Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IV. Den franske emigrantlitteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48
JUST BING
han hende for en bly, blaaøjet engelsk Pige; — den store Kvinde
passer ikke for Mændenes Smag uden under ekstraordinære
Forhold. Fru de Staël har samtidig fortræffelig karakteriseret
Folketyperne: Englænderen Lord Nevill heltemodig i sin offentlige
Optræden og Egoist i sin private; Franskmanden Grev Erfeuil, letlivet
og frivol, godhjertet, men uden Interesser, officielt lydig overfor
»Verdens« Dom. Digterinden Corinna derimod er fra Idealets Land
Italien — det blev Italien stadig i Romantikens Tid. Og i sit
Talent er hun Germaine de Staëls Afbillede: »Improvisationen er for
mig en belivet Konversation«. Kunstnerinde var nemlig Madame
de Staël kun i sin sprudlende Samtale. Men hun besad dyb
Intelligens og rig menneskelig Følelse; deri bestod hendes Geni — og
deri ser hun ogsaa det væsentlige ved Geniet. »Der er kun to
forskellige Klasser Mennesker — de, som føler Enthusiasme, og de,
som foragter den«. — Enthusiasmen blev hendes Ledestjerne. Ved
den forstod hun at leve sig ind i alle de Menneskers Kaar og Natur,
som hun traf paa alle sine Rejser. Endog den russiske Bonde har
hun forstaaet i et Blink, da hun kørte i Slæde gennem Landet.
Og det var netop Enthusiasmen, som fik hende til at forstaa
Tysklands Aandsliv. Hun forstod det ikke som Kunstner, men som
Menneske. Schiller sagde om hende efter den første Samtale, de
havde, at hun af Poesi kun opfattede »det lidenskabelige, det
oratoriske, det almene«. Men hun forstod, at her i Tyskland var en
Litteratur, som havde sprængt Skrankerne — endogsaa hendes kære
»Smags« Skranker. Hun ønskede nok at bevare saa megen Smag,
som lod sig forene med Geniet. Men hun ser godt, at der intet
Krav lader sig opstille. »Det vigtigste i Samfundet er Ro, men det
vigtigste i Litteraturen er tværtimod Interesse, Bevægelse, Spænding,
hvortil Smagen ofte staar i fjendtligt Forhold«. Altsaa først og
fremmest det rige menneskelige Indhold, Sjælegløden. Først og
fremmest hendes kære Ord: Enthusiasmen. Den giver den sande
Følelse for Natur og Kunst — Kunsten er kold, naar den bare
søger Elegance og Raffinement. Enthusiasme beruser med Lykke,
den opretholdes i Ulykke, den fylder først Hjertet helt. — Det er
karakteristisk, at hun begejstres for en Følelsesart og Karakter uden
at nævne noget om dens Indhold. Det er et Særtræk for Frankrigs
Romantik. Det forbinder hende med hendes store samtidige
Chateaubriand, skønt de ellers er diametrale Modsætninger.
Hun var opdragen i det 18de Aarhundredes Saloner, hans
Barndoms Omgivelser var et mørkt bretagnisk Slot, Skoven og Marken.
Hun havde sin Ungdoms Solblink i 1789, han i det gamle statelige
Versailles’ Avdienssal. Begge maatte de udvandre under
Revolutionen; men hun troede paa den, endog efter Skrækregeringen. Hos
ham havde 1793 udslukt al Tro. I sin Afhandling om Revolutioner
tror han hverken paa Fremskridt eller paa Gud. Omvæltningerne
har ikke skabt Lykke for Menneskene; Religionen vil gaa til Grunde.
Hvad kommer i Stedet! Kun Tomhed, kun Barbari. — Og fremfor
[-Chateaubriand-]
{+Chateaubri-
and+} 1768 —
18*8
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
