Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - III. Den romantiske skole
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34
JUST BING
ophæver Virkeligheden; den bliver et Skin, et flygtigt Tilfælde, der
kun lever ved den sande og evige Aand. De omstyrter ikke
kunstneriske Regler; de ophæver simpelthen det kunstneriske Indtryk,
som Reglerne vil frembringe, om de duer noget. De søger alts
Urgrund i Menneskeaanden, og de vil følge den tilbage og frem
udover Tilværelsens Grænser. Digtere, Naturvidenskabsmænd, Filosofer,
Præster mødes i disse Tendenser, og da Romantikernes Hovedmænd
— August Wilhelm Schlegel og hans Broder Friederich,
Tieck og deres Hustruer, Harden berg (Novalis), Steffens,
Ritter, Schelling — traf sammen i Jena, skriver F. Schlegel til den
fraværende Schleiermacher: »Her gaar det temmelig broget
og forstyrret til: Religion og Holberg, Galvanisme og Poesi.« Man
faar et Indblik af, hvor Aandrighederne har gnistret og
Paradokserne har fløjet om hverandre, naar man saa i Schlegelernes
Tidsskrift »Athenæum« faar en Levering paa 450 »Aforismer« i et
Flefte. Vistnok holdt de færreste af disse Romantikeres Værker og
Idébygninger Stand mod senere Tiders Kritik, vistnok viste der sig
Snart Tegn til Opløsning; næsten alle disse poetisk-filosofiske
Jakobinere endte i Reaktionen, nogle i den ene saliggørende Kirkes
Skød. Men der staar Glans i Tysklands Litteraturhistorie af dette
Møde, af den Frejdighed, hvormed de løb Linen ud, og af den
Begejstring, hvormed alle Videnskaber favnedes med Poesien.
De kom fra de forskellige Aandsretninger og Kanter, disse
Romantikere. Og Kredsens poetiske Hoved, Ludwig Tieck — kanske
den, hvis Ry er mest medtaget af Tiden, forresten — kom fra den
knusktørre Filisterby Berlin og fra Humanitetsperiodens Lavlitteratur.
Han havde fra Barn af digtet Røverstykker og Røverromaner, og da
han gik i øverste Klasse, fik han til Lærer en Romansmører, der
drog Nytte af ham. Naar Skurken skulde dø og naturligvis først
maatte vride sig i Sjælekval, da maatte Tieck til. Saa kom Drengen
til at leve i Fantasien, blev væk i den, nervøs, tungsindig, mørkeræd.
Og det blev ikke bedre i Studenteraarene; han studerede Shakespeare
og Cervantes — søgte det overnaturlige hos dem. Han pintes af
Uro og Tvivl, var snart fantastisk, snart satirisk, legede med sine
Følelser, til han blev et Bytte for dem. Den selvpinende Skurk fra
hans Skoletids Røverhistorier kom da frem i hans Romaner; han
staar i fuld Blomst i »William Lovell«. Han er Werther Franz
Moor. Svælger i lidenskabelig Stemning, trodser alt, og er dog
hjertetom og led ved det hele. Verden er et »uvarigt Skyggespil«,
»Jeg selv er Naturens eneste Lov« — og af denne Trods bliver
Resultatet, at »hans Følelser ligger døde og slagtede omkring ham«.
Denne Tidsstemning gaar igen hos mange Forfattere, ikke mindst
hos den, som af Samtiden blev stillet op ved Siden af Goethe og
Schiller: Jean Paul (Friederich Richter). Hos ham krydses Idyllen
af Lidenskaben: han bygger et Alter for de første Ungdomsaars
Poesi, men slipper samtidig de syge Lidenskabers Trolddom løs, og
om han end har til Hensigt at besværge dem, kan han dog ikke
Tieck
1773-1853
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
