Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - III. Den romantiske skole
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
36
JUST BING
Men samtidig med at Ticck saaledes legede med Kunsten, følte
han ubegrænset Begejstring for den. En Ven af ham, Wackenroder,
et af de mest troskyldige og hengivne Mennesker, der har levet,
bragte denne Kunstdyrkelse frem i en Bog, som Tieck udgav, da
Wackenroder, kun 25 Aar gammel, var død. De havde vandret
sammen gennem Nürnberg, den gammeltyske By med de svære Mure
og Taarne, de gamle Huse med Gavl og Karnap, med Svalegange
og blyindfattede Buder, de pragtfulde Kirker med gamle Malerier
og Billedhuggerværker. Saa skrev Wackenroder sin Bog:
»Hjerteudgydelser af en kunstelskende Klosterbroder.« Det er en Bog fuld
af den barnligste Kunstbegejstring Han synker i Andagt for
Kunstværkerne. Bort med Forstanden! den bare ødelægger det skønneste
i Guds Rige med sit Hvorfor? Billedsale skal være Templer.
Kunstens Land er for ham Troens Land; særlig droges han mod
Middelalderens fromme Kunst. Og i et selvbiografisk Stykke priser han
Musiken som den højeste Kunst; den fører ham op over al Tvivl
ind i Salighedens Rige. Dette greb Tieck, han priste Musiken som
den ægte romantiske Kunst, Sjæl uden Legeme, Stemning uden
Forstandsverdenen, fri Bølgen uden bestemt Indhold. »Elskov
tænker sødt i Toner, — Den er Tanker altfor fjerne, — Kun i
Tonerne den gerne — Alt forskønner og forsoner.« — Saa blev det
r nødvendigt for Poesien at virke som Musik.
Paa alle Hovedpunkter — den frie romantiske Leg med Kunsten,
Kunstdyrkelsen, Sværmeriet for det musikalske i Poesien — kom
. Tiecks Digtning til at mødes med den Kritik, som August Wilhelm
og navnlig Friederich Schlegel gjorde gældende.
August Wilhelm mødtes med Tieck i Shakespeare. Hans
Shakespeare-Oversættelse blev hans Daad. Efter en uendelig Kamp med
Sprogform og Udtryk, Forsøg om og om igen, kom endelig hans
Gengivelse af Romeo og Julie ud; det var-—siger Brandes, —som
om Stykket ikke først var udkommet paa Engelsk i London i 1597,
men paa tysk i Berlin 1797. A. W. Schlegel var Formtalentet blandt
Romantikerne, ikke særlig original, men besindig og klar; den fødte
Redaktør, naar det nye skulde tilrettelægges overfor Publikum.
Friederich Schlegel derimod vai’ den Begavelse, som fængede og tændte,
gjorde Opsigt og Skandale, lavede Slagord og pikante Sætninger.
De kom begge undei’ Indflydelse af Schillers Kunstlære, de løsrev
sig begge fra Schiller og dyrkede Goethe alene. Og de var begge
opfyldt af Goethes og Schillers Sværmeri for den oldgræske Litteratur.
Friederich Schlegel slugte Klassikerne i en Ruf, og han forstod at
gengive Oldtidens Litteraturbevægelsc med et Par Mesterstreger.
Han beundrede den antike Tragedie over alt; den var et Ideal, som
ikke kunde naas mere, det fuldt menneskelige og den rene Skønhed
var her helt forenet. Det skønne og det naturlige staar i fuld
Harmoni, medens det i den moderne Litteratur har hvert sit Rige.
I dybere og renere Toner klinger Længselen mod den hellenske
Verden hos en samtidig Forfatter. Hölderlin er opfyldt af
Be
oversat af
G. Brandes [-Hovedstrømninger-]
{+Hoved-
strømninger+}
U.
A. W.
Schlegel 1768 —
1845 og Fr.
Schlegel
1773—1829
Hölderlin
f. 1770 ;
vanvittig
1802
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
