Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
·«z«rjcn·e·scceg otte-sig taa. staeer-·
ea- -r-gccd d- Jcccac samme-. vc yck
rc-
attssn ikke blot været den forste, der
«optog til Behandling Svorsmaalet om
Udenrigsstyrelsen og den udenrigste Re-
prcsentation i hele dets Omfang, men
endog den forste, som overhovedet har
bragt dette Sporsmaal paa Bane, —
dette Sporsmaal, der i visse Maader maa ’
siges at være det vigtigste, som norsk
Politik bar havt at sysselsætte sig med
siden 1814» eftersom det jo er enstydigt
med Sporsmaalet om Norges Selvstæn-
. dighed og Folkeære, L- om den skal
være eller ikke være. Blandt de af Kri-
stian Magnris Falsen paa Stortinget
1821 fremsatte Grundlovsforslag var
ogsaa et, hvorved tilsigtedes en Bestem-
melse om, at diplornatiske Sager, der an-
gaar Norge alene, ikke maatte afgjares
uden i Nærværelse af den Embedsmand«
hvem Kongen har overdraget Sagen til
Behandling, og den norske Statsminifter .
eller,i hatis Forfold, en anderr norsk
Statsraad. Forslaget kunde allerede ifolge
den Sammenhæng, hvori det var stillet,
· ikke ventes at ville finde nogen Anklang.«
Som bekjendt, forkastede Stortinget i
«J«182’4 samtlige
floderensstemmende med Konstitutionskomi-
Grundlovspropositioner,
teens Jndstilling, der dog i Hensyn paa
dette Forslag udtalte, at Proponenten «
havde ind-lagt sig en Fortjeneste ved at
henlede Opmærksomheden paa,. at de diplo-
matiske Sagers Behandling ikke var ord-
net paa en med Norges Værdighed og
Tarv stemmende Maade. Det slandalose
Udfald as Bodosagen medforte endelig,
at Spersmaalet om Udenrigsftyrelsen atter
blev bragt paa Bane paa Stortinget i 1827,
og dennegang forsaavidt med et Resultat,
som Stortinget virkelig besluttede at foreta
et Skridt i Sagens Anledning. Der ud-
flerdigedes en Adresse til Kongen, hvori
et Ønske blev udtalt om, ,,at det maatte
behage Hans Majestoet iAlmindelighed
ved diplomatifke Sager og ved deslige
Akters Afslutning og Udfærdigelse, for-
saavidt de vedrore Norges Interesse og
-Værdighed som selvstændigt Rige, at til-
stede den norske Statsminifter og de
Oveige konstitntionelle Raadgivere samt
—·C-·-
« andre med Norges særskilte Tarv nofe
bekjendte og iøvrigt dertil duelige Mænd
al den Deltagelse, som Hans Majestcets
Omhu for dette Riges Beste, efter An-
liggendernes Bestasfenhed, maatte sinde
anvendelig«. —
Udtrykkene er, som man ser, yderlig
vage og famlende og vidner noksom tyde-
ligt om, at det har skortet Adresfens Ud-
stedere paa Forstaaelse af, hvad der er
Spotsmaalets Kjærne. De har aaben-
bart ikke havt Greje paa, hvor langt
Norges Ret strækker sig eller hvor langt
man turde og burde gaa i at hævde
denne Ret. Der tales om Rigets »Tarv
og Beste«z det er den rent praktiske Side
ved Sagen, som fremhæves, medens det
væsentlige, — Sagens principielle Side, —-
blir overseet eller skudt tilside.
Forholdet var altsaa indtil 1830
saadant, at man lod sig noje med at
hævde den unionelle status quo ligeoverfor
virkelige eller formentlige svenske Almalga-
mationsbestræbelser, medens Tanken om en
Gjennemforelse af erges Ret som fuves
ræn Stat og ligeberkttigede Stilling inden
Unionen bare kommer frem glimtvis og
lejlighedsvis, og uden at den blir grebet
og fastholdt med Styrke eller Klarhed fra
nogen Side. ·
Men« saa var det, at Hielm paa Stor-
tinget i 1830 tog Unionsforholdene op
til- Behandling og det paa en slig Maade,
at de fra nu as gjennem en længere Tid ·
blev staaende paa Dagsordenen som et
af de brændende Sporsmaal. Et nyt
Afsnit i Unionens Historie var dermed
indlevet. »
Hielm fik paa Stortinget i 1830
flere Gange Leilighed til at udtale sin
Opfatning af Unionens Væsen og retslige
Grundlag, dens Brøst og Mangler, og
Veien, ad hvilken disse Brøst burde søges
sfhjulpet«
Blandt de kongelige Grundlovspropos
sitioner, der forelaa til Behandling af
dette Ting, var ogsaa en vedkommende
Paragras l4, hvorved tilsigtedes at aabne
Kongen lettere Adgang til at udaaevne
Krvnprinsen eller dennes ældste Son til
Vicrkonge. I Modsætning til de andre
kongelige Grandlovsforflag fandt dette en
. megetvelvillig Modtagelse inden- Tinget·
Kvnstitutionskomiteen, Glandt hvis Med-
lemmer var Wkdeh Fvsg og Hielm) ind-
stillede paa, at det skulde vedtagesz alene
Hielm dissentetede og begrundede sin
Dissens i et udfvrligt slriftligt Vvtum.·
Ved Sagens Behandling i Stoxtirxget
optraadte en lang Række af de indflydels
sesiigeste, anseligste Repræsentanter til
Forsvar for Forslaget ; mod det talte kun
Hielm og Maribo· Forslaget faldt vel
—ved Vvteringenz men det manglede kun
et Par Stemmer i at det havde faaet
den nødvendige kvalisicerede Pluraliret.
49 stemte for, 28 mod, og blandt dem,
der stemte for, var næsten alle Tingkts
«Svidser«r Advotat Svrensen, Kapiejn
Foss. Pastor Riddervold, Grev Wedel,
Sorenskriver Falsen, Assessor Hornemann,
Jakob Aall, Amtmand Kroah osv. Soreno
skriver Falsen sagde under Debattent
»Jeg onsler at sporge den hele Ration,
om den bifalder den kongelige Prvposis
tion, og den vilde svare ja, ja l« Derom .
er der vist heller ikke Toil, at den »ops
lyste Opinion« udover Landet stod paa
denne Side. ·Vicekongedommet var den-
gang en populær Justitutivii iilter-
Da Kronprins Oskar i 1824 blev ud-
nævnt til Vicekonge, vakte det almindelig
Glæde, hvilket ogsaa blev udtalt af Stor-
tinget samme Aar ; det opfattedes sont
en Gunst, der blev vist det norske Folk-
— et nyt Baand, der knyttede det norske
Folk til Kongehuset. Forsaavidt den konge-
lige Proposition vedkommende Grundlovens
Paragraf 14 aabnede Udsigt til, atVice-
kongedommet hyppigere og længere vilde
blive besat og at ifolge heraf Statholdert
posten hyppigere og længere-vilde henstaa
ubesat« — at man hyppigere vilde faa
se Rigernes fælles Tronarving præse-
dere i den norske Regjering i Stedet for
en svensk Greve eller Baron, —- maatte
det jo ogsaa synes, som om den vilde
medfore en afgjort, ustridig Forbedring t —
Norges statsretslige Stilling eller Stilling
inden Unionen. Alligevel — man vil
nuomsturider ikke let kunne miskjende, at
Hielm havde Ret. — at han ved denne
som ved andre Lejligheder viste sig at se
skarpere og klarere i disse Sager: Nar-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
