Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - II. Weimar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22
JUST BING
ikke forklares, lige saa lidt som det kan forklares, hvorfor vor Tanke
maa spørge: Hvorfor? Hvad byder saa denne Pligtens Lov? Den
byder os at handle uden Hensyn, handle saaledes, som om Verden
ved vor Handling skulde grundlægges fra ny af, som Principet for
Handling blev en Verdenslov. Den hævder saaledes min
Personligheds Værdi, og det kan den kun gøre ved at anerkende
Personlighedens Værdi ogsaa hos alle andre. Personligheden,
Menneskeligheden bliver dens Maal. Og gennem Pligtloven føler vi vort Væsens
indre absolute Frihed, føler dets Uendelighed, føler, at den højeste
Dyd tillige maa være den højeste Lykke, at der maa være Harmoni
mellem Naturens Verden og Frihedens indre Verden, d. v. s. at der
maa eksistere en Gud. Guds Tilværelse og vor personlige
Udødelighed, der ikke kan bevises, bliver da et »Trospostulat« ifølge vort
Væsens inderste Love.
Saaledes kom denne Filosofi, der begynder med at undersøge
vor Intelligens’ Betingelser og Arbejdsmaade, til at blive først og
fremmest en Forkyndelse af Menneskeaandens Herlighed, kom til at
hæve den ud over alle Forhold, at se dens Tankeverdens og
moralske Verdens Selvvirksomhed og Selvgyldighed som noget, der
vistnok har sit Udgangspunkt, men ingenlunde sin Grænse i Erfaringens
Verden. Den blev en Forkyndelse af den menneskelige
Personligheds Evighed og dens uendelige Værdi.
Denne Filosofi slog ned i Schiller; den Frihed, han stræbte
efter, den Kamp, han kæmpede, blev nu mere og mere en indre
Kamp, indre Frihed. Dramatiker var han i hver Nerve, men det
blev ikke den ydre vilde Bryden, det blev den stadig skarpere indre
moralske Modsætning, hans Dramaer talte om. Hans Tragedier
anlagde Blankversets Festdragt. Han arbejdede paa en Don Carlos,
— det var nederlandsk Frihedssind overfor Filip II og den spanske
Inkvisition; Don Carlos er den unge Oprører, der elsker sin unge
Stedmoder, Dronningen. Men Oprøreren traadte i Skyggen for sin
Ven, Frihedsideernes Forkynder, Markis Posa. Stolt træder han
frem for Kongen, siger lige ud, at han ikke kan være en
Fyrstetjener, taler Frihedens Sag; det er betegnende, at hans Bøn til
Kongen kulminerer i Ordene: Geben Sie Gedankenfreiheit! Tankens
indre Frihed, det er den, det først og fremmest gælder om. Hans
Begejstring og hans ærlige Mod river Kongen med; han taler til det
menneskelige i ham; denne Røst er ny, derfor finder den Øre hos
Kongen. Posa har alt Magtens Nøgle i sin Haand. Men just paa
denne Maade kommer Carlos i Fare; Posa betænker sig ikke et
Øjeblik paa at redde sin Ven ved at ofre sig selv og sin Kærlighed til
Dronningen, som han saa vel har skjult. Da han saa synker om
med Kuglen i Hjertet, synker alt sammen; Kongen bekender sin
Synd for Storinkvisitoren, »jeg havde Trang til et Menneske«. Alt
er nu forbi, han er atter Filip II.
Menneske! Det blev Løsenet. Følelsen af Menneskets indre Værd
er Tidens Særtegn; med Rette har man kaldt den for
Humanitets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
