Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - II. Weimar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
29
hvem skulde have gættet, at Heksekøkken-Scenen var bleven til under
Sydens Himmel i Villa Borgheses Have? Men der gabede i
Digtningen »det store Hul«; Goethe kunde ikke digte Skridt for Skridt;
Stoffet blev levende for ham snart her, snart der. Saadan var det
bestandig, saaledes ogsaa med Faust. Han opgav det og udgav den
som »Fragment«. .Men Faust slap ham ikke for det. Under
Venskabet med Schiller havde han Digtet fremme, Hullet blev fyldt,
Perspektivet udvidet og Fortsættelsen dels planlagt, dels udført, og
endelig 1808 kom den fuldstændige første Del ud, anden Del først
efter Goethes Død.
Lessing, der vilde »fortsætte Reformationen«, havde gjort den
radikale Forandring i Reformationstidens Faustsagn, at han rev Faust
ud af Djævelens Kløer, fordi Kundskabstørsten var en af
Menneskets ædleste Egenskaber. Dette er Grundlaget for Goethes Faust;
det er en Menneskeaandens Sejrshymne. Og dog, hvilken ynkelig
Rolle spiller den blotte Kundskabstørst her! Det er den vindtørre
Wagner, som altid vil lære noget: »Men vide lidt om Verden vil
dog alle — Om Menneskets Natur, dets Aand og Evne.« Overfor
denne Kundskabstrang véd Faust, at det, som man skal kende, det
maa bo i En selv: »Hvad I ej føler, faar I aldrig sagt.« Han vil
ikke blot vide, han vil ogsaa se; derfor har han hengivet sig til
Magien; for Videnskaben slaar ikke til for ham. Hans Magi er en
Udvidelse af ham selv. Han maner ikke Verdensaltets Aand, fordi
Verdensaltet er »bare et Skuespil« for ham; men med Jordens Aand
føler han sig i Slægt, den kalder han frem, fordi han føler Mod til
»al Jordens Lykke og dens Kval at bære«. Synker han end sammen
ved Synet, saa er han dog nærmest i Slægt med denne Aand, der i
Livets Brusen, i Daadens Storm paa Tidens den susende Væv virker
Guddommens levende Skrud: Han er den Faust, hvis Kærlighed til
Gretchen kulminerer i hans store Bekendelse.
Den altomfattende,
den altopholdende
Fader, opholder ej han
Dig, mig, sig selv.
Hvælver Himlen sig ikke foroven?
Hviler ej Jorden fast forneden?
Og tændes ikke med venligt Skær
evige Stjerner paa Nattens Kuppel?
Ser jeg Dig ikke Blik i Blik;
og trænger ej alt
til Hoved og Hjerte
og virker usynligt og synligt om Dig
en evig Gaade?
Dermed dit Hjertes vide Rum Du fylde,
og har Du salig givet helt Dig hen,
saa kald den Følelse for hvad Du vil,
for Lykke, Hjerte, Kærlighed, for Gud!
Navn jeg ej kender!
Alt er Følelse!
Navn er kun Lyd og Røg,
Taage om Himmelglød.
1833.
Overs, af
P. Hansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
