Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Japetus Steenstrups Rejser og Undersøgelser paa Island i aarene 1839-1840
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Opfattelse, man i de Tider havde om Bjærgkædernes Hævning ved plutoniske
Bjærgarters Frembrud. K. v. Nidda gjorde mange fortræffelige Iagttagelser af Enkeltheder
vedrørende Islands Geologi, men paa Grund af det Herredømme, som forudfattede,
almindelig antagne Meninger ofte have over forskellige Videnskabsmænds
Dømmekraft, saa kunde K. v. Nidda ikke se, at de fleste af hans Iagttagelser stred imod de
almindelige Slutninger, han tidligere var kommen til, men prøvede paa at lempe dem
efter Theorien. Steenstrup paaviser nu, at K. v. Nidda’s Theori i sin Almindelighed
er uholdbar, han tror, at der har været tre Tidsrum i Islands Tilblivelseshistorie, og
antager som alle Geologer dengang, at Landet er dannet ved Udbrud paa Havets Bund
og derefter med et Ryk hævet omtrent til den nuværende Højde over Havet. »De
mangfoldige Kløfter, der i alle Retninger sloges under Hævningen, udvidedes under
Havets brydende Bølger eller fra oven ved Massen af det atmosphæriske Vand;
Bugterne dannedes, og Elve udskar Dalene og belagde deres Bund med det frugtbare
Lavaler; i Tidens Løb ses den frodigste Vegetation at have beklædt den, men i den samme
Tid ses ogsaa de vulkanske Kræfter at have modnet sig, og de brøde nu frem under
en anden Form. Lavamasserne strømmede ikke op af smalle Spalter, men af uhyre
Kløfter i selve Dalbunden, hvor den ringeste Modstand var at overvinde; Kløftlava’en
flød ikke som paa Havbunden over en horizontal Flade, den flød i frugtbare dybe
Dale, som den fyldte lige til Højden af de omgivende Fjældrygge eller endog højere.
Efterhaanden blev Øen igjen paa denne Maade sammensmeltet til et Hele og dens
herlige Vegetation forsvandt. Elementerne have siden den Tid udhulet sig nye Dale
og nye Fjorde, tildels af samme Configuration som de ældre, men det nye Paalæg Landet
fik i de forhøjede Bjerge, nedtrykkede Temperaturen og den organiske Kraft og
forstørrer kun de Ødelæggelser, Vulkanismen i dens Hendøen anretter nu og da.
Saalænge Øen har haft sin nuværende Form, ere Lavastrømmene kun fremkomne af
Kratere; under Opstigningen af disse høje Aabninger har Lava’en afkjølet sig, den
formaar ikke længer at fylde Dalene, men den sniger sig som Aaer eller smaa Elve over
Sletterne«[1]. Dette er Hovedresultatet af Steenstrups og Hallgrimsson’s Overvejelser
om Islands Dannelse. Fra Nutidens Synspunkt ere disse Anskuelser meget
fantastiske, men de betegner dog et Fremskridt i to Retninger. De ere komne bort fra
K. v. Nidda’s Theori om den trakytiske Hævning og have i det væsentlige faaet et
rigtigt Blik for Doleritens tektoniske Stilling. Den førnævnte franske Geolog Eugène
Robert havde ligesom forskellige andre Naturforskere antaget, at Doleritlava’erne
hørte til Islands ældste vulkanske Bjærgarter. Steenstrup og Hallgrimsson gjorde
nu den værdifulde Iagttagelse, at Doleriten mange Steder ligger diskordant paa Basalt
og Breccie, at den hører til de yngste Formationer, og at dens sidste Frembrud skete
kort før Jøklerne dannedes. Steenstrup fandt, at Doleritlavaerne stod i Forbindelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
