Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdensudstillinger ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1853
Verdensudstillinger—Veresjtsjagin
1854
maanen og de fem kjendte planeter, fæstet til en med
jorden koncentrisk kugle, der dreiede sig om en akse
lodret paa storcirkelplanet gjennem vandrestjernen.
Denne akse støtter sig til en anden større kugle, som
ogsaa er koncentrisk med jorden, der blev antaget at
▼ære ubevægelig og være anbragt i verdens centrum,
men denne ydre kugle bevæger sig med en hastighed
forskjellig fra den førstes. Aksen af denne anden kugle
støtter sig igjen til en tredje endnu større o. s. v.
Saa-ledes behøvedes der tre kugler for at faa frem de mest
iøinefaldende bevægelser hos maanen og ligesaa tre for
solen, medens de fem planeter hver havde fire kugler.
Tilslut kom stjernehimmelen, som kun behøvede én
kugle for at faa forklaret den daglige bevægelse, altsaa
ialt 27 kugler. Dette system fandt ikke almindelig
tilslutning. Det V., som Apollonius, Hipparch og tilslut
Ptolemaios fremstillede, blev anseet for simplere og blev
almindelig antaget. Det er dette, som kaldes det
ptolemæiske V. Ogsaa i dette er jorden verdens centrum,
omkring den bevæger alle vandrestjerner sig med jevn
hastighed og i en cirkel. For at faa forklaret maanens
\ \
\
-^Miiane \ \
:
:
....." /" W^^ .......... Î 4 ^ / " / "’M \ /—^^ ;
Det ptolemæiske verdenssystem
(uden hensyn til cirklernes størrelse).
ujevne bevægelse og aarstidernes ulige længde blev jorden
anbragt ikke i cirkelens centrum, men ekscentrisk. For
planeterne, som den meste tid bevæger sig i samme
retning som solen og maanen, nemlig østover eller, som det
kaldes, retløbende, men til sine tider stopper op for at
gaa et stykke i den modsatte retning, altsaa vestover,
paany stopper op og saa gjenoptager den førstnævnte
bevægelse, antog man, at planeten bevæger sig paa en
liden cirkel (epicykel), som med sit centrum ruller
østover paa en større cirkel (deferent) omkring jorden.
Ved et passende valg af radier og hastigheder i de to
cirkler kunde man tilfredsstille observationerne i de
store træk. Men det hændte jo, at man maatte
indføre nok en cirkel, en mindre epicykel paa den
oprindelige. Dette V. var eneraadende, til Goppernicus
fremstillede sit, hvori solen er stillestaaende, og alle
planeter, jorden ogsaa, bevæger sig i ekscentriske cirkler
om denne. Maanen bevæger sig derimod omkring jorden
i en ekscentrisk cirkel. Alle bevægelser er retløbende,
og en planets hastighed er desto større, jo nærmere den
er so]en. Senere viste Kepler, at banen ikke er en cirkel,
men en ellipse, med solen i det ene brændpunkt, og
Newton fandt, at dette var en følge af loven om den
almindelige tiltrækning mellem himmellegemerne. Før
dette var fundet, havde Tycho Brahe opstillet et eget v.,
hvori jorden staar i verdens centrum og var
stillestaaende; udenom denne bevægede først maanen sig,
dernæst solen med planeterne, som gik rundt solen.
Var dette system blevet opstillet før det coppernikanske,
havde det betegnet et fremskridt ligeoverfor det
ptolemæiske, nu da det kom efter Goppernicus, vilde dets
anerkjendelse have været et tilbageskridt, og det ogsaa snart
opgivet. For det coppernikanske v. har man flere direkte
beviser, saaledes bl. a. aberrationen (s. d.). W. Herschel
er den første, som diskuterer universets struktur. Idet
han gaar ud fra, at stjernerne er jevnt fordelt i rummet,
kommer han til det resultat, at systemet i det hele og
store har form af en linse med solen omtrent i midten,
senere antog han, at der fra midten af linsen strakte
sig to grene svarende til spaltningen af melkeveien.
Dette resultat er af nyere forskere modificeret derhen,
at det hele univers er begrænset i sin udstrækning, om
end denne begrænsning sandsynligvis er noget ubestemt
og uregelmæssig. Enkelte er kommen til det resultat,
at denne begrænsning mere skulde have form af en
ellipsoide, og at stjernernes tal aftager, jo længere man
fjerner sig fra solen, med andre ord, at vort solsystem
er universets midte.
Verdensudstillinger, se Udstillinger.
Verdi, Giuseppe (1813—1901), ital. komponist,
søn af en vertshusholder, skrev 1839 sin første opera,
«Oberto greve af St. Bonifacio», og vandt
efterhaanden verdensry med operaer som «Ernani»,
«Rigo-letto», tTrovatore», «Traviata, «Den sicilianske vesper»,
«Maskeballet» o. a. En betydelig udvikling baade i
teknik, dybde og
smags-udvikling betegner hans
seneste verker: «Aïda»,
der blev komponeret som
festspil til aabningen af
den italienske opera i
Kairo 1871, «Othello»,
med tekst af Boito, og
«Falstaff». I disse er
baade instrumentatione.i
rigere og den harmoniske
kunst yppigere. Hans
verker viser sterk sans
für ydre effekter,
larmende kontraster, sterke
patetiske udbrud, hans
melodier er svulmende
og smeltende. Af hans
øvrige verker indtager
hans rekviem for
digteren Manzoni en
fremtrædende plads.
Verdun [værdø’J, Frankrige, by og fæstning i depart,
Meuse, ved Meuse (Maas), jernbaneknudepunkt; 22 000
indb. Bispesæde. Borg og flere forter. Katedral fra
11 aarh., gamle byporte. Likørfabrikation. V.,
tre-vererby, er mest bekjendt ved forliget i V. 11 aug. 843,
hvorved frankerriget deltes. Blev 1552 fransk.
Veresjtsjagin, Vasili (1842—1904), rus. maler. V.
var opr. officer og var som maler væsentlig autodidakt.
Han levede stadig paa reiser og har i sin kunst skildret
en mængde forskjellige folketyper og lande. Sine billeder
udstillede han ikke enkeltvis, men sendte dem paa
verdensturné i store serier, ofte ledsaget med en ihærdig
reklame. Han var et stort malerisk talent, men høist
ujevn, leverede ofte arbeider, som kun havde en rent
journalistisk døgninteresse ved at forfegte en eller anden
idé. Han har malet arkitektur- og genrebilleder fra
Rusland og Orienten og religiøse billeder, men vandt især
navn som krigens maler. Han deltog i en række felttog og
gjorde sine studier paa selve valpladsen. Af hans
krigs-billeder kan nævnes «Efterglemt», «Trofæerne(d. e. russiske
soldaters hoveder) besigtiges i Samarkand» og «Kranie-
Giuseppe Verdi.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
