Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Veier ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1835
Veiviser—Veksel
1836
(pukstenen) paa makadamiserede veie, saa de bliver
faste og jevne. Dampveivalsen tjener til samme øiemed.
Den har fire tromler, hvoraf de to forreste staar tæt
sammen og for styring er svingbare om en vertikal tap.
De bærer en lokomobilkjedel med dampmaskine, hvis
bevægelse kan overføres til tromlerne, saa at v. kan
bevæge sig selv uden trækdyr.
Veiviser, vei træ eller vei s tang, en stang af træ
eller metal, som bendsles paa vant eller barduner,
bestemt til at lede løbende rig til sin plads eller til at
holde staaende rig i en bestemt stilling.
Veivæsen. 1 det søndenfjeldske og nordenfjeldske
Norge var der sandsynligvis temmelig tidlig istandbragt
et noksaa omfattende veinet derved, at stier for
samfærdselen efterhaanden blev udbedret af de nærmest
interesserede bygdelag tij rideveie, og de vigtigste saavidt
gjort farbare for kjøreredskaber. Veien
Kongsberg—Haug-sund, som blev anlagt 1625—30 i anledning af
Kongs-berk sølvverk, er formentlig den første, der blev
planlagt og bygget som kjørevei. Først 1665 blev veien
fortsat til Drammen og Kra., og omtrent samtidig blev
veien Drammen—Larvik bygget. 1664 og 1665 blev
der ansat to generalveimestre, én for det
søndenfjeldske og én for det nordenfjeldske. I sidste
halvdel af det 18 og i begyndelsen af 19 aarh. blev der
med kraft drevet paa med en systematisk ombygning
af hovedveiene. I denne periode byggedes ogsaa et
temmelig stort antal broer, hvortil udgifterne, ligesom
ved de store fjeldveie, blev fordelt paa stiftet. Paa denne
maade blev de fleste hovedlinjer og flere mellemrigsveie
istandbragt. Efterat veiloven af 1851 havde overført
bevilgningsmyndigheden fra kongen til stortinget og fra
amtmændene til herredsstyrerne, tog udviklingen atter
raskere fart. Bakker og kneiker afløstes efterhaanden
af jevne stigninger, sjelden over 1:15 (for enkelte
fjeld-overgange 1:12). Der blev fastsat veidækstyper og
normaler for veienes udstyr og byggemaade samt regler for
udarbeidelse af veiforslag. De store fremskridt i
arbeidets udførelse fulgtes af tilsvarende forbedringer i
administrativ henseende. Æren heraf tilkommer først og
fremst major G. W. Bergh, landets første veidirektør (fra
1864). — De af Haakon den gode og Olav den hellige
i 10 og 11 aarh. givne tinglove og end mere Magnus
Lagabøters landslov af 1276 indeholder udførlige
bestemmelser om det vedligehold af veiene, som paalaa de
enkelte gaarde eller hele bygdelag. Veilovgivningen
vedblev derefter i lang tid at staa paa samme primitive
standpunkt med mange tillægsbestemmelser, som delvis
kun gjaldt enkelte distrikter. For at rette paa disse
forhold blev der 1824 fremsat og vedtaget af stortinget
en for det hele land gjældende lov om v. Denne blev
efter forskjellige overveielser atter forandret ved en ny
veilov af 15 sep. 1851, som i sine hovedtræk har været
gjældende indtil 1 juli 1913, da den af stortinget
vedtagne lov om v. af 21 juni 1912 traadte i kraft. Efter
loven af 1851 havde v.s ingeniører kun befatning med
statens veibygning. Amternes v. bestyredes af
amtmændene med assistance af veiinspektører (amtsveimestre)
og lensmændene. Et tillæg til veiloven blev vedtaget
1893; dette aabnede adgang til fælles administration af
v. inden hvert amt, og senere er saakaldt «kombineret
veiadministration» indført i samtlige amter undtagen
Finmarken, hvor denne ordning forøvrigt efter den nye
veilov af 21 juni 1912 ogsaa kan blive fastsat efter
kongens bestemmelse. — Veiloven af 21 juni 1912 omfatter
to hovedafsnit: 1. Offentlige veie paa landet (§§ 1—79)
og 2. private veie m. v. paa landet (§§ 80—108). Den
ældre inddeling af de offentlige veie i hoved- og
bygdeveie er bibeholdt; men rammen for klassifikation som
hovedvei er udvidet. Statsbevilgning kan gives baade
til hoved- og bygdevei med fastsat distriktsbidrag for
hvert enkelt anlæg. Inden hvert amt styres v. af et
amtsveistyre bestaaende af amtmanden og to af
amtstinget valgte mænd. Vedligeholdet af høifjelds- og
mellemrigsveie paahviler staten, de øvrige hovedveie
amtskommunen og bygdeveie herredet. Alt vedligehold
skal i regelen udføres ved hjælp af vei vogtere og leiet
arbeide, dog kan et herredsstyre for fem aar ad gangen
bestemme, at bygdeveie som før skal vedligeholdes ved
arbeide in natura. Erstatning for afstaaelse af grund
m. v. til et veianlæg (heri ogsaa indbefattet flytning af
hus o. 1.) fastsættes ved skjøn af tre mænd, overskjøn
af fem mænd, begge under lensmandens bestyrelse. For
private veie er efter veiloven af 21 juni 1912 den ældre
ekspropriationstilladelse for gaardveie og vinterveie
betydelig udvidet, saaledes til omlægning af privat
sæter-vei, til anlæg af vei fra berg- og hytteverker, gruber,
stenbrud og industrielle anlæg, til tømmerveie og til
drifteveie med fornødne hvile- og beitepladse. Kongen
kan gjøre de af veilovens bestemmelser, som dertil findes
egnet, gjældende for kjøbstæder og ladesteder, som har
eget kommunestyre. — Den samlede veilængde udgjorde
i 1850 ca. 6200 km. hovedveie og ca. 9900 km. bygdveie.
I 1910 var veilængden steget til 12 542 km. hovedveie og
19 571 km. bygdeveie. Det samlede statsbidrag
(netto-bevilgning) til vei- og broanlæg fra 1 juli 1820 til 30 juni
1914 udgjør ca. 70 mill, kr., hvoraf ca. 3 mill. kr. angaar
bygdeveie. For bugetaaret 1912—13 androg statsbidraget
til anlæg, ingeniørlønninger m. v. til ca. 2.4 mill, kr.,
medens statens bidrag til vedligehold af høifjelds- og
mellemrigsveie, veivogtere og lensmænd samtidig
udgjorde 234 000 kr. Vedligeholdsudgifterne kan for staten
og distrikterne samlet anslaaes til vel 3 mill. kr. aarlig.
Vejer de la Frontëra [vekjer-], Spanien, by i prov.
Cadiz, ved jernbanen Cadiz—Tarifa; 11 300 indb.
Sydfrugtavl, udførsel af fisk.
Veji, gammel by i Etrurien, ca. 12 km. n.n.v. for
Rom, en af de mægtigste af de etruriske stæder, men
ogsaa en af de første, som blev erobret af romerne.
Camillus indtog den 396 f. Kr. efter lang beleiring.
Vejle, Danmark, sydøst-jydsk kjøbstad med vakre
omgivelser inderst ved V. fjord. V. har en god havn og
er station paa den østjydske længdebane; 17 261 indb.
Vejle amt, Danmark, sydøstlige Jylland, 2350 km.^
med 139 968 indb., hvoraf 45 708 i de tre kjøbstæder
Vejle, Fredericia og Kolding.
Veksel, dokument, hvorved udstederen (vekselgiver
eller trassent) under et særlig strengt ansvar
(vekselforpligtelse) forpligter sig til enten selv at betale (den egne
veksel) eller opfordrer en anden (vekselbetaler, trassat)
til at betale (den trukne, trasserede veksel, tratte) en
pengesum til en tredjemand (vekseltager, remittent) paa
et opgivet sted og til en bestemt tid (betalingstid). I
de tre nordiske riger har man en fælles enslydende
veksellov af 7 mai 1880 med særskilte tillægslove nemlig:
Norsk lov om rettergangsmaaden i vekselsager m. v. af
17 juni 1880, dansk lov om vekselsager og vekselprotester
af 28 mai 1880 og svensk forordning om nya
veksellagens indforande och hvad i afseende derå iakttages skal
af 7 mai 1880. Den trukne eller trasserede v. skal ifølge
vekselloven indeholde syv væsentlige, uundværlige
momenter, den egne v. fem. Den trasserede v. er af største
betydning i handelsomsætningen. Naar trassaten med
sin underskrift forpligter sig til at betale den paa ham
trasserede v. (akcepterer den), kaldes han akceptant.
En v., som forfalder paa samme sted, hvor den er
udstedt, kaldes indenbys v. og en, som forfalder paa
samme sted, hvor vekseleieren bor, kaldes pladsveksel.
Udenbys v. inddeles i indenlandske, som lyder paa
indenlandsk mynt og som omsættes ved at fratrække
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
