Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - VI. Engelsk romantik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
75
Musiken gaar forbi; Bryllupsgæsten slaar sig for Brystet, men han
kan ikke andet: han maa høre. — Her kan ingen tvivle paa, at
der er overnaturlige Kræfter med i Spillet. Og straks sejler
Fortællingen ind i Underets Land; den fører os ned mod Sydpolen,
Isen stænger overall Vej for Skibet. Saa kommer en Albatros
gennem Taagen og de hilser den i Guds Navn, som det havde været en
Kristensjæl. Og den faar Føde — straks brister Isen med
Tordenbrag, Søndenvindene springer op, Skibet sejler sikkert gennem
Taagen og Albatrossen følger. »Gud fri dig gamle Sømand fra dine
Fjender, som plager dig saa. Hvorfor stirrer du saa?« — »Med min
Bue skød jeg Albatrossen.« Straks rejser alle Rædsler sig, der
bliver dødsstille; de kommer ikke ud af Pletten; Tørsten piner;
Havet bliver slimet og raaddent, Dødsild danser om Skibet, Tungen
visner i Munden paa dem, Dødssejleren med Dødens Spøgelse viser
sig og alle uden jeg falder døde om, og idet deres Sjæl flyver fra
Legemet, høres det som Klangen fra hans Buestreng. Han søger
at bede, men kan ikke; dog da Maanen kommer op og han ser
Vandormenes sære Skikkelser spille med Ildsluer efter sig, »et Pust
af Kærlighed strømmede fra mit Hjerte og jeg signede dem uden
at vide af det«. Og straks falder han i sund Søvn, straks er
Aanderne rede, besjæler de dødes Legemer, fører Skibet hjem, han ser
Højen og Kirken derhjemme. Eneboeren i Skoven kommer i
Lods-baaden, og prajer dem, ror hen til Skibet, det synker som Bly.
Han skrifter for Eneboeren, maa vandre fra Land til Land og
fortælle sin Historie. Og Digtet klinger ud i en from Naturstemning:
Den beder bedst, som elsker bedst,
Stort, smaat, alt det som er,
For den kære Gud, som elskei’ os,
Har skabt det og har det kær. .
Den gammeldags, enfoldige Stil forbinder sig med det fantastiske
Indhold og de naive Handlinger af Ondskab og Fromhed —
Skuddet mod Albatrossen og Velsignelsen af Vandormene — til et
vidunderligt Hele; det er som Digteren kaster en Trolddom over os,
der forvandler os til Middelaldersmennesker. Og Coleridge fastholdt
indtil Affektation det gammeldags Præg; Digtet er ikke bare fuldt af
gamle Ord og Vendinger fra Folkeviserne; det er trykt som en
gammeldags Vise med Indholdsangivelse i Margen. Men man
glemmer al Maskeraden over den Fantasiflugt og den milde altfavnende
Kærlighed, som aander ud deraf. Man føler, at Romantiken her
— Gudskelov for Poesien! — har en Tryllemagt, der ikke bindes,
om saa de største Kritikere spørger om Moralen af det hele skal
være: »Man skal aldrig skyde Albatrosser!«
Medens Coleridge tryller frem en Spøgelsernes og Aandernes
Fantasiverden, holder Wordsworth sig nærmere til Programmet.
Hans Digte drejer sig om Naturen og tarv.elige, jævne Mennesker,
som han stadig ser i Forbindelse med den Natur, de lever i. Words-
Wordsworth
1770-1850
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
