Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - II. Weimar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
25
besjæler de franske Aleksandrinervers. I Tyskland begyndte fra nu
af en stærk Begejstring for Hellas at gøre sig gældende blandt
Spidserne i den litterært dannede Verden. Goethes Ven, Wilhelm v.
Hum-boldt, gav den maaske det mest intensive Udtryk; naar han skulde
dø — sagde han — vilde han ønske at høre et Vers af Homer,
selv om det var af Skibskatalogen i Iliaden. Denne Begejstring
virkede mægtig paa Kunst og Litteratur. Carstens søgte at bringe
Billedkunsten tilbage til den antike Linjerenhed, og Voss’ havde ved
sin Oversættelse af Iliaden og Odysseen indført de homeriske Digte
i den tyske Litteratur, og i sin Præstegaards- og Bryllupsidyl »Luise«
havde han i homeriske Vers behandlet et ægte tysk Sujet. Men de
skønneste Perler i denne Krans bragte Goethe med sine Romerske
Elegier og sit Epos Hermann og Dorothea.
De er begge skrevne i antike Versemaal, og har forenet et jævnt
Indhold med en højtidelig Stil, men paa helt modsat Maade.
Hermann og Dorothea er kaldt for det mest ægte tyske Værk, Goethe
har skrevet. De Romerske Elegier tlytter os til den evige Stad og
de klassiske Forbilleders Verden, de »beriger den tyske Litteratur
med romerske Digte«. Deres Elskovsrus, der ler og gækker og
taler saa aabent om Stævnemøder og stjaalen Lykke og Nætternes
Henrykkelse, er i Fantasien overflyttet til italiensk Jordbund.
Romersk Folkeliv omgiver den; over Osteriernes Bord flyder den røde
Vin, og i den skriver Pigen Tegn til sin Elsker; Risbundtet flammer
i Kaminen, Tjeneren bringer ved Nattens Frembrud Lampen ind,
og Elskeren sidder utaalmodig ventende efter at hør-e de lette Trin
paa Trappen. Og naar hun kommer, flammer Kvistene højere op,
Amor hjælper hende til at faa Luen til at slaa klart i Vejret. Her
fejrer de hans Fest — en Fest for alle Oldtidsguder tillige. De
bliver her levende for Digteren, saaledes som han har set dem i
Marmor, og med hans Elskovsrus forbinder sig uadskillelig
Drømmen om Oldtidens utilhyllede Livsglæde og ædle Marmorform.
Denne Drøm højner hans Elskovslykke, giver den poetisk Glans fra
en olympisk Verden, og den giver hans Digt midt gennem alle
Kælerier og Frivoliteter en mandig harmonisk Stil.
Hermann og Dorothea derimod fører os til det gamle Tysklands
Hjerte, Rhinlandet. En gammel Fortælling om en velhavende
Borgersøn, der saa, blev forelsket i, trolovede sig med Udvandrerpigen
og førte hende hjem som Brud — det var det Stof, som Goethe
tog, og han lod det homeriske Heksameters brede og rolige Strøm
omhyggelig føre al Ting frem for Læseren. Den rolige By,
Udvandrertoget gaar igennem; den ligger en Mil fra Chausseen — det
er i den gode gamle Tid. Der ligger Vinbjerg ved Vinbjerg,
Tankerne drejer sig om Høsten. Nye Moder driver hen over Byen, og
dog sidder gamle Folk rolig i sine gamle Vaner. Men
Udvandrertoget kommer udefra, hinsides Rhinen, hvor det gærer og bruser.
Frihedsraabet har lydt, Frihedstræet er plantet under alles Jubel;
men Frihedsmændene er ble ven Røvere, Ejendomme er plyndret, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
