Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - V. Den yngre tyske romantik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
64
JUST BING
Blækket bort paa Haandskriftet; Salamanderkongen staar frygtelig
for ham og maner ham ned i den grønne Flaske. Han jamrer sig
for de andre, som staar ved Siden af ham, og de svarer: Er De gal?
De staar jo paa Augustusbroen! Men tilslut gaar alt i Opfyldelse,
som det skal, endog Frøken Veronikas Drøm. Hun drømte sig som
Fru Hofraad Anselmus, hun fik Diamantørenringe af sin Mand,
modtog ham hjemme i Morgenkjole med ægte Kniplinger, kørte ud med
ham i fin, højmoderne Hat og Mantille, og Folk hviskede: »Der
kører den unge smukke Fru Hofraad Anselmus«. Det bliver opfyldt
alt paa Navnet nær: Diamantørenringe, Kniplinger, Vogn, Hat og
Mantille, og Folk hvisker: Der kører den unge smukke Fru
Hofraad Heerbrand.
Som alle Fantasterier, saa tumler ogsaa alle vanvittige Lidenskaber
sig i hans Noveller. Guldsmeden Cardillac er vanvittig forelsket i
alle de fine Smykker, han har lavet; han maa dræbe enhver, der
har købt dem af ham eller faaet dem i Foræring. Han afslaar
Bestillinger, han haler Tiden ud, det er rent umuligt at faa
Smykkerne tilbage fra ham; men er det engang sket, maa han udspejde
dem, som har dem, maa ud om Natten med Dolken i Haanden,
hviler ikke, før han har dem igen. Og ingen aner, at de gruelige
Snigmord er forøvet af den brave, flittige Guldsmed. Alle gruelige
Lidenskaber, alle Dobbeltgængerfornemmelser har Hofmann forenet
i sin Roman »Djævleeliksiren«. Munken Medardus har drukket af
Flasken med Djævleeliksiren. Han bliver straks en veltalende
Prædikant, men tillige optændt af Verdenslyst. Han rømmer af Klostret,
ser en ung Mand, der ligner ham, sove, kommer til at styrte ham
ned, og for ikke at blive genkendt bytter han Klæder med ham.
Nu tror alle, han er den unge Grev Viktorin, han bliver feteret,
elsket af Kvinder; dem, som staar ham i Vejen, myrder han, og
og alle tror, det ikke er ham, men Munken Medardus, som har
dræbt dem. Stadig føler han sig utryg paa, hvem han egentlig er,
hans andet Jeg vokser sammen med hans onde Samvittighed. Stadig
kredser denne anden om ham, vanvittig, fjollet. Og da han saa paa
sin Bryllupsdag ser den anden blive kørt til Skafottet, brister det
hele for ham. Han slynger sin Brud Bekendelsen i Ansigtet. Han
stikker med sin Kniv blindt til højre og venstre, befrier Munken,
flygter afsted, stadig forfulgt af sit andet Jeg. — Alt det vilde,
vanvittige, ravgale staar i Hoffmanns Noveller lige saa tydelig for os
som den jævne, platte Filisterhverdag, som han spotter, og ligesaa
tydelig staar et gammeltysk Gilde eller Billeder fra Middelalderens
Venedig. Men der er ikke hos os nogen Troens Begejstring for den
højere overnaturlige Verden, ingen Overgivenhed i den romantiske
Ironi, ingen Skaberglæde ved at vække svundne Tider af Graven. Det
er ligesaa virkeligt, som det andet. Han tror ikke mere paa den
Dag i Dag, end han tror paa sine Syner. Romantiken bunder hos
ham i en rolig Verdensforagt.
Forsonligere med Verden end Dramaet og Novellen viste Lyriken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
