Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - III. Den romantiske skole - IV. Den franske emigrantlitteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
45
alt var alvorligt — lige til Kærligheden; hvor man studerede en
Bog, ikke læste den for at brillere dermed i Konversation; hvor
man kunde fortælle en følelsesfuld Historie, men var for
omstændelig til at kunne fortælle en vittig, hvor ingen tænkte paa at behage
de andre, og hvor man ikke studerede Mennesker, men Bøger; hvor
man ikke tænkte paa Aandrigheder, men paa Ideer. Tyskerne
for-staar at udfylde Tiden fortræffelig, skrev hun, men Franskmandene
at faa en til at glemme den. Hvor hun savnede denne
Konversation! Selv Goethe, om hvem hun skrev, at han konverserede
glimrende, naar man fik ham til at tale, sagde hun, at hun ikke
syntes om ham, »før han havde faaet en Flaske Champagne til Livs«.— Men
hun tog med Tyskerne fat paa »Bøgerne«, hun oversatte og uddrog
den tyske Litteraturs Hovedværker, hun fandt, at den franske Aands
selskabelige Karakter netop var en Lænke om Benet paa Poesien.
I Tyskland var Fantasi og Tanke fri, den hævede sig mod
Uendeligheden, den smeltede i et med Naturen i religiøs Stemning. Og
fremfor alt: i Tyskland levede Enthusiasmen, den var Guds Stemme
i Mennesket, den lod sig ikke forstyrre af Spot og Kulde. Den
skærpede Tanken og udvidede Synet i deres Filosofi, den gav
Fantasien den høje Flugt i deres Digtning, den gav Livet Skønhed og
Rigdom; den var — skrev hun — »Gud i os«. — Sandelig, der var
kommet en Aand ind i Frankrigs Aandsliv, som kom den tyske
Romantik i Møde, og blandt dens Forkyndere stod Mme de Staël selv
i første Række.
IV. DEN FRANSKE EMIGRANTLITTERATUR.
Fr. Schlegel skrev i Athenæum det Paradoks, »Goethes Wilhelm
Meister, Fichtes Videnskabslære og den franske Revolution er
Aar-hundredets tre store Tendenser«. Den af dem, som havde mindst
umiddelbar Virkning paa Litteraturen var den sidste. Der udgik ikke nogen
ny mærkelig Digter eller i det hele nogen litterær Fornyelse fra de
revolutionæres Kreds og heller ikke fra Napoleons. Det 18de
Aar-hundredes franske Stil med sine rhetoriske Tirader gjorde Tjeneste
i Revolutionens Opraab og Deklamationer. Og under Napoleon gav
den statelige Skuespiller Talma Skikkelserne fra Corneilles Tragedier
ny Værdighed. Det nye kom fra de misfornøjedes, de forurettedes
Kreds, fra dem, som Revolutionen jagede i Landflygtighed. Fra
fremmede Lande førte de det nye ind i den franske Litteratur og
til-raabte sine Landmænds Fantasi et: Se dig ud! Denne Higen mod
det fremmede var ældre end Revolutionen. Bernhardin de St. Pierre
havde i 1780erne haft en umaadelig Succes med sin Idyl fra
Troperne »Paul og Virginie«. Taarerne havde flydt blidelig og rigelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
