Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - II. Weimar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24
JUST BING
1706.
i Frankrig. Hele Tyskland var straks begejstret. Men Goethe stod
afvisende over for den fra først af. Han saa i den straks en
Omstyrtning af det eksisterende Samfund, og han, den jævne
Udviklings Mand, hadede alle Omvæltninger, og ikke mindst den Gæring i
Sindene, som vaktes derved. Og mere end alt andet forargede det
hans tidligere Venner, at han forelskede sig i en tarvelig ung Pige,
Christiane Vulpius, tog hende hjem til sig og vedblev at leve med
hende som sin Hustru — han lod sig vie til hende mange Aar efter.
Elskovsrusen holdt straks sit Indtog i Goethes Digtning, han drømle
sig paany i Rom og satte dets Minde i sine Romerske Elegier. De
blev ikke trykt; men de gjorde Bruddet med hans tidligere Venner,
navnlig Herder og Fru v. Stein, afgørende. Fru v. Stein var og
blev til sin Død fuld af Raseri mod »Goethes Kammerjomfru«, der
havde taget ikke blot Tilbederen, men ogsaa Digteren fra hende; de
Romerske Elegiers Digter var hende fremmed. Goethe havde
saa-ledes bundet sig til en Kvinde, der stod under hans Dannelseskreds.
Saa blev han ensom hjemme. Poesien stoppede op hos ham; des
ivrigere fordybede han sig i Videnskaben. Han drev Studier i
Plante-og Dyrelære, i Optik og Astronomi. Han var opfyldt af Ideen om
Naturens Sammenhæng; han vilde udgrunde dens Urformer. Han
søgte baadc i Natur og Kunst det, som han kaldte de »blivende
Forhold«. Med genialt Blik opdagede han, at Hjerneskallen var en
Omdannelse af Hvirvelsøjlen, og at Bladet var Plantens oprindelige
Form; ud fra det havde Planterne udviklet andre Former og Or-’
ganer. Goethe bliver derved en Grundlægger af Udviklingslærens
Naturbetragtning.
Netop dette bragte ham til at mødes med Schiller. De stod
temmelig fremmed overfor hinanden. Goethe havde nok faaet Schiller
gjort til Professor i Historie ved Jena Universitet, men han stod
ham personlig fjærnt. I et naturvidenskabeligt Møde dér havde de
begge kedet sig, saa fulgte Goethe Schiller hjem og udviklede for
ham sin Anskuelse om »Urplanten«. Schiller hørte opmærksomt
efier, saa sagde han: »Dette er ingen videnskabelig Erfaring, det er
en Idé.« Goethe saa op; det var da besynderligt, mente han, at
han havde Idéer uden at vide af det, og at han kunde se dem for
sine Øjne. Men hans Interesse var fanget; han fandt her en
mandig og fordomsfri Natur, som han vilde staa nær. Og fra nu af
var begge Digteres Venskab sluttet; de meddelte hverandre alle sine
Tanker og Planer, og deres Brevveksling staar som det skønneste
Vidne om Forholdets Inderlighed.
Dette Forbund mellem Digterne bragte Poesien til at skyde frem
hos dem begge. Goethes Romerske Elegier kom ud. Der gik en
Retning mod Antikken over hele Europa i de Dage. I Frankrig
havde Direktorietidens Mode indført Damedragter og Frisurer elter
Oldtidens Mønstre, David søgte i sine Billeder at gengive
Oldtids-scener i korrekt Kostume, og midt under Revolutionens Larm skrev
Andi’é Chénier sine Idyller, hvor Oldtidens Enkelhed og naive Ynde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
