Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Venenum ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1845
Venenum—Venezuela
1846
skelig tilgjængelige øer ude i lagunerne; men ogsaa her
Tar de udsat for angreb og maatte slutte sig sammen
iil en slags statsorganisation under en hertug, dux eller
doge. Den første doge blev ifølge traditionen valgt i
«697, og lidt over hundrede aar senere flyttede regjeringen
til øen Rialtø. For at holde styr paa sjørøverne i det
indre af Adriaterhavet maatte V. altid holde en sterk
flaade, som den ogsaa brugte til at udvide sit landomraade
med, og da den laa frit og uafhængig som det
naturlige bindeled mellem det frankiske og det byzantinske
rige, blev den snart en betydelig handels- og
markedsplads. Korstogene førte til et vældigt opsving for V.s
magt og rigdom, idet trafiken mellem Vesteuropa og
Orienten øgede kolossalt, og V. i virkeligheden endnu
ikke havde meget farlige konkurrenter. Særlig
betydningsfuldt blev det 4 korstog (1204), som gik til
Konstantinopel, omstyrtede det gamle byzantinske rige og
oprettede et nyt «latinsk» ; V. fik ved den anledning store
besiddelser paa Balkanhalvøen og en række græske øer,
bl. a. Kreta. Da det latinske keiserdømme blev styrtet
og det byzantinske gjenoprettet i 1261, skede dette
imidlertid med Genuas hjælp, og fra nu af var der i
over 100 aar stadig krig mellem de to rivaliserende
byer, indtil Genua endelig ved freden i Turin (1381)
maatte anerkjende V.s herredømme paa havet. Imidlertid
havde forfatningen gjennemgaaet en merkelig udvikling
i aristokratisk retning; ved siden af dogen var der
indført et regjeringskollegium paa 6 medlemmer,
Signo-ria, og et «stort raad» paa 480 notabler; i 1297 blev
det bestemt, at raadets medlemmer ikke skulde vælges,
men tages af nogle bestemte adelige familier, som var
indført i byens «gyldne bog» ; da dette førte til
opstand, blev der desuden indrettet et «timandsraad», en
domstol med en næsten ubegrænset straffemyndighed;
I løbet af det 15 aarh. blev V.s omraade tillands
sterkt udvidet, og samtidig vandt republiken en række
øer i det indre Middelhav, bl. a. Cypern, som
enkedronningen Gatarino Cornaro, «V.s datter», testamenterede
sin fædreneby. Tillands førtes krigene af fremmede
condottierer, medens flaaderne stod under kommando
af venetianske adelsmænd ; V.s diplomater var de ypperste
i Europa, og regjeringen begunstigede kunst og videnskab,
handel og haandverk; V. var den rigeste og høiest
kultiverede stat i Europa. Fra anden halvpart af det 15
aarh. af havde republiken imidlertid faaet farlige fiender
i de osmaniske tyrker, og da sjøveien til Indien blev
opdaget, svandt orienthandelen i Middelhavet efterhaanden
ind til meget lidet. Ogsaa i Italien fik V. farlige fiender
imod sig (ligaen i Gambray, 1508), og dets stilling blev
stadig vanskeligere. I 1571 faldt Gypern, 1669 Kreta;
1699 vandt V. rigtignok Morea og nogle øer, men
mistede det meste igjen i 1718 og greb fra da af ikke
mere ind i Verdenspolitiken. I 1797 lod Napoleon franske
tropper besætte V., men afstod det ved freden i Gampo
Formio til Østerrige, og dermed var det ude med V.
som selvstændig stat. Østerrige mistede V. igjen i 1805,
men fik det tilbage ved Wienerkongressen tilligemed
Lombardiet. I 1848 gjorde V. opstand og «republiken
San Marco» blev proklameret, med Don. Manin som
præsident; men alt aaret efter tog østerrigerne byen
tilbage. Under krigen mellem Østerrige og Preussen i 1866
stod Italien paa Preussens side og trods italienernes
nederlag ved Gustozza blev resultatet, at Østerrige maatte
afstaa V. til Italien; ved en folkeafstemning i landskabet
samme aar var der 651 758 stemmer for denne forening
og bare 69 imod.
Venënum (lat.), gift.
Veneration (lat.), ærbødighed, ærefrygt.
Veneriske sygdomme, se Kjønssygdomme.
Venerisk saar, blød chanker, se Ghanker.
Venerlaks (Väner-), en i indsjøen Vånern
forekommende stor ørretform, muligens delvis en reliktform af
laks fra den tid, da Trollhattafaldene var passable for
laksen fra havet. Fra indsjøen stiger den om sommeren
op i de større tilløbselve, navnlig i Klarelven, hvor et
og andet individ vistnok endnu naar helt op i den
norske del af elven, særlig efterat der for faa aar siden
blev anlagt en laksetrappe ved Dejefors. V. opnaar en
vegt af 10—12 kg. og er gjenstand for et betydeligt
fiske saavel i Vånern som i et par af de tilstødende elve.
Venern, se Vånern.
Venëter, oldtidsfolk af ukjendt herkomst (illyrisk?)
1 landskabet Venezia i Nordøst-Italien.
Venezia, se Venedig.
Venezuela (Estados Unidas de V., V.s forenede stater)
er den nordligste af Sydamerikas republiker mellem
12° 10’ og 1° 30’ n. br. og 73° 30’ og 59° 30’ v. 1.,
begrænses af det Karibiske hav, Atlanterhavet
(Orinoco-mundingen), britisk Guyana, Brasilien og Golumbia.
Samlet størrelse 1020 400 km.^ med (anslaaet 1 jan. 1912)
2 744 000 indb., 2.7 pr. km.^ Største byer: hovedstaden
Garacas (73 000), Maracaibo (50 000), Valencia (40000),
Puerto Gabello (14 000) og La Guaira (12 000 indb.). V.
er i nord og n.v. et fjeldland med de Karibiske fjelde
i øst, Kordiljerne i v., i syd og s.v. er sletteland, dækket
delvis af græs (savanner) og Ijanos, dels af tropisk skog.
Kun i fjeldegnene er klimaet tempereret; La Guairas
aarlige middeltemperatur er 26°, Garåcas (930 m. o. h.)
21.8°; regnmængden paa Kordiljernes nordside 3—4000
mm., i Garåcas 800 mm. ; i nord er fugtig regnskog
fremherskende, i de indre og sydlige egne tør
plantevekst (kaktus, agaver, dividivi, ananas). Af befolkningen
er kun 5 pet. hvide (spaniere, englændere, hollændere,
tyskere, franskmænd), resten indianere, negere og
blandinger. V., som er en føderativ republik, bestaar ifølge
forfatningslov af 5 aug. 1909 af 20 stater, 1 føderativt
distrikt og 2 territorier. Skjønt landet har 1330
folkeskoler og har tvungen og fri undervisning, er 66 pet. af
befolkningen analfabeter; der er 5 lærerseminarier,
universiteter i Garåcas, Mérida og Maracaibo og en
polyteknisk læreanstalt. Statsreligionen er romersk-katolsk,
men andre bekjendelser taales. Den lovgivende myndighed
tilkommer kongressen, der er delt i et senat paa 40
medlemmer, to for hver stat, og et deputeretkammer,
hvortil hver stat vælger ét medlem for hver 35 000 indb.,
og én til for hver 15 000 overskydende. Den udøvende
magts organ er præsidenten, valgt for fire aar af
kongressen, og regjeringen, bestaaende af syv ministre, samt
et raad paa ti medlemmer, valgt af kongressen for fire
aar. Staterne har hver sin egen lovgivende forsamling,
en præsident og et raad. Staterne er delt i amter
(distrikter) og kommuner, i hvis spids staar en kommunal
«junta». Myntenheden heder bolivar (omtr. = 1 frc.,
72 øre); en venezulansk sølvdollar = 5 bolivars. Maal
og vegt er siden 1912 efter det metriske system.
Næringer: Jordbruget leverer mais, bønner, yukka,
bananer, sukker, tobak, kaffe, kakao; skogene balatagummi,
dividivi, tonkabønner. Der er adskillig kvægdrift (2 mill,
storfæ), navnlig for udførsel af huder. Landet har rige
guld- og kobberminer; der findes ogsaa kul, jern, petroleum,
salt og asfalt. I Gubagua drives perlefiskeri. Industrien
er lidet udviklet; der produceres aarlig 3000 tons sukker
paa 11000 sukkerplantager. Salt og fyrstikker er
gjenstand for statsmonopol. Saavel indførsel som udførsel
er i sterk vekst; der indførtes 1911 for 68, udførtes for
84 mill. kr. Udførselens største poster faldt paa kaffe
(42 mill, kr.), kakao (13 mill, kr), balaia- og anden
gummi (11 mill, kr.) og huder (6 mill. kr.). Der
fandtes 1911 925 km. jernbaner, 284 posthuse, 181
telegrafstationer med 7600 km. linjer. Finanser: i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
