Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - II. Weimar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26
JUST BING
Kvinder har med Vaaben i Haand maattet værge sin Ære. Og saa
har de forladt Hjemmet, er flygtet for at bygge sit gamle Samfund
paa tryggere Grund. Mod denne Baggrund tegner Skikkelserne sig,
Ynglingen, før saa rolig og besindig, men i Dag med ny Glans i
Øjet. Den brave Fader, der intet forstaar; den omsorgsfulde Moder,
der med Instinktets Blik forstaar det hele. Dorothea, den unge,
modne Kvinde, der stiller om Barselkonen og syer Tøj til den
nyfødte. Saa fast og rolig er hun, at Herman ikke vover at begære
hende til Hustru, men fæster hende som Tjenestepige for sin Fader
og Moder. Saa kommer der et Øjeblik Forvirring, men netop det
bringer hendes nye skjulte Kærlighed frem for Dagen, og gode Ord
og Forklaringer jævner det hele, saa Ringene veksles i festlig Stil
hed, og Stridens og Fredens Verden mødes i denne Pagt. Med
vidunderlig Kunst har Goethe forstaact at fastholde det verdenshistoriske
Øjebliks Atmosfære om den idylliske Fortælling. Skikkelserne bliver
Tidstyper, de ligesom betyder mere, end de er i sig selv. Det ligger
i hele Goethes Maade at se Tingene paa. »De tager hele Naturen
sammen for at faa Lys i det enkelte« — skrev Schiller til ham, og
videre skrev han, at Goethe havde valgt sig den allermest indviklede
Opgave, at forklare Mennesket ud fra Sammenhængen med hele
Naturen. Goethes hele Poesi faar saaledes noget symbolsk ved sig.
Man ser det tydeligt i den Roman, som Schiller fik ham til at
fuldende i en Fart, Wilhelm Meister. Desværre alt for stor Fart;
de to sidste Bøger staar ikke paa Højde med de seks første.
Udkastet stammer fra de første Weimaraar. Allerede Tendensen har
noget symbolsk ved sig: Wilhelms Fader vil, at han skal lære
Handelen, han selv vil være Skuespiller. Og saa forsones begge
Retninger tilsidst i en dybere Mening: Han lærer Livets Økonomi,
han lærer at forstaa Livets Kunst. Alle Stilarter mødes i denne
Bog, den er Fortælling og Afhandling, den gennemvæves med
sjælfulde lyriske Digte. Alt sker som ved et Tilfælde, og alt viser sig
at tjene et højere Maal; Helten føres gennem forskellige Kredse op
til den højeste Kreds, et adeligt Selskab, der forstaar Livets Poesi
og holder den hellig. Personerne bølger om hinanden; men der
følger ved hans Side to Kvinder, det gyldne Letsind i Philines
humørfyldte Figur og den stille Længsel i den halvvoksne Mignon,
næsten aandeagtig stille, altid ledsaget af den endnu mere gaadefulde
gamle Harpespiller. De er Bærere af Bogens skønne Lyrik, som
Philine af dens Munterhed. Wilhelm faar med dem Livet og Kunsten
at se fra alle Sider, Skuespillerlivet med Kunstens Landevejstravere,
Adelen i dens Naragtighed paa et Slot, hvor Skuespillerne kun holdes
for at spille Komedie ved en Fest, og hvor Baronerne driver Flirt
med Skuespillerinderne. Men saa træffer han den virkelige Kunst,
et Teater, som har Brug for hans Ideer og hans Forstaaelse af
Opgaverne — Goethe benytter Anledningen til at opstille Shakespeare,
saaledes som han forstaar ham, Menneskeskildreren, i Modsætning
til Stormtidens Shakespeare. Gennem alt er Wilhelm ført fra
Kvinde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
