Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - V. Den yngre tyske romantik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
61
i sit ypperste Værk, »Prinsen af Homburg«, en digterisk Forherligelse
af Preussens Herskerhus. Prinsen af Homburg er en idealiseret
Kleist. Han er en Søvngænger; den store Kurfyrste og hans Følge
overrasker ham i Søvne, som han binder en Krans; Kurfyrsten vil lade
Prinsesse Nathalie sætte den paa hans Hoved; da rejser den
sovende Prins sig; hun flyr, han efter, kalder hende sin Kære og faar
ubemærket revet en Hanske af hende. Saa vaagner han. tror det
var en Drøm, ser Hansken, men kan ikke mindes, fra h\ ilken skøn
Haand den skriver sig. Imidlertid nærmer Slagets Time sig,
Kurfyrstinden og Nathalie tager Afsked. Slagplanen meddeles
Generalerne. Da savner Nathalie sin Hanske; Prinsen bliver helt
optaget af, at det er hendes Hanske, han har; sanser intet af
Slagplanen. Det var hende! Det var hende! Slagplanen bød, han ikke
skulde angribe, før han fik Ordre. Men da hans Feltherreblik ser, det
rette Tidspunkt for Angreb er der, stormer han frem med sin Skare
— og just derved bringes Sejren hjem. Og efter Sejren vinder han
Nathalies Ja. Men Kurfyrsten er rasende over, at Ordren er
over-traadt, han dømmer Overtræderen, hvem han end er, til Døden;
det viser sig, at det er hans Yndling. Beslutningen staar fast,
Prinsen maa i Fængsel under Sejrsfesten. Han er frejdig, mener,
det ikke kan være Alvor: Men saa ser han, at man graver hans
Grav, Fakkelskinnet falder ned i Dybet. Da gaar der Gru gennem
hver Nerve paa ham, han styrter som besat, trods Fangenskabet,
til Kurfyrstinden og Nathalie, han tigger om Livet, al Tanke om
Værdighed er borte; bare bort fra alle Dødssynerne: Naade! Naade!
Kurfyrsten benaader ham, hvis han vil skrive, at Dommen ikke er
retfærdig. Prinsen giver sig i Færd med at skrive — nej, han maa
læse Kurfyrstens Brev en Gang til — det gaar ikke, nej —
Kurfyrsten har jo handlet ret. Det vil han skrive. Og fluks er Brevet
færdigt. Alt sættes i Gang for hans Bedning, hans Regiment
kommer med Bønskrift, ganile Oberst Kottwitz tager ham i Forsvar, en
Kammerat forklarer, at han stod og skrev Slagplanens Ordre i
Søvne, medens han tænkte paa Nathalies Hanske. Saa hentes han
selv; nu kræver han rolig, at Retten skal have sin Gang, han vil
falde som frivilligt Offer for sin Brøde. Men nu vil Kurfyrsten
be-naade ham. Nej, først ved et sligt Eksempel paa Lydighed kan
Brandenburg blive stort; han forlanger at dø. Nu er den rette
Preusseraand vakt i ham. Han sidder atter i den Have, hvor han
i Søvne saa Nathalie række ham Kransen. Pludselig ser han
Fakler; han tror, han skal føres til Døden. Da kommer Kurfyrsten
med sit Følge, Kransen sættes atter paa hans Hoved, og der raabes
afsted til Kamp og Sejr mod Brandenburgs Fjender«.
Den Preusseraand, som Kleist havde forkyndt her, vaagnede i de
unges Sind; kun blev den mere gammeltysk farvet. I Kleists
Døds-aar oprettede »Turnvater« Jahn sin første Gymnastikanstalt ved
Berlin. De unge skulde blive Kraftskarer, Turnere, saaledes skulde
Tysklands rette Aand vækkes rundt om i stærke Legemer.
Preusser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
