Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IV. Den franske emigrantlitteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
51
for at han kan passe mellem Selskabet. Han bliver led ved baade
Mennesker og Ting i denne Selskabsverden. Nej, saa hellere nyde
sin Ensomhed: han bor i en Forstad, blander sig ukendt med
Mængden i »den store Menneskeørken«. Her kan han fantasere om
Menneskene. Naar han om Aftenen ser Lysene skinne rundt i
Vinduerne, tænker han paa de Optrin af Smerte og Glæde, som de
skinner over. Men selv som Fantasigenstand kan Menneskene ikke
interessere ham. Det hele bliver utaaleligt, fordi det gentager sig:
stadig de samme Scener, de samme Ideer. Han drager fra dem,
han vil leve i Skoven som Eneboer. Der vaagner først ret hans
Tørst efter Kærlighed. Han kalder »med hele mit Begærs Styrke
paa den ideale Genstand for min Fremtids-Elskov. Jeg omfavnede
hende i Vinden, troede at høre hende i Elvesusen; alting var dette
Drømmebillede af min Fantasi, Stjernerne paa Himlen, og selve
Verdensaltets Livsprincip«. Med denne Fylgie kan han leve her i
Ensomheden. Naturen har mægtigere Billeder end Menneskeverdenen.
Høststormene paa Marken, de bortdragende Trækfugleskarer,
Maane-blinket gennem de jagende Skyers Rifter — det vækker hans
Stemning, hans Tanke løftes mod Evigheden og det ukendte, det giver
nyt Liv. Men med den nye stærke Livsfølelse vokser ogsaa Følelsen
af hans Ensomhed. Den ideale Fremtidselskov duer ikke til Fylgje
mere, den bliver en tom Tanke. »Ak, jeg var ene, ene paa Jorden.
En hemmelig Mathed lagde sig over mit Legeme. Den Livslede, jeg
havde følt fra Barndommen af, kom igen med ny Kraft. Snart
havde mit Hjerte intet Stof for min Tanke, og jeg mærkede min
Tilværelse bare ved den dybe Følelse af Lede«. Længsel —
Tomhed — Lede, det er Omkvædet, hvordan han saa end vil nyde Livet.
Selvmordstanken vokser op hos ham, han »vil befri sig for Livets
Byrde«.
Han skriver et Brev til sin Søster, hun gætter hans Plan og iler
til ham. Nu finder han et beslægtet Hjerte; han jubler.
Men her kommer Krisen i Fortællingen: Søsteren taber sin
Hjertefred, hun mærker, hun elsker sin Broder. Forfærdet flygter
hun til et Kloster, efterlader et Brev; hun vil blive Nonne. René
forstaar ikke, drager efter hende. Hun nægter at modtage ham,
men beder ham være hendes Fadder, naar hun skal tage Sløret.
Over dette kommer han i Sindsoprør: han vil gøre noget galt —
drage bort? Nej, han vil blive og forstyrre Ceremonien. Han vil
støde Dolken i sit Hjerte. Dagen kommer; han slæber sig forpint
til Klosteret, kaster sig sanseløs paa Knæ i sin Stol, medens hans
Hjerte er fuldt af Trods og Modstand. Og nu er det mesterlig
skildret, hvorledes under Ceremonien hans »ubestemte Lidenskab«
svinger fra den ene Følelse til den anden, men stadig gløder, hvad
enten det er i Trods eller Hengivelse — en Kastevind, stadig i
Stormens Styrke, stadig drevet hid og did af de skiftende Indtryk,
Ceremonierne giver ham. Søsteren kommer ud af Nonnernes
Dør, fulgt af deres Skare. Hendes Udtryk er smertefuldt og
høj
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
