Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - VI. Engelsk romantik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
73
man vel ikke gaa? Jo da, Burns kan. Tam o Shanter rider paa
Meggy, godt lastet fra Værtshuset, i Blæst og Regn til den store
Sten ved Vadestedet — der hvor Jægerne fandt det myrdede Barn,
hvor Mungos Moder hængte sig o. s. v. Meggy vil ikke røre sig
ud af Flekken. Da ser Tam et rart Syn: Hekse og Troldmænd
danser, ingen moderne Kotillon fra Frankrig, nej Jig’er og Reel’er,
og gamle Erik — i Skikkelse af en ragget Hund — blæser for dem,
og vildere og vildere gaar det. Tam staar og glor. Og der var en
kæk og lystig Tøs med i Dansen, hun havde sin bedste Særk paa,
den var kort nok, men det var den bedste, og hun var stolt af den.
Og saa maa min Muse nok lade være at synge om, hvor Nannie
sprang og svang sig (det var en smidig og stærk Tøs). Og Tam
stod som forhekset, syntes det var Penge værd at se, selv Satan
saa til og svinsede med Halen og blæste af al Magt; først et Kast,
saa et til, Tom blev fra Forstanden og raabte: Godt gjort,
Kort-Særk! Men da fo’r alle efter ham. Maggie rendte afsted for at
naa over Broen, for Troldskab kan ikke komme over rindende Vand.
Og over slap de, men Nannie tog fat i Halen paa Maggie og
rykkede den af. Nu hvo som læser dette, han vogte sig for Drik og
Kortsærke.
Tænk: Glædens Pris er tidt for svær!
Husk bare Tam o Shanters Mær!
Burns, der kan bede og haane, raabe halloi! med de glade Tiggere,
ynkes over den hjemløse Mus, tage det gemytligt med Heksene og
gamle Erik — han er Barn af Werthers Tidsalder, han har Sturm
und Drangtidens uendelige Livsfølelse i Brystet, dens vilde Jubel,
dens Hjertesaarhed.
Burns fængede ved Revolutionen af 1789, men Bevægelsen vakte
Modstand i England og Modstanden koncentrerede sig i en
Politiker og Forfatter, der ligesom Burns staar paa Grænseskellet
mellem de to Tidsaldre: Edmund Burke. Paa sine gamle Dage udsendte
Burke de Skrifter, som gør ham til en stor Forfatter. »Tanker om
den franske Revolution« og en Række Flyveskrifter, som staar i
Forbindelse dermed. Det er den gamle Tids rhetoriske Stil, men
den er opglødet af en Brand, der ikke fandtes i den gamle Tid.
Og det er ud fra en Betragtning af Folkenes politiske Liv, helt
modsat det 18. Aarhundredes Synsmaader, at han retter sit Angreb
mod den Revolution, der var en Konsekvens af det 18. Aarhundredes
Filosofi. For ham er et Samfund noget Fælles-levende; det kan
ikke omreguleres efter Filosofernes Regnestykker uden at det krænkes;
det historiske Liv har sin Ret. Og han sender et Suk mod den
Tid, som svinder: Ridderlighedens Aand er borte. Han taler om,
at der gives ingen Nation uden et »naturligt Aristokrati«, uden
Mænd, som fra Barnsben har været opdraget til ledende Stillinger,
det være sig i Embedsværk, Videnskab, Industri eller Militærvæsen.
Dette er ledende Tanker i den følgende Tids Reaktion, men ogsaa
Europas Litteraturhistorie.
10
Burke
1728-1797
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
