Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - III. Den romantiske skole
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
37
gejstring; Frihedstrang og Skønhedstrang bliver til Religion for ham,
Venskab og Kærlighed til Tilbedelse. Hans Ideal bor i Hellas;
Helten i hans Roman, Hyperion, svælger i dets Skønhed. Han vandrer
paa Athens Ruiner og da mødes han med Diotima, tilbeder hende
fra første Øjeblik. Hun er Idealet, »det fuldkomne, som vi
henlægger til Egne hinsides Stjernerne.« Hun indgiver ham nyt Mod,
han vil rejse det faldne Skønhedsrige, styrter sig i Grækernes
Frihedskamp. Ak, forgæves at ville »plante Elysium ved en
Røverbande«. Sønderknust forlader han den, Diotima dør (kan Idealet
leve?), han bliver Eneboer for »salig at glemme sig selv og vende
tilbage til Altet i Naturen«. Del er ægte tysk Sværmeri, Romantik
i Hellenerdragt. F
Imidlertid lærte Fr. Schlegel af Schiller, at den moderne Litte-c
ratur havde sin Berettigelse som «sentimental« i Modsætning til
Oldtidens »naive« Litteratur — og han gik straks ud over Schiller.
Oldtidens Dannelse var naturlig, sammenhængende; Nutidens er
kunstig, specialiseret. Derfor var Oldtidens Litteratur
almenmenneskelig skøn; Nutiden søger det specielle, det interessante; Oldtidens
Tragedie sluttede harmonisk, den moderne Tragedie — f. Eks.
Shakespeares Hamlet — med et »Maksimum af Fortvivlelse«, oprivende.
Det er, som Fr. Schlegel her foregriber den Stemning, som det
moderne Drama siden frembringer hos Victor Hugo og Ibsen. Han
var pludselig »kommen frem hos Antipoderne« som helt moderne.
En ny Filosofi havde slaaet ned i ham, Fichtes radikale Subjektivisme. f
For Fichte var Jeget alt; min Verden er mit Værk, Produkt af
min Forestilling. Og i den bliver jeg mig selv bevidst, — det er
alter mit Værk, »jeg sætter mit Jeg i Ikke-jeg«. Fuldgyldig
Harmoni faar dette Verdensbillede ved en ny Handling af min
Forestilling, naar jeg bliver klar over Forholdet mellem min
Selvbevidstheds Jeg og alle mine andre Forestillinger. Og dette Jeg, som er
klar over sig selv, er ogsaa Urcellen for et Verdensideal, det skal
realisere sig i Frihed i sin Handling, og saaledes ud af sig selv
skabe »det evig vordende, oversanselige, det godes Rige«. Vel kunde
Schiller i sit Epigram sige om Fichtes Filosofi, at »Verdensaltet stiger
op i mig som en Blære«, men netop dette paradokse, at
Menneske-aanden blev den absolut herskende, Fr. Schlegel fængede i, gjorde
Fr. Schlegel til dens Tilhænger.
Netop nu kom Goethes Wilhelm Meister ud og fængede i alle.
Romantikerne. Fr. Schlegel fandt, at det nu gjaldt om en
»Forening af Fichte og Goethe«. Han fandt, at Wilhelm Meister var
Romanen fremfor alle andre, at den udvidede Begrebet Roman
uendelig. Og han, hans Hustru, Tieck, Novalis og senere en Række andre
Forfattere skrev Bøger med Wilhelm Meister som Mønster. Wilh.
Meister var en Bog i alle Tonearter — fra Foredrag til lyrisk Digt;
den var en Roman om Livsanskuelser og Livsidealer; den førte sin
Helt frem til indre Rigdom og indre Klarhed, de optrædende
Personer var ikke bare sig selv, hver af dem var Type for en
Livs
Fr, Sch’egel
og Schiller
Fr. Schlegel
og Fichte
Wilh.
Meister og
Romantikerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
