Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IV. Den franske emigrantlitteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
47
Necker, hun var opdraget i det 18de Aarhundredes Tro paa
Menneskets Lykke og Civilisationens forædlende Magt. Og i
Revolutionen saa hun Fuldendelsen: nu faldt Skrankerne, nu skulde alle
blive lykkelige. Hun stod i sin Ungdoms Glans i 1789, i hendes
Salon samledes det frisindede Partis Spidser, og hun tronede blandt
dem som Konversationens Dronning. Hun saa kun Fremskridt og
Lykke overalt; Troen paa Lykken var hendes Religion. Hun vilde
have Magten ved en Mands Side, hun vilde forenet med Herskeren
juble i Elskov, hun vilde øve sin Indflydelse fra sin aandfulde
Salon. Straks man saa hende: de livfulde Øjne, de kraftige Træk, det
ravnsorte Haar, den muskelfaste Nakke, — syntes hun at rage op over
sit Køns Skæbne. Det kunde trænges, thi Drømmene brast. Var
Salonerne de herskende i 1789, saa regerede Mændene af 1793 ved
Guillotinen og Napoleon ved sine Grenaderer. Det var et Solglimt,
da hun efter Skrækregeringens Fald kom tilbage, og i sit Værk om
Litteraturen gav hun sit gamle Haab Udtryk. Overalt ser hun
Fremskridt; fra Grækerne til Romerne, fra Antiken til Kristendommen.
Revolutionen er retfærdig, men brutaliseret af raa Ledere.
Demokratiet trænger til Dannelse, Litteratur, det har tabt den gode Smag.
Det er den gamle Litteraturs Grund- og Hovedord, hun atter vil give
Magt. Men det er hendes eneste æsthetiske Regel — ellers: Frihed
for enhver individuel Begavelse! Ja, hun glemmer rent Smagen,
naar hun kommer ind paa at tale om Følelsens og Lidenskabens
Magt og Løftning. Da hedder det: »Det sublime i Aand, Følelse,
Handling skylder Mennesket sin Trang til at sprænge de Skranker,
der er sat for hans Indbildningskraft«. Det er fuld Romantik —
og ikke bare paa Litteraturens Felt. — Napoleon var hende ikke
gunstigere, end Revolutionen havde været. Han følte sig generet af de
Spottegloser, der blev lavet mod ham i hendes Salon, og han lod
hende forvise fra Frankrig. Hun trak sig tilbage til sit Gods ved
Genfersøen, atter dannede der sig en Salon om hende, og Kejseren
fortsatte paa den smaaligste Maade med at søge at faa den opløst.
Hele sit Liv stod hun modig i Kampen mod ham, det blev en Kamp
for fri menneskelig Personlighed mod hans brutale
Militærherredømme.
Men hun havde ogsaa en anden Kamp at kæmpe: Kvindens
Kamp mod Mændene og deres haarde Samfund. I Delphine og
Corinne fremstiller hun den frit udviklede Kvinde, der handler
efter sit Hjertes og sin Aands Indskydelser, i Kamp mod det, som
med det karakteristiske franske Ord kaldes »Verden«. »Verdens«
Dom gør Delphine ulykkelig, og hun svarer med at ofre sig selv for
sin elskede og alle mulige andre, Gang paa Gang; det er Madame
de Staël om at gøre at vise, hvormeget en Kvinde kan lide. —
Corinne er den italienske Improvisatrice, som bliver kronet paa
Kapi-tol. Hun fængsler den unge Lord Nevill; han elsker hende, medens
han rejser i Italien; men da han kommer hjem til den hyggelige
Kaminild i Stuen i England og til sin brave Familie, saa opgiver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
