Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - II. Weimar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
27
favn til Kvindefavn. Men saa aabenbarer Kærligheden sig for ham,
han ser en ung Adelsdames — Nathalies — Skikkelse som et
Drømmesyn, da han vaagner op af en Besvimelse. Og saa faar han i den
berømte »En skøn Sjæls Bekendelser« Billedet af et religiøst Livs
Renhed og Alvor i sin stille Verden. Løsningen bliver da, at Mignon
dør. hentæret af sin Kærlighed, og bliver som forklaret i Døden;
Philine gaar over til en anden; alt aabenbarer sig og klares for
Wilhelm. Men her bliver Goethes Skildring mekanisk. Det var ikke
blot det, at Schiller drev paa ham, som var Skyld deri. Nathalie
var det digteriske Spejlbillede af Fru v. Stein; det var den mest
levende Virkelighed, da Bogen blev undfanget; men nu var dets
Forbindelse med Livet brudt. Goethes Digtning krævede Livets
Jordbund til at gro i. Derfor voksede den saa ujævnt.
Ikke saaledes med Schillers. Den byggedes op af hans Tanke,
Skridt for Skridt bemægtigede han sig sit Stof, ordnede det med
sikker Haand, holdt retfærdig Dom over sine Personer, fik alle
virkningsfulde Partier til at træde tydeligt frem og fjernede alt det
vulgære og platte i Stoffet. Han og Goethe mødtes i Kravet om,
at Kunsten skulde give noget mere og højere end den platte
Efter-lignen af Naturen, mødtes i Følelsen af Kunstens Selvstændighed
som Magt i Menneskelivet og mødtes endelig i sin Begejstring for
den anlike Kunst. Fra dette Standpunkt sendte de i Forening en
Pileregn af Epigrammer — »Xenierne«. Det gik ud over næsten
alle Tysklands litterære Personer og Tidsskrifter, ja, alle litterære
Fænomener overhovedet — lige fra de gamle, der skrev gode,
moralske Bøger for brave Borgere til de unge, hyperaandrige Roman
tikere. Men Hovedpunktet er den kunstneriske Idealismes Kamp
mod den Naturalisme, der var spiret op af Stormtidens Sæd, og
som lod Taarerne strømme over det borgerlige Livs Konflikter uden
at løfte Hovedet mod større Maal. Mod disse lod de to Digtere
Shakespeares Skygge rejse sig i Underverdenen. Haanlig følger
Spørgsmaal fra Shakespeares Skygge og Svar fra Nutidsmennesket:
»Er der ingen Achili, ingen Orest? Nej Præster, Kommerceraader,
Sekretærer, Majorer. Hvad Stort kan de virke? Aa, Kabaler,
Pante-laaneri, Tyveri af Sølvtøj o. s. v. Men den store gigantiske Skæbne,
der løfter Mennesket op, naar den knuser Mennesket? Griller! Det
er os selv og vore gode Bekendte, vor egen Nød og Jammer, som
vi søger og finder. Ja, men det har I jo bedre hjemme. Det er
altsaa Eders egen usle Natur, man træffer paa Eders Scener, ikke
den store, ikke den uendelige? Poeten er Vært, og sidste Akt er
Gildet; naar Lasten brækker sig, gaar Dyden tilbords. »De skarpeste
Pointer i disse Epigrammer skrev sig fra Schiller.
Den Idealisme i Kunsten, som forfægtedes her, fremtræder klart og
bevidst i den Række historiske Dramaer, som Schiller nu, næsten
Aar for Aar, udsendte: Wallenstein, Maria Stuart, Jomfruen af Orleans,
Bruden fra Messina, Wilhelm Tell. Skurkene fra hans Sturm- und
DrangTid er forsvundne. Det er store tragiske Skikkelser, indre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
