Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IV. Den franske emigrantlitteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
50
JUST BING
stille den«. Kristendommens Livsbetragtning svarer dertil; den har
gjort Livets Strid dybere, »den har fyldt Sejlet for Dyden og
mangedoblet Samvittighedens Storm om Lasten«. Den har bibeholdt
»Dæmringen«, »Afstandsbelysningen« over »Hjærtets Afgrund«. — Det
gælder ikke bare Menneskene, men ogsaa Naturen. Det 18de
Aar-hundrede saa i Gud Naturens Styrer, den levende Verdensorden.
Chateaubriand har nok denne Betragtning, men med Forkærlighed har
han fremhævet den anden Den antike Religion havde personificeret
Skove og Floder i Nymfer og Fauner. Det var at begrænse
Naturen. Kristendommen har forjaget denne Vrimmel af Naturguder,
den har gengivet Naturen dens Tavshed og Uendelighed. »Floderne
har knust sine smaa Urner; nu styrter de Dybets Vande ned fra
Bjærgtinderne. Den sande Gud er vendt tilbage til sine Værker og
har skænket Naturen sin Uendelighed. Fri for den Skare latterlige
Guder, som indskrænkede dem til alle Sider, har Skoven fyldt sig
med en uendelig Guddom. Profetien og Visdommens Gave,
Mysterium og Religion synes evig at dvæle i deres hellige Dyb«. Det
er netop de vældige Naturscener, som vækker Chateaubriands
religiøse Stemning. Ved Solnedgang med det uendelige Hav for sig, i
Maaneskin under Urskovens Kroner, naar Niagara bruser i det
fjerne, — da føler han Gud i Naturen. Hans Religion er hans store
hemmelighedsfulde Guds Religion, fordi den er det store, ensomme
hemmelighedsfulde, lidenskabelige Jegs Religion. Dette Jeg er den
nye Tids Type, — den nye Tid, som havde en Revolution bag sig
og Drømmen om en Verdenserobring foran sig.
Chateaubriand har set denne Type med Psykologens Skarpblik
og skildret den med et kunstnerisk Mesterskab, som gør hans René
lige saa udødelig i Menneskeskildringens Historie som Goethes
Werther. Han døbte dens Væsen med det Udtryk, der træffer dets
Grundakkord: »Den ubestemte Lidenskab« (le vague des passions).
Det er det store, ensomme Jeg, hvis Tungsind er højtidsfuldt, og for
hvem Verden er tom. Hans Lidenskab har ingen Genstand, hans
Hjerte er fuldt, og han har intet at fæste det ved, hans Fantasi
gløder, men den har intet Stof. Han er sorgfuld, men han har ingen
Ulykke at sørge over; derfor er hans Sorg uden Grænser. Han
flakker Verden om, og han lærer deraf først og fremmest at forstaa
Verdens Forgængelighed. Alt forsvinder, alt glemmes. Forgæves
rejser man Æresminder og Støtter. Folk, som hviler sig ved deres
Fod, ved ikke, hvem de forestiller. »Hvad er de blevet, de
Personer, som gjorde saadan Larm i Verden? Tiden har gjort et Skridt,
og Jordens Udseende er blevet fornyet«. René bliver da opfyldt af
Lede, han er led ved alting paa Forhaand, fordi han kender alt paa
Forhaand uden at have prøvet det. Livet er smaat for hans store
Længsler; det volder hans Tungsind. Og Ensomhedsfølelsen bliver
overvældende hos ham; han tørster efter Elskov.
Han styrter sig ind i Selskabslivet. Forgæves! Han maa fornedre
sine Længsler, lægge Snørliv paa de Følelser, der fylder hans Bryst,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
