Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - V. Den yngre tyske romantik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
63
Fig. 20. E. Th. A. Hoffmann.
Skæbnen havde i den ældre Romantik været en ubestemt, hemmelig
Gru, hvori Mennesket bukker under for det rædselsfulde
forudbestemte. Men hos Werner og hans Efterfølgere — Müllners »Schuld«
er den mest berygtede, Grillparzers »Ahnfrau« den mest poetiske
af dem — er Skæbnen noget, man kan tage og føle paa. Det er
Slægtens Ulykkesdag og -Datum, (alle Rædsler i Slægten er hos
Werner sket den 24. Februar), det er Slægtens døde, som gaar igen,
de gamle Mordvaaben drøner mod Væggen, de falder ned, og alle
Varsler akkompagneres af Stormens Hylen og Ravnenes Skrig.
Selvfølgelig bliver vi Vidne til alt frygteligt, som de Stakler ikke aner,
Elskov mellem Søskende, Faderen dræber sin hjemvendende Søn o. s. v.
Den samme Forening af det fantastiske og det plumpt
haand-gribelige møder os hos Ernst
Theodor Arnadeus Hoffmann, der
længe var den eneste
verdenskendte af Tidens Novellister.
Han levede selv i en
Dobbelttilværelse, om Dagen sad han
flittig paa Regeringskontoret, men
om Aftenen paa Vinstuen tog
Fantasien Flugt; han saa Syner,
Dobbeltgængere og Spøgelser, og
deres vilde Jagt gav ham
Erstatning for det jevne Livs
Tørhed. Slig mødes begge
Verdener, Borgerlivets og Romantikens,
i hans Værker, og han kender
dem lige godt. Hunden Berganza
og Katten Murr taler som
Mennesker, og skildrer sit Liv, der
er fuldt af Begivenheder og
Øjeblikke, saa følelsesfulde, saa
be
gejstrede, saa forfærdelige, saa flove og dumme som Menneskelivet
kan byde dem. Student Anselmus bliver betagen af Kærlighed til
den grønne Slange, og han genfinder hende hos Arkivar Lindhorst,
for Arkivaren er Salamanderfyrsten, han kan slaa Ild med Fingrene
og tænde sin Pibe. Hans Bolig er et Ferige med høje Palmer,
naar Studenten sidder der og ser den grønne Slange, den skønne
Serpentina, ind i Øjnene, kopierer de gaadefulde Haandskrifter, han
skal afskrive, sig af sig selv. Med Borgerverdenen støder denne
Romantik sammen i et Krach: Konrektor Paulmann mener, de er gale,
som tror derpaa; men Registrator Heerbrand har selv set Arkivaren
slaa Ild med Fingrene, og Frøken Veronika har hørt det af sin gamle
Barnepige. De farer vildt op, danser og larmer, for Arkivaren
sidder selv i Punchebollen, og Registratoren tager tilsidst Bollen og
kaster den i Taget. Naar saa Studenten Dagen efter tænker paa
Frøken Veronika, gaar det ikke med Afskrivningen og tsch! sprøjter
E.T.A.
HofT-mann
(1778- 1827)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
