Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - V. Den yngre tyske romantik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58
JUST BING
og ikke snarest mulig konstruere Love for det. Baade i
Retsvidenskab og i Sprogvidenskab viste det sig snart. Den »historiske«
Betragtning sejrede over den »filosofiske«. I Retsvidenskaben hævdede
de »historiske» Forskere — K. F. Savigny var Skolens Hoved —
at et Lovbud maatte forklares ud fra den Retsopfatning, som havde
skabt det, og man maatte drage ind under Retsvidenskaben et
historisk Studium af de forskellige Folks og Tidsaldres skiftende
Livs-og Retsanskuelser. I Sprogvidenskaben gik det ligedan.
Gramma-tiken havde føi’ været en Tugtemester til sproglig Korrekthed, nu
blev det en Sprogets Naturhistorie. Allerede før Jakob Grimm
havde Danskeren Rasmus Rask i sin islandske Sproglære opstillet
den Sætning, at Sproglæren ikke skal befale, hvordan Ordene skal
dannes, men beskrive, hvorledes deres Dannelse foregaar. Det greb
Jacob Grimm, han følte, at Bygdemaal havde sin Livsret saavel som
Bogsprog. Sprogene var Stammerne, vokset op af samme skjulte
Rod, Maalførerne var Grenene. Alt havde Ret til at vokse efter
Livets Love, og det, man skulde udforske, var de Livets Love, som
i aabenbarede sig i deres Vækst. Saaledes stillede Jacob Grimm sin
Opgave, da han skrev sit store Værk »Deutsche Grammatik«. Han
tog med det tyske Sprog i de forskellige Maalfører; det viste tilbage
til oldtysk og gotisk, udover til Nabosprogene, f. Eks. de nordiske.
Det hele blev en Udsigt over de germanske Sprogs Historie. Han
gik ud fra selve Sprogstoffet, Oversigten over det hele skabte
Reglerne, og disse igen Indsigt i Sprogets Love. Ja, undertiden søgte
han tilbage til den Forestilling hos Folket, der havde virket med
ved Sprogets Formgivning, søgte at forfølge den Folkets Fantasi, som
havde skabt sit Billede i Ordet. I denne Henseende gjorde
Wilhelm von Humholdt Skridtet helt ud. Han opstillede Begrebet:
»Indre Sprogform« d. v. s. han søgte at udfinde den Form for Tanke,
Opfatning, Følelse, som gav sig Udtryk i Ordet og Ordformen. —
Saaledes kom man til at se, at Sprogets Liv hang sammen med Folkets
Liv, Sprogets Form med Formningen af Folkets Livsbetragtning.
Som Videnskaben fik Poesien Øjnene op for Livet. Forrest blandt
den nye Tids Digtere staar Heinrich v. Kleist (1777—1811). Hans
Liv som hans Digtning var stedse Storm; han søndersled sig selv i
Strid mellem et vildt Sind, en mandig, ubønhørlig disciplinær
Karakter og en romantisk Overspændthed, der ikke veg tilbage for
noget. Han var Officer med Liv og Sjæl, men kunde ikke vedblive
at være det i Længden. Han rasede mod Napoleon; da Østrig
begyndte Krigen 1809, drog han did; Slaget ved Wagram knuste ham.
Han satte sit Livs Tro til det nye Preussen, men da Preussen
nødtvungen sluttede Forbund med Napoleon, blev han betaget af
grænseløs Livsforagt. En overspændt Veninde tog det Løfte af ham, at
han skulde skyde hende. Han holdt Ord, skød først hende, og saa
sig selv. — Er det at undres paa, at Følelsernes Strid, Forvirring
og tvingende Magt er det stadig tilbagevendende Emne for hans
Digtning? Til de yderste Grænser — ja udover dem — strækker han
1ste Bind
1819
Klcist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
