Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - III. Den romantiske skole
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
39
eller filologisk, kritisk eller poetisk, historisk eller rhetorisk, antik
eller moderne, som man stemmer et Instrument.« Han skal »fra
sin Aands Højde smile ned paa sit Mesterværk«, som Goethe i Wilhelm
Meister. Han skal kunne »hæve sig op over sit højeste«. Det er
sande Mesterskabs-Kendetegn — Mesteren maa have »Ironi«. —
Det er den berømte »romantiske Ironi«. Den var nu Slagordet,
»den Spadille, hvormed man stak alting«. Her mødtes Kritiken
med Poesien; just saadan Ironi havde Tick vist i sin »Katten med
Støvler paa«. Og de Romaner, som fulgte efter, fulgte de samme
Veje; just paa denne Maade efterlignede de Wilhelm Meister.
Frejdigst gik Fr. Schlegel selv tilværks i sin Roman »Lucinde«
— en Roman, der docerede Kunsten at elske og Kunsten at leve.
Romanen skulde efter Theorien forene alle Arter af Digtning, og
her er alt muligt makket sammen: Breve, Samtaler, filosofiske
Afhandlinger. Der er ikke Tale om Komposition, Fr. Schlegel var
ingen Kunstner, og hans Breder kaldte Bogen ligetil for en U-Roman.
Forfatterens Personlighed skulde træde fuldstændig frem, og Stoffet
var Fr. Schlegels eget Forhold til Dorolhea Veit, Som forlod sin
Mand for at leve med ham, og som siden blev hans Hustru. Den
skildrer med kynisk Aabenhed alt, hvad der foregaar bag nedrullede
Gardiner; Dorothea klagede over, at alt Indre skal vrænges ud.
Bogen var anlagt paa at ærgre Borgerne; der vrimler stadig af
Sætninger, som vil forarge f. Eks. »de omfavnede hinanden med ligesaa
megen Løssluppenhed som Religion«. Men denne Kærlighed løber
stadig ud i Theorier og Begreber; man vil næppe tro sine Øjne,
naar man ser, at Julius skriver til Lucinde: »Det er mig blot om
min Kærligheds Objektivitet at gøre « Kærlighedens Frihed forkyndes,
dens Væsen er efter »Lucindes« Lære netop »Kynisme«, »ved en
dristig Kombination at sætte sig ud over alle Kulturfordomme og
med en Gang at befinde sig i Uskyldighedstilstanden«. Kærligheden
aabner først Sansen for Livet, og Livets Maal er— »Lediggang«, den
geniale Hensigtsløshed. »Man skulde ikke forsømme Studiet af
Lediggang, men danne det til Kunst og Videnskab, ja til Religion.«
Ret til Lediggang er del, som skiller mellem fornemme og lave.
Disse forargelige Sætninger er intet andet end den æsthetiske Lære
om Ironien overført fra Digtekunsten til Kunsten at leve. Romantikeren
tager Livet æsthetisk, og som den æsthetiske »Spadille«, Ironien,
stræber efter den kunstneriske Forvirring og Opløsning, stræber den
her efter den moralske. Fr. Schlegels Lucinde er Romantikens
sorte Faar. De andre Forfattere er Kunstnere, de er Idealister,
medens han er Kyniker. Men deres Kunst viser dog beslægtede
Tendenser. Deres Romaner omfattede alt, de lærdeste Udviklinger,
den barnligste Leg, de mest henaandede Digte. De var fulde af
Ironi, deres Helt anede i Reglen ikke Betydningen af det, som han
oplevede; men gennem Skæmt, Kærlighedshistorier og Forvirring
førtes han dog fremad mod Idealet, det vil sige: Lhels Pcesi. Han
endte altid som Kunstner: Maler, Musiker elkr Digter. Tieck
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
