insulaire m.
øde — ® öde, wüst, unangebaut
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
