Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vikefoss ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1881
Vikefoss—Vikke
1882
Vikefoss, 2.7 m. høit vandfald i Dramselven, straks
syd for Vikesund. Opgives for tiden (1913) at
repræsentere 1034 eff. hk., der ved udbygning vil kunne
bringes op i 1331.
Viken kaldtes i middelalderen landet paa begge sider
af Folden (Kristianiafjorden) fra Gautelven i øst til
Gren-marr i vest. V. omfatter landskaberne Ranrike (landet
syd for Svinesund), Vingulmark (s. d.), Vestfold (s. d.)
og Grenland (s. d.).
Vikesund, tæt samling huse omkr. jernbanestationen
af samme navn i krydset mellem Randsfjordbanen og
banen til Krøderen, ved sydvesteoden af Tyrifjorden,
Modum herred, Buskerud amt. I V. er privat
middelskole, apotek, en række industrielle bedrifter. Der boede
i 1910 766 mennesker i 108 huse.
Viking, nordisk benævnelse paa krigere, som i samlet
skare tilsjøs drog paa plyndringstog til fremmede lande
(Vest- og Øst-Europa). Ordet er ældre end den egentlige
vikingetid, men dets grundbetydning er uvis; første led
er maaske vik, bugt, v. altsaa en, som lægger til ved
havbugterne; men man har ogsaa søgt at forklare det af
oldn. vig, kamp {viggengr, som gaar til strid, krigsmand).
Vikingen, norsk vittighedsblad, hvis første nummer
udkom i Kra. 4 okt. 1862, grundlagt af bogtrykker
Henning Tønsberg. V.s første redaktører var Johan Vibe
og Olaf Skavlan. Blandt senere redaktører var David
Habel og navnlig Theodor Løvstad, der redigerede bladet
fra 1 sep. 1883 indtil sin død (1912). Dets tegnere var
i hans tid navnlig Andreas Bloch, Olaf Krohn, Eivind
Nielsen, Gustav Lærum. [Litt.: «V.s 50-aars-jubilæum>.]
Vikingeskib, se Gokstadskibet, Osebergskibet,
Tuneskibet.
Vikingetogene kaldes nordboernes herje- og
erobringstog til fremmede, navnlig vesteuropæiske lande fra det
9 til det 11 aarh. De ældste v. synes at være udgaaet
fra det vestenfjeldske Norge. Herfra havde horderne
allerede i 8 aarh. opdaget veien over havet til
Shetlandsøerne, som de koloniserede og gav navnet Hjaltland.
I 793 plyndrede vikinger fra Vest-Norge Nord-England,
og omtr. samtidig begyndte vikingetog til Hebriderne og
Irland. Efter 800 kom ogsaa vikværinger og daner med,
og v. udvidedes til Nord-Tyskland, Frisland, Frankrige
og Spanien, ja endog til Nord-Afrika og Italien. De
første v. var kun plyndringstog, men allerede før midten
af 9 aarh. gik de over til at blive virkelige erobringstog.
Omkring 840 erobrede nordmændene en større del af
Irland og indtog de steder (Dublin, Cork, Waterford,
Limerick), som de senere beholdt med faa afbrydelser i
over 300 aar. En dansk høvding erobrede 850 Frisland,
som fra nu af blev et vigtigt udgangspunkt for danernes v.
I 860- og 870-aarene kjæmpede angelsachserne mod
vikingernes hære, indtil det lykkedes Alfred den store at
fastslaa en grænse mellem sit rige og «Danelagen». De
herboende nordboere bevarede sin nationalitet til ind i
II aarh. og blev en god støtte for Svein Tveskjeg og
Knut den mægtige, da disse opkastede sig til Englands
herrer. I den senere del af 9 aarh. oversvømmedes
Nord-Frankrige af normanner, og i begyndelsen af 10
aarh. kunde de tage landet i sin besiddelse. Kong Karl
bekræftede aar 911 normannerhøvdingen Rollos
(Gange-Rolvs) besiddelsesret til Normandie, og noget senere foi
an-ledigede loirenormannernes herjinger, at ogsaa Bretagne
blev overladt til hertugen af Normandie. Medens
nordmænd og daner fortrinsvis drog mod vest, gik svearnes
v. østover til det nuværende Rusland. Her grundlagde
de i 9 aarh.s sidste halvdel rigerne i Novgorod og Kiev,
som snart blev forenet. Vikingerne kaldte sig her
væringer (s. d.), men kaldtes af de indfødte russere
(baadfolk?). Nedad elvene Dnjepr og Volga trængte
væringerne frem til det Sorte hav og det Kaspiske hav,
hvis kyster de brandskattede. Fra ca. 900 tog
væringerne tjeneste hos keiseren i Konstantinopel og
kjæmpede i hans sold paa Middelhavets kyster og øer. V.
ophørte i 11 aarh. som følge dels af kristendommens
seier blandt nordboerne, dels af, at de angrebne folk
efter-haanden lærte at verge sig bedre end før. De nordiske
korstog, som især udgik fra Norge, er dog under kristelig
forklædning en fortsættelse af v. Aarsagerne til v. maa
først og fremst søges i de økonomiske forhold; det
hjemlige omraade blev ud gjennem jernalderen for
trangt for den sterkt voksende folkemængde. Men ogsaa
de politiske forviklinger hjemme, som landskabernes
samling til større riger gav anledning til, den krigerske
religion og germanernes medfødte vandrelyst har virket
med. For danernes vedkommende kom hertil
sammenstødet med Karl den store. Skjønt v.s erobrere
efter-haanden opslugtes af de talrigere folk, de havde slaaet
sig ned blandt, kom de dog i flere henseender til at øve
indflydelse paa dem. Vikingerne blev for hele
Nord-Europa, særlig de Britiske øer, de første læremestere i
sjøfart, de paavirkede Englands retsudvikling, og den
fransk-normanniske adels karakter. Herom vidner dens
deltagelse i korstogene, erobringen af Syd-Italien, Sicilien
og England saavelsom dens kunst og digtning. Mest
paavirkedes dog nordboerne selv ved v., som bragte dem
i nær berøring med den normanniske kultur og
kristendommen.
VikivakakvæSi, isl. kvad, der i 15—18 aarh. blev
afsunget til dans paa høitiderne, især i julen. Festerne
kaldtes vikivakar, men navnets oprindelse er dunkel.
V. er noksaa indviklet i sin bygning med mange
ken-ningar og lange strofer med omkvæd. Indholdet er af
lyrisk (erotisk) karakter, snart alvorligt, snart
skjæm-tende. [Litt.: «Islenzkar gåtur, skemtanir, vikivakar og
I)ulur> (3 bd.).]
Vikke (vicia), erteblomstret planteslegt, bestaaende af
urter med faa- til mangeparrede blade, hvis biblade er
mindre end de oftest helrandede smaablade. Blomsterne
sidder gjerne i klaser i bladhjørnerne. I Norge otte
vildtvoksende arter, af hvilke fuglevikken (v. cracca)
Fuglevikke (vicia cracca).
Gjærdevikke (vicia sepium).
er alm. gjennem hele landet, fra havet og op i
birke-beltet. Dens klatrende stængel bærer mangeparrede
blade endende i en slyngtraad og mangeblomstrede
blaafiolette klaser. Noget lig denne er den vakre
skog-vikke (v. silvatica) med de vellugtende blaahvide
blomsterklaser. Gjærdevikken (v. sepium) har
faa-parrede blade og faablomstrede skiddenrøde klaser. De
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
