Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IV. Den franske emigrantlitteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52
JUST BING
tideligt paa en Gang. Og straks smelter hans Trods hen. »Jeg
følte mig bunden af en almægtig Haand og istedenfor Bespottelser
og Trusler fandt jeg i mit Hjerte kun dyb Tilbedelse og
Ydmyghedens Suk. Men da han som Fadder skal række Præsten den
Saks, der grusomt skal afklippe hendes lange gule Lokker, vaagner
atter hans Raseri; — et Blik fra Søsteren betvinger ham. Hendes
Haar falder, Nonnedragten erstatter de verdslige Prydelser. Saa
følger Dødsceremonien. Hun lægger sig paa Marmorbaaren; det
symbolske Ligklæde bredes over hende; Præsten og Nonnerne
istemmer Sjælemessen. Pludselig hører han hende hviske:
»Barmhjertige Gud, lad mig aldrig staa op fra dette Dødens Leje, og overøs
med din Naade en Broder, som ingen Del har i min syndige
Lidenskab ’«
»Ved disse Ord fra Baaren bliver den frygtelige Sandhed mig
klar; min Forstand forvirres; jeg kaster mig over Ligklædet, trykker
min Søster i mine Arme og udbryder: »Kristi kyske Brud, modtag
min sidste Omfavnelse gennem Dødens Is og Evighedens Dyb, som
allerede skiller dig fra din Broder«.« — Geremonien forstyrres, han
bæres bevidstløs bort. — Man ser: denne hans Optræden, som
forstyrrer Ceremonien, den fortsætter den kun, den giver Ceremoniens
Døds-, Evigheds- og Adskillelsestanke et vildt, lidenskabeligt
Udtryk. Det er kun det, han vil, for hans Lidenskab er en Lidenskab
uden Genstand. — Og nu styrter hans Sjæl sig over denne
Oplevelse; han lever af sin Smerte. »Min Sorg var i sin ualmindelige
Art selv et Lægemiddel«. Det store Jeg gaar ikke længe tomt, det
er tilfredsstillet i sin Smerte, fordi den rager op over de smaa
Menneskers Følelser.
Denne Karakter, som Chateaubriand med saa sikker Haand har
tegnet Billedet af i sin René, dette store Jeg, som vil leve Livet ud
fra Højden af sine Længsler, som stadig foragter Livets Smaalighed,
som kedes ved Livets Gentagelser og stadig har en Fantasi, der er
modtagelig for alle Livets tusinde Indtryk, dette Jeg, som stadig
føler sig som den store, for hvem Livet ikke holder Maal, og tillige
i Smerte kender sig som den ensomme, dette Jeg, som søger Livet
i Glæde eller i Sorg, ligegyldigt, naar det bare undgaar Tomhed og
Lede ved Livet, dette Jeg, hvis Begær har Lidenskabens hele Glød,
men totalt savner Lidenskabens stærke Vilje, — det gaar stadig igen
i Chateaubriands Skrifter i antikt og moderne Klædebon; det var en
Karakter, han ikke kom løs fra. Og det er tillige den Karakter,
han gav det nye Aarhundrede i Arv; atter og atter dukker
Rene-Skikkelsen op i fransk Litteratur, og Typen optræder i forskellige
Variationer rundt om i de europæiske Landes Litteraturer.
Chateaubriands majestætiske Prosa, hans mageløse Naturbilleder giver ham
Plads som den første romantiske Aand i hans eget Lands Litteratur;
hans Renéskikkelse giver ham Rang mellem de store Menneskeskildrerc
i Verdenslitteraturen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
