Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - V. Den yngre tyske romantik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62
JUST BING
aanden levede, selv om Preussens Regering maatte slutte sig til
Napoleon. De ledende — Friherre von Stein, Arndt o. 11. flygtede til
Rusland og drev Agitationen derfra. Det ulmede og gærede overalt.
Og da saa Napoleon vendte slagen tilbage fra Rusland, drev
Folkebevægelsen endelig de sendrægtige Regeringer til at slaa løs. Det
blev »Frihedskrigen« for Tyskland. Alle de undertrykte Følelser
brød nu frem, i alle mulige Slags Vers, fra kunstfærdige Sonetter
til enkle Sange. Alle Poeter var med; de, som ikke var Poeter,
blev det nu. Kun en stod udenfor Bevægelsen, den gamle Goethe.
Han saa sig bitter paa den Vildskab og Sværdklirren, som brød løs
i Poesien. Men de unge Krigere sang af fuldt Hjerte, Theodor
Kørner, som faldt i Kampen, Schenkendorff og andre, og kraftigst
af alle sang Arndt. Disse Frihedskrigens Sange er født ud af
Stridens Øjeblik, de giver fyldigt Udtryk for Krigens Fælles-Mod. Brødrene
rækker hverandre Haand, klinker og tømmer Bægret, slutter
Rækkerne, svinger Fanerne, idet de sværger at gaa til Død eller Frihed.
Trompeterne blæser, Soldaterne marcherer, raaber Hurra! Og Had
mod Tyranniet, Frigørelse for Forsmædelsen, Hævn ildner de lange
Rækker. Broderskaren staar sluttet, og Gud er med den. »Den
Gud, som har la’t Jærnet gro,« — »Han vilde ingen Trælle«. — De
drømte om Tysklands Frihed og Enhed. Men da Sejren var
vunden, faldt Regeringerne tilbage til det gamle Stel; Tyskland blev lige
saa encvoldsstyret og lige saa splittet, som det havde været.
Misfornøjelsen blandt Studenterne var især stor, nogle søgte vel Trøst
i sin egen Kraft; de øvede Klingerne mod hverandre i en Mængde
Studenterdueller. Men det ulmede rundt om mellem Studenter og
Professorer, Regeringerne blev nervøse, aabnede Undersøgelser mod
alt »demagogisk« Væsen, kastede de mange urolige Hoveder i
Fængsel. Selve Arndt blev indviklet i Demagogprocesserne og afsat fra
sin Stilling som Professor i Bonn.
Den Forening af romantisk Overspændthed og kras Realisme,
som vi af og til møder hos Kleist, kommer paa en anden og helt
forskruet Maade frem hos en anden samtidig Dramatiker Zakarias
Werner. Det var en af de ikke sjeldne Karakterer, der vekslede
mellem at svælge i sanselige Udskejelser og religiøs Overspændthed
med Troen paa alle mulige Undere. Han blev tilsidst katholsk
Præst, og hans fanatiske Prækener gjorde Opsigt hos
Wienerkongressens letlivede Aristokrati, der med dyb Andagt hørte Messen, foi’
saa at gaa til en Østersdiner hos Danserinden Fanny Elsler. Zach.
Wcrnei’ trækker den ældre Romantiks Ideer og Stemninger ned i
det krast haandgribelige. Han er opfyldt af Novalis’s Idé, at Døden
er højere end Livet, men ved tillige, at den »den hellige
For-raadnelse er Kronen«. Han forherliger paa sin Maade de
Mennesker, der lider og ofrer sig; han fylder nemlig sine Stykker med
Martyrscener; man ser Mennesker blive knebet med gloende
Tænger, kogt i sydende Tjæregryder o. s. v. Med sit Enakts-Stykke »Den
24. Februar« aabnede han Rækken af de saakaldte »Skæbnetragedier«.
Friheds
krigen
Z. Werner
] 768—1823
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>