Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - V. Den yngre tyske romantik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
53
V. DEN YNGRE TYSKE ROMANTIK.
Den romantiske Skole havde søgt at forene Digterkunst og
Filosofi; dens Filosofi havde været poetisk og dens Poesi filosofisk. Den
havde fra først af ikke været særlig national tysk, men den var
blevet det, fordi det tyske Aandsliv stod i Modsætning til den franske
Aand, som den bekæmpede; Frankrig betød for den Klarhed og Regel,
og den vilde selv Forvirring og Mystik. Men den var egentlig af
Temperament Verdensborger, og da Paris under Napoleon blev
Europas Hovedstad, da Samlinger af Alverdens Kunstskatte og gamle
Haandskrifter røvedes rundt i Europa og blev ført did, drog ogsaa
den tyske Romantiks Foregangsmand Fr. Schlegel derhen og udgav
derfra et Tidsskrift med den betegnende Titel: »Europa«. Dog,
Napoleon selv vakte Tysklands nationale Aand, fordi hans Haand faldt
tungt over Landet. Efter Austerlitz-Slaget faldt det gamle
tysk-romerske Rige sammen, og Preussen efter Slaget ved Jena, og paa
Kongressen i Erfurt modtog Napoleon de undertrykte Fyrsters
Hyldning. Da en Soldat vilde raabe Vagten ud at præsentere Gevær for
en af dem, tyssede hans Kammerat paa ham: »Ti stille! Det er
bare en Konge«. Beundringen for Eventyrhelten Napoleon
overvejede til en Begyndelse alt; Goethe var og blev hele sit Liv betaget
af ham, og Filosofen Hegel kaldte ham paa sin Filosofi »denne
Verdenssjæl tilhest«. Men Omslaget kom snart. Medens
Fransk-mændenes Bajonetter blinkede udenfor, holdt Fichte paa Berlins
Universitet sine Taler til den tyske Nation. Det var et Vaagn op !
Af Tidens Nød skal Raad og Daad fødes, de skal udspringe af
Fædrelandskærligheden. Tyskland kan ikke gaa til Grunde, det er
Ideernes Land, medens de romanske Folk mangler Sans for det
oversanselige og hellige. — Det var moralske og filosofiske
Betragtninger, men ingen Agitationstaler. Men Agitatoren var der allerede;
det var Ernst Morits Arndt, en Bondesøn fra Rygen. Hans
»Tids-aand« var et Angreb paa Napoleon og Frankrig, som gjorde ham
til en forfulgt Mand. Tidsaanden var Materialisme og Verdensborgeri,
den havde avlet Revolutionen, den vilde nedbryde Tyskland. Den
legemliggjorte Tidsaand var Napoleon. Imod den maatte rejse sig
alt, hvad der var helligt, Tro, Begejstring, Fædrelandsfølelse. Og
Arndt advarede mod Filosofien; man havde set op i Skyerne og
glemt Virkeligheden. Selv talte han djærve, folkelige Ord, hans
luende Forbitrelse og brændende Tro paa Tyskland fængede rundt om.
I Flyveskrift efter Flyveskrift vakte han Hadet mod de Franske.
Da Østerrig i 1809 begyndte Krig mod Napoleon, fik han i det
blodige Slag ved Wagram at føle, at der var en anden Aand i Modstanden.
Man svævede ikke længer i Skyerne. Det nye Preussen, som rejste
sig efter Nederlaget, var bygget paa Fædrelandsfølelsens Grund,
men dets Grundlægger, Friherren af Stein, var helt og holdent
Virkelighedsmenneske. Den filosofiske Romantik skulde afløses af den folkelige.
1805
1806
1808
Arndt
(1769-1860)
1806
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
