Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - II. Weimar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
32
JUST BING
Goethe forkyndte det i en Prolog i Himlen, hvor Meflstofeles staar
rank og sikker med sin Ironi overfor Herren selv og vædder om
Faust: »Han blive skal mit Eje — Hvis I vil gi’e mig Lov at dreje
— Ham sagte ind paa mine egne Veje.« Og Herren tillader det,
»thi Mennesket maa fejle, medens det stræber«. Meflstofeles maa,
om han kan, drage Fausts Aand bort fra sin »Urkilde«. Men han
vil blive beskæmmet, maa erkende, at »Et ædelt Menneske, hvem
dunkle Drifter trænger — Er sig den rette Bane vel bevidst«.
Meflstofeles triumferer paa Forhaand: »Støv skal han æde og med Lyst,
— Som min Fru Tante, den berømte Slange.« Man ser: Den
uendelige Følelse, hvorved Faust var Meflstofeles overlegen, har
ganske sagte foi vandlet sig til den nærbeslægtede uendelige Stræben,
og netop denne evige Stræben bliver nu for Goethe Fausts
Kendetegn, da han fylder »det store Hul«. Det gjaldt intet mindre end
psykologisk at forklare, hvordan Faust kommer til at forskrive sig
til denne Djævel.
Fausts Stræben sprænger Livets Skranker, som Werthers
Lidenskab gør det. Ogsaa Faust drives mod Selvmord. Men hvilken
Forskel 1 Werther skyder sig af Fortvivlelse, Faust gaar til
Selvmordet i Begejstring: Han er en uendelig Aand. Saa bort fra Støvets
Skranker! Til de frie Aanders Hjem! Da klinger Paaskemorgenens
Jubelhymne ham i Møde, han mindes sin Barndomstro, sin
Barndoms »hulde Længsel«, sin Barndomsleg, og Livslysten sejrer. Han
sætter Giftbægeret fra sig, medens Paaskesangen bruser
Opstandelsesbudskabet ind til ham. Denne Livslyst uden egentlig Grund, just
den kan for Meflstofeles blive et Middel til at faa Tag i Faust. Da
Faust spadserer ud og ser paa .det muntre Folkeliv, kommer han
til ham som en fornøjelig sort Puddelhund. Forgæves, efter
Vandringen derude kommer en klar indre Samling over Faust, han
søger netop til sin »Urkilde«, han oversætter Begyndelsen af det
fjerde Evangelium, »Urkilde«-Sproget: »I Begyndelsen var Ordet« og
Grundtekstens dybe og mangetydige »Ord« bliver stadig dybere og
mægtigere i hans Tolkning: Ord — Fornuft — Kraft — Daad.
Puddeldjævelen maa hyle af Raseri over det. Da forstaar Faust;
han maner Djævelen, og Meflstofeles staar for ham som farende
Student. Saa kommer Pagten i Stand. Det er egentlig ingen Pagt,
det er et Væddemaal. Faust staar fuld af Haan, Mefisto
ydmygironisk, siger, at han er »en Del af hine Kræfter — Ved hvem den
Skæbne hæfter — At de maa virke godt, skønt Ondt de stræber
efter«. — Og med ham forsikrer Faust, at han gerne slutter Pagter,
thi ingen Djævel har fattet Menneskeaanden i dens høje Stræben.
Kan den sløves hos ham i Nydelse, saa han siger til Øjeblikket:
Dvæl dog, der er saa skønt — da vil han tilhøre Djævelen. Og
Djævelen slutter Pagten, han vil bedøve Faust i Livets Larm og
dets tomme Nydelser. Saa taber han; Faust føler kun Lede ved
Studenternes vilde Bakkanal og ved Heksekøkkenets Trolddomsgøgl,
som Meflstofeles fører ham til. Og da han selv fører an, giver hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
