Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - II. Weimar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
30
JUST BING
Elskoven i hans Hjerte bliver verdensomfattende, bliver
Gudsdyrkelse, Religion. Det er just ved denne sin indre Følelses Magt,
at han er Mefistofeles overlegen. I Goethes Poesi forekommer en
Række af denne Djævleslægt, Karle, der lader haant om alle Følelser,
om alt, som ikke er et Faktum; resolute Fyre med en
ubarmhjertig Ironi mod alle Ting. Men Faust ved, at han i sin indre
Følelse er uafhængig af Mefisto. Han spiller derfor fra først af
Komedie med ham, skjuler sin Følelse, spiller Forføreren. Og paa
sin Side haaner Mefisto hans Kærlighed: »Du sanseløse, sanselige
Frier, Du tages ved Næsen af et Pigebarn«. Saaledes sejrer Mefisto
i alle Fakta; det gaar saa ilde, som det kan: Besvangring, Mord og
Barnemord, Forvisning og Dødsdom. Men i alt det Indre er han
overvunden. Elskovens Dybde og Jubel, Hengivelse, dens
altomfattende Salighed; den indre Barnefromhed og Tro staar urokket
gennem alle Rædsler. Her staar Gretchen, den yndigste Skikkelse
i Goethes Digtning, som Fausts værdige Modbillede. En virksom
liden Borgerpige i sin lille Verden, med modervarme Instinkter, glad
i Pynt og Munterhed, barnlig from. Man ser Skyggen af den strænge,
fromme Moder ved hendes Side. Elskoven fanger hende straks med
Undren og Angst. Hun føler sig saa dum og liden, saa simpel
overfor Faust, hun fortæller ham saa aabent alt om sig og sit, hun
jubler op, da det gamle Blomstersvar fortæller hende: Han elsker.
Hun svimler, da hun af ham selv faar at høre, at det er sandt.
Hun bliver helt borte i sin Længsel efter ham. Men hendes
Fromhed ængstes for, at han ikke tror paa Gud, og med Instinktets Blik
ser hun det djævelske hos Mefistofeles og vil have Faust løst fra
ham. Og hvilken Sjæleangst hos hende siden, da hun ligger paa
Knæ foran Madonnas smertefulde Moderbillede, og da hendes
Samvittighed som en ond Aand raaber fordømmende Ord til hende i
Kirken og Dommedagssalmen bruser hende i Møde. Men det højesle,
det mest gribende i denne Menneskeskildring er Scenen i Fængslet.
Først hendes Dødsangst, da hun tror, det er Bøddelen; hendes
Længsel efter Faust, hendes Drøm om sit Barn, hendes
Helvedes-rædsel. Men da Faust raaber: »Gretchen«, kender hun ham straks,
og — borte er Fængsel og Død, hun er reddet, hun er i hans Arme.
De gamle, lykkelige Dage er komne igen. Men straks er hun bange:
Han kan ikke kysse mere, ikke elske; ikke som før. Og straks
bekender hun alt: Hun har dræbt sin Moder, druknet Barnet. Hun
kan ikke smyge sig ind til ham som før. Hun ser Død og Grav
for sig og udstøder et hjerteskærende Raab om at redde Barnet;
det vil op af Dammen, del spræller! Saaledes bølger Syn af Elskov
og Bryllup, Forsmædelse og Død om hverandre hos hende. Men
da Mefistofeles kommer Ind, skriger hun: Bort med ham! Og hun
kaster sig straks ned, overgiver sig til Guds Dom, beder om hans
Frelse, synker om, endnu i Døden fyldt af Angst for sin Elskede.
Dette er det af Digtningen, som først blev færdigt, dens
Stamcelle. Det er en ægte »Sturm- und Drang« Digtning om Menneske-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
