Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Upsala
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vil da sige, altid at have hegelske Kunstord indvævet
i sin Tale; for nu at fordrive dette Væsen gav et
Par gode Hoveder sig ifærd med at faae de meest
besværlige Kunstord indprægede i en jevnlig drukken, komisk
Kromand, hos hvem tidt mangen Sexa blev holdt; det
lykkedes og Manden talte hegeliansk i sin lystige Time,
og det Komiske i at gaae med philosophiske Klude paa
sin Tale blev udleet, begrebet — og opgivet. Deilig
Sang lyder os imøde, svensk, norsk og dansk Text
høre vi. Melodiernes klingende Baum forkynder os,
hvor Upsalas Studenter ere samlede; Sangen lyder
fra Forsamlings-Stuen, fra Gjæstgiverens Sal, og
som Serenade i den stille Aften, naar en af de unge
Venner drager bort, eller en kjær Gjæst skal hædres.
Herlige Melodier, I holde os fast, saa vi glemme,
at Solen gaaer ned og Maanen op.
„Herre min Gud, hvad den månen lyser
Se, hvilken Glans utöfver land och stad!”
„Högt opp i Slottet hvarenda ruta
Blixtrar, som vore den en ädelsten.” [1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
